Fysioterapeut søges til spændende tværfagligt miljø på Botilbud Ryt-tervej

fuldtid
Fysioterapeut søges til spændende tværfagligt miljø på Botilbud Ryt-tervej
  • Svendborg Kommune
  • Ryttervej, 51, 5700 Svendborg

Interesserer du dig for både det specialiserede socialområde og for at arbejde tværfagligt med mennesker med funktionsnedsættelser?
- Så kan du måske blive vores kommende fysioterapeut og en del at Botilbud Ryttervejs tværfaglige kompetencer
 
Om Ryttervej
Ryttervej er et botilbud for 40 voksne borgere med funktionsnedsættelse. 31 af beboerne er helt eller delvist indskrevet i vores interne dagtilbud.
Borgerne har forskellige handicap af såvel fysisk, psykisk som social karakter. Deres behov og kultur nødvendiggør stor rummelighed i forhold til normalitetsbegrebet, livsstil, normer og rutiner.
Ryttervej vil være det attraktive botilbud, hvor personalet og miljøet er kendetegnet ved en anerkendende tilgang til beboerne, pårørende og kolleger.
Vi ønsker en arbejdsplads, hvor udvikling og høj faglighed er det centrale, og hvor seriøsitet og humor går hånd i hånd. En arbejdsplads med en ånd, der er præget af viljen til at løfte i flok, engagement og arbejdsglæde.
Vi værner om arbejdsmiljøet og har et velfungerende LokalMED.

Om arbejdet
Du vil blive en del af vores interne dagtilbud sammen med 4 pædagoger. I dagtilbuddet tilbyder vi aktiviteter indenfor temaerne: Social aktivitet, fysisk aktivitet, sansestimulerende aktivitet, oplevelsesaktivitet, kreativ aktivitet og kompetenceudviklende aktivitet. Den enkelte beboer har individuel indskrivning. Fysioterapeuten vil naturligt have særlig fokus på fysiske aktiviteter, individuelt og i grupper. Ryttervej leverer ikke vederlagsfri fysioterapi og genoptræning.
Fysioterapeuten deltager i aktiviteter på lige fod med teamets pædagoger, herunder pleje- og omsorgsopgaver.

På Ryttervej hjælper vi hinanden. Derfor indgår dagtilbuddets personale i bodelens arbejde og omvendt. Dine arbejdstider vil fortrinsvis være mellem 8-16 på hverdage, men vi kan have behov for at planlægge med dig i bodelen aften og weekend. Dagtilbudspersonale deltager i botilbuddets fester og arrangementer.

Teamet holder møde hver 14. dag og har to årlige teamdage med faglige og samarbejdsmæssige temaer.

Vi kan tilbyde et fagligt spændende og lærende miljø, hvor synergien mellem forskellige fagligheder er en vigtig faktor. I dit introforløb får du tilknyttet en mentor og du vil blive introduceret til opgaverne. Ingen skal opleve at gå alene på arbejde.
Vi arbejder ud fra den lærende organisations principper. Derfor er feedback en naturlig del af hverdagen. 

Du vil som fysioterapeut i samarbejde med stedets ergoterapeuter have hjælpemidler, forflytningsteknik, sansestimulation og faglige vurderinger i forhold til de pædagogiske planer som særligt ansvarsområde. Du deltager i fagmøder med Ryttervejs ergoterapeuter hver 6. uge.

Om dig
Om du har mange års erfaring eller om du måske er forholdsvis nyuddannet betyder ikke så meget. Det vigtigste for os er, at du:

  • Har interesse for at arbejde med mennesker med multiple funktionsnedsættelser, der har et stort plejebehov. Erfaring med målgruppen eller psykiatri vil være en fordel. 
  • Er indstillet på, at hos flere af vores beboere er der ikke tale om udvikling, det er ofte en vedligeholdelse af nuværende funktionsniveau.
  • Er bevidst om, at dit engagement og sindstilstand ”smitter” og har betydning for de beboere, du arbejder med.
  • Er ansvarsbevidst, fagligt velfunderet og vil være med til at fastholde et godt arbejdsmiljø
  • Er respektfuld, anerkendende, god til at skabe tillid og har en troværdig adfærd
  • Kan agere og bevare overblikket og en anerkendende tilgang i komplekse situationer, hvor man indimellem rent fagligt må indgå kompromisser.
  • Er indstillet på at ændre dine planer og kan trives med det uforudsigelige.
  • Har gode samarbejdsevner, er nysgerrig og kan indgå i et tæt mono- og tværfagligt samarbejde.
  • Kan og vil inddrage borgeren og dennes pårørende i alle aspekter af arbejdet

Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer/ugen, men vi er åbne overfor ønsker om færre timer.
Yderligere information om målgruppen og stedet findes ligeledes på hjemmesiden.
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst, herunder aftale om ny løn.V ed ansættelse i stillingen indhentes en privat straffeattest.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Log ind