Funktionsleder til Ledelses- og organisationsudvikling & Arbejdsmiljø, HR, Aarhus Universitetshospital

fuldtid
Funktionsleder til Ledelses- og organisationsudvikling & Arbejdsmiljø, HR, Aarhus Universitetshospital
  • Region Midtjylland
  • Hedeager, 1, 8200 Aarhus

Er du en erfaren leder, der brænder for organisation og ledelse i sundhedssektoren? Har d mod på at stå i spidsen for ledelsesudvikling på et af landets mest anerkendte hospitaler? Hos Aarhus Universitetshospital søger vi en ny funktionsleder, der kan sikre, at vores HR-indsatser understøtter hospitalets ledere i at transformere driften til fremtidens sundhedsvæsen og skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø. Selv leder du med tillid, frihed og ordentlighed, du evner at uddelegere – og trives med at samarbejde bredt i en stor politisk styret driftsorganisation.

Aarhus Universitetshospital (AUH) står midt i en bevægelse, hvor samfundsudviklingen og sundhedsreformen stiller nye krav til hospitalernes opgaver og ansvar i at udvikle et sundhedsvæsen i balance tættere på borgerne. Det kalder på transformation og stiller store krav til, hvordan vi som HR-afdeling udvikler og understøtter ledere på AUH. Vi søger derfor en funktionsleder, der kan tænke proaktivt og bidrage til at tydeliggøre retningen for ledelsesudvikling sammen med Hospitalsledelsen og have fokus på at skabe sammenhæng mellem hospitalets strategi og HRs indsatser. Vi lægger særligt vægt på evnen til at gå forrest i at udvikle koncepter og metoder, som kan udbredes og skabe værdi på tværs af hospitalets mere end 50 afdelinger. 

Om os

Du bliver en del af ledergruppen i HR, som udover dig består af 4 funktionsledere og HR-chefen. I HR er vi 85 medarbejdere, der har opgaver inden for hele HR-paletten.

Derudover får du et tæt samarbejde med de øvrige funktionsledere i Hospitalsstaben, hvor der er fokus på sammenhæng i opgaveløsningen på tværs af fagligheder og i tæt samarbejde med klinikkerne. 

Du får det direkte personaleansvar for ca. 10 medarbejdere inden for arbejdsmiljø og ledelses- og organisationsudvikling, der understøtter ledelserne på AUH med specialistkompetencer inden for: 

  • Arbejdsmiljørådgivning, herunder understøttelse af MED- og arbejdsmiljøorganisationen 
  • Strategisk kompetenceudvikling  
  • Ledelses- og organisationsudvikling herunder særligt fokus på rekruttering, onboarding  og  ledelse af transformation 
  • Strategiske indsatser, koncepter og projektledelse 
  • Ledelsessparring til ledere på alle niveauer 

 Der er en høj grad af tværfaglig opgaveløsning. Vi lægger stor vægt på at sammensætte de rette kompetencer til enhver opgave på tværs af HR og i Hospitalsstaben. 

Opgaver og ansvarsområder

Som leder i HR får du en vigtig rolle i at bidrage til at udvikle organisationen gennem involverende processer - i tæt dialog med HR-chefen, medarbejderne og dine øvrige lederkolleger.  

Dine ansvarsområder omfatter blandt andet

  • At designe og facilitere strategiske processer og dialoger, der styrker ledelsesopgaven – fx chefkredssamlinger, lederudviklingsprogrammer, organisations- og kompetenceudvikling.
  • At udvikle koncepter for ledelsesudvikling, der understøtter transformationen og kan implementeres bredt.
  • At rådgive og sparre med Hospitalsledelsen og afdelingsledelser om strategiske HR-spørgsmål, organisatoriske forandringer og lederudvikling.
  • Bidrage til at sikre sammenhæng i opgaveløsningen på tværs af HR og Hospitalsstaben.

Desuden vil der være samarbejde med eksterne samarbejdspartnere og andre interessenter både i og udenfor Regionen. 

Om dig

Med udgangspunkt i organisationens værdier, dialog, dygtighed og dristighed, er der følgende forventninger til de faglige, ledelsesmæssige og personlige kompetencer: 

Faglige og ledelsesmæssige kompetencer

  • En relevant uddannelsesmæssig baggrund.
  • Har erfaring med ledelse i en stor organisation – gerne fra sundhedsområdet og konkret med ledelsesudvikling og organisationsudvikling.
  • Kan navigere i en politisk styret organisation, hvor der er et højt tempo i driften hos dem, man understøtter.
  • Har stærk procesforståelse og blik for udvikling af komplekse organisationer.
  • Tænker strategisk og proaktivt – og kan omsætte strategi til konkrete indsatser.
  • Er en dygtig kommunikator og sparringspartner, der kan skabe rammer for et sundt arbejdsmiljø og psykologisk tryghed.
  • Har blik for den enkelte medarbejders og gruppens potentiale og har overblik over opgaverne, så tid og kompetencer anvendes rigtigt.
  • Har en nytænkende og innovativ tilgang og kan koble dig på mulighederne i "mere HR til flere" og tilrettelægge større tværgående indsatser.

Personlige kompetencer

  • Er nærværende og tillidsfuld i samarbejdet med medarbejdere og lederkolleger.
  • Udviser handlekraft og træffer beslutninger i rette tid – og har situationsfornemmelse til at vide, hvornår det er.
  • Foretager tydelige prioriteringer og tager ansvar - også i modvind.
  • Kan bidrage til et godt arbejdsmiljø og fastholde fokus på god trivsel - også når det går stærkt.

Vi tilbyder

Hos os får du en strategisk lederrolle med stor indflydelse på, hvordan vi udvikler ledelse på AUH. Du får mulighed for at præge retningen for HR`s indsatser og strategi i understøttelse af hele AUH.

Du får en spændende og udfordrende hverdag med afvekslende og komplekse opgaver, som giver dig gode muligheder for at anvende og udvikle din faglighed og dine ledelseskompetencer.

Du vil opleve, at vi vægter et godt og gensidigt forpligtende samarbejde, sundt arbejdsmiljø og psykologisk tryghed højt. Det skaber en energisk arbejdsplads med motiverede medarbejdere, der alle har arbejdsopgaver, som de brænder for med stort ejerskab. Du vil også få et stærkt kollegafællesskab med andre ledere i staben, som indgår i et forpligtende ledelsesfællesskab på tværs med god mulighed for sparring, rådgivning og konkret opgaveløsning.  

Ansættelsesprocessen

Ansøgningsfristen er 11. januar 2026.

1. samtale afholdes hhv. 21. eller 23. januar og 2. samtale afholdes d. 26. januar 2026.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte HR-chef Janni Hedegaard på tlf. 3038 7190, eller mail jannhede@rm.dk

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 1. marts 2026.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. 

Danmarks komplette hospital 
AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret universitetshospital, der samtidig er akuthospital for 362.000 borgere i Aarhus. Vi er samlet i én hospitals by med 12.000 medarbejdere, som samarbejder i stærke fællesskaber på tværs af fag og afdelinger. Vi er landets komplette hospital med både den brede og højeste faglighed, hvor vi møder hele mennesket og skaber resultater gennem samarbejde. Vi forsker i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med regionale, nationale og internationale partnere. AUH er som det eneste danske hospital medlem af den europæiske hospitalsalliance, EUHA, ligesom hospitalet er medlem af 19 europæiske netværk for sjældne sygdomme (ERN). I disse år er vi særligt optaget af at udvikle hospitalet til morgendagens virkelighed, hvor AUH skal bidrage til sammenhæng i sundhedsvæsenet ved at tage ansvar for et større antal patienter samtidig med, at vi bliver færre medarbejdere til at varetage opgaverne.  

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind