Funktionsleder til Klageproces

fuldtid
Funktionsleder til Klageproces
  • Skatteforvaltningen, Taastrup, Engelholm Alle 1
  • Engelholm Alle 1, 2630 Taastrup
Vil du være med til at forme fremtidens klagebehandling på skatteområdet, herunder moms og afgifter? Har du solid erfaring med skatteret og komplekse sagsgange – og motiveres du af ledelse og at sikre en korrekt og transparent behandling af borgernes og virksomhedernes klager? Så er du måske vores nye funktionsleder i Klageproces i Skattestyrelsen.

Vi arbejder for klare, forståelige afgørelser og en korrekt klageproces, der understøtter såvel skatteopkrævning som borgernes retssikkerhed. I Klageproces fungerer vi som objektive øjne, når Skatteankestyrelsen sender forslag til afgørelser i udtalelse. Vi udarbejder udtalelser, deltager i retsmøder i Landsskatteretten og bidrager til korrekte afgørelser.

Du bliver en del af en ledergruppe på otte i Skattefaglig afdeling. Vi hører til i fagområdet Jura, som har det overordnede ansvar for at understøtte ensartet og korrekt regelanvendelse inden for skat, moms og afgifter i Skattestyrelsen og korrekt anvendelse af de forvaltningsretlige og processuelle regler på tværs af Skatteforvaltningen. Dermed er vi med til at sikre høj retssikkerhed for alle borgere og virksomheder, der hvert år kommer i kontakt med os.

Opgaver og ansvar
Du får ledelse af et fagligt stærkt team på ca. 17 medarbejdere, hvor du står for planlægning af drift, udvikling og opfølgning, og du skaber rammer, der understøtter høj kvalitet og effektivitet – og på en måde, der skaber trivsel.

Opgaverne spænder bredt fra gennemgang af komplekse sagsakter til repræsentation af Skattestyrelsen ved retsmøder, involvering i syn- skøn og vurderinger af, om tabte sager skal indbringes for domstolene.

En væsentlig del af dit ansvar bliver derfor at:

  • sikre, at klager behandles i overensstemmelse med lovgivning og interne retningslinjer.
  • identificere og implementere forbedringer i klagebehandlingen, herunder automatisering, digitalisering og standardisering af arbejdsgange.
  • arbejde tæt sammen med andre afdelinger i Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten, så informationer og ressourcer er tilgængelige, og at klagebehandlingen forløber smidigt.
  • følge op på mål og KPI'er samt rapportere resultater til ledelsen.
Dine faglige og ledelsesmæssige kompetencer
Du har en relevant akademisk uddannelse, gerne cand.jur. eller cand.merc.jur. Du har erfaring med klagebehandling og sagsforvaltning, gerne fra en offentlig myndighed eller en organisation med komplekse forvaltningsopgaver, og du har en indgående forståelse for skatte- og afgiftsområdet samt forvaltningsretlige principper.

Du arbejder systematisk med procesforbedringer, og det falder dig naturligt at formidle faglige problemstillinger klart og præcist. Som leder har du stået i spidsen for en faglig enhed og motiveres af at skabe fælles retning, tydelige prioriteringer af ressourcer og gode rammer for samarbejde, udvikling og trivsel. Videre er du en erfaren og tydelig personaleleder.

Vi tilbyder
Du får en central rolle med mulighed for at påvirke og udvikle fremtidens klagebehandling. Du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret miljø og får gode muligheder for både ledelsesmæssig og faglig udvikling. Du vil opleve, at dit arbejde gør en konkret forskel – ikke kun for organisationen, men også for borgernes og virksomhedernes tillid til Skattestyrelsen.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest onsdag d. 14. januar 2026.

Spørgsmål besvares gerne af underdirektør Jesper Wang-Holm på telefon 22402015.

Som en del af rekrutteringsprocessen anvender vi evt. en personprofil og en logisk analyse.

Ansættelsesdato vil være 1. marts 2026 eller efter aftale.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og en straffeattest.

Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatteministeriets koncern.

Stillingen er klassificeret i lønramme 36. Stillingen besættes på overenskomstvilkår. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Engelholm Alle 1, 2630 Taastrup.

Hvis du i forvejen er tjenestemand og ansat internt i Skatteministeriet, skal du stile din ansøgning til Kongen.

Log ind