Funktionsleder til indkøbsfunktion, Sygehusapotek Fyn, OUH

fuldtid
Funktionsleder til indkøbsfunktion, Sygehusapotek Fyn, OUH
  • Odense Universitets Hospital
  • solfaldsvej 38, 5000 Odense
Vi søger en leder, som kan lide at gå forrest og motiveres af engagerede medarbejdere



Om os

Indkøbsfunktionen er en del af Klinisk Farmaci Afdeling på Sygehusapotek Fyn. Vores hovedopgaver er at planlægge og foretage indkøb af lægemidler til distribution på OUH og råvarer til lægemiddelproduktion på Sygehusapotek Fyn. Indkøbsfunktionen har desuden opgaver som vedligehold af data over lager, særlige indkøb i akutte situationer og planlægning i forhold til apotekets udflytning til det Nye OUH.



Du bliver tæt lederkollega med de øvrige 4 funktionsledere i afdelingen og en del af ledergruppen på Sygehusapotek Fyn. Stillingen refererer til chefen for Klinisk Farmaci. Klinisk farmaci har lige godt 120 ansatte fordelt på Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus.



Om opgaven

Du er nærmeste leder for 8 farmakonomer, som i tæt samarbejde med øvrige funktioner på sygehusapoteket hver dag løser opgaverne med at købe lægemidler og utensilier. Der er tale om en spændende, afvekslende og udfordrende ledelsesfunktion, hvor du skal stå i spidsen for engagerede medarbejdere, der er fagligt dygtige og har en høj grad af selvstyre og selvstændighed.



En stor del af dit arbejde vil være personaleledelse, samt at planlægge og prioritere hvordan ressourcerne anvendes bedst. Det betyder også, at du i spidsbelastningsperioder skal være klar til selv at deltage i driftopgaver. Du går forrest, når store såvel som små udfordringer skal løses både i egen funktion og i samarbejde med de øvrige funktioner på Sygehusapotek Fyn.



Som funktionsleder sætter du patienten først, og du understøtter, at funktionen arbejder effektivt og målrettet med at udøve, udvikle og forbedre opgaveløsning i funktionen.



Om dig

Det er en fordel, at du er uddannet farmakonom. Har du ledererfaring eller relevant lederuddannelse er det en fordel, men interesse for ledelse og lyst til at prøve kræfter med driftsledelse er det vigtigste.



Du har øje for den daglige drift og kan holde hovedet koldt, når dagen skal planlægges. Du formår at tænke strategisk og tør indføre nye tiltag, når det er nødvendigt. Du har en oprigtig interesse for mennesker, er empatisk og ved at trivsel og engagement i hverdagen er vigtigt. Du ved, at samarbejde skaber resultater – du sætter rammen og giver friheden til, at den enkelte kan yde sit bedste.



Vi tilbyder

En spændende og udfordrende hverdag som giver mening og skaber værdi for patienterne. Vi sætter patienten først og arbejder med Den Syddanske Forbedringsmodel, som er en systematisk ledelsesredskab til understøttelse af forbedringsarbejdet. Vi arbejder med sparring og udvikling i ledergruppen på Sygehusapotek Fyn, og der er gode muligheder for personlig ledelsesudvikling både internt på OUH og igennem eksterne kursusforløb.



Ansættelsesforhold, ansøgningsfrist og samtaler

Arbejdstiden er gennemsnitslig 37 timer/uge. Der er tale om en fast stilling med reference til chefen for Klinisk farmaci.



Tiltrædelsestidspunktet er hurtigst muligt og gerne den 1. maj 2025.



Der er 3 måneders prøvetid, første gang du ansættes i Region Syddanmark. Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst, idet der forventes en forhandling om kvalifikationstillæg i forhold til dine kvalifikationer.



Stillingen skal søges online på job.regionsyddanmark.dk jobnr. 231913

Ansøgningsfristen er den 20. marts 2025.



Kontakt os

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til chef for Klinisk farmaci Mia Lolk Lund på tlf. 24 59 58 52.

Du kan læse mere om Sygehusapotek Fyn på vores hjemmeside www.ouh.dk/sygehusapotek.



Sygehusapotek Fyn producerer og indkøber lægemidler til distribution på de fynske sygehuse. Apoteket er organisatorisk en del af Odense Universitetshospital og beskæftiger ca. 330 dedikerede medarbejdere, og omsætter årligt for ca. 1,2 mia. kr. Apotekets produktion omfatter sterile og ikke-sterile lægemidler, produktion til kliniske forsøg og fremstilling af klar-til-brug lægemidler. I klinisk farmaci arbejdes der tæt sammen med de kliniske afdelinger på OUH om rationel brug af lægemidler.

Apoteket har en større forskningsenhed, som bedriver forskning indenfor afmedicinering, sektorovergange og klinisk forskning.



















Log ind