Fritidsjob som legekammerat i Midgård Børnehus

deltid
Fritidsjob som legekammerat i Midgård Børnehus
  • Odense Kommune
  • 5250 Odense SV
Har du lyst til et meningsfuldt og sjovt fritidsjob, hvor du gør en forskel, mens du hygger dig med skønne børn i Midgård? Så er du måske vores nye legekammerat.

Som legekammerat i Midgård Børnehus kommer du til at arbejde med børn i alderen 3 – 6 år cirka to dage om ugen efter skoletid.

Om jobbet
Dine arbejdsopgaver foregår sammen med børnene og handler om at lege og lave forskellige aktiviteter. Du bidrager med dit nærvær og i samspil med de andre voksne omkring børnene.

Et fritidsjob som legekammerat ligger om eftermiddagen, når du har fri fra skole. Arbejdstiden er typisk to eftermiddage om ugen i cirka to timer ad gangen inden kl. 16.45. Du aftaler din arbejdstid med din leder, så den passer ind i både børnehuset og din hverdag. I ferieperioder kan der være mulighed for at arbejde flere timer. Som legekammerat er du timelønnet.

Dine opgaver som legekammerat kan være at:
  • Læse højt og fortælle historier
  • Spille spil, bygge med klodser mv.
  • Boldspil, cykellege eller lignende udendørs aktiviteter
  • Sanglege, lytte til musik og danse med børnene
  • Indgå i forskellige af børnenes lege
Når du er ansat som legekammerat i Midgård, arbejder du tæt sammen med pædagogisk uddannede kolleger, som kan hjælpe og guide dig. Du står ikke alene med børnene eller med en opgave.

Dine kolleger er med til at sørge for, at du får en god opstart og fortæller om arbejdet og børnene i børnehuset. Dine kolleger i børnehuset kan fortælle dig om arbejdet med børn og forældre, og du får indblik i det daglige pædagogiske arbejde hos os.

Vi glæder os til at tage imod dig, for dit nærvær og din indsats kommer til at gøre en forskel for børnene og for os som dine kolleger.

Om dig
Du er mellem 14 og 17 år og har mulighed for at arbejde cirka to dage om ugen i to timer ad gangen.

Du har lyst til at være sammen med børn i alderen 3 – 6 år, og du er med på leg, hygge og aktiviteter sammen med børnene.

Du har lyst til og mod på at tage initiativ til en aktivitet eller en snak, og så er det en fordel, hvis du er imødekommende og åben og ikke er bange for prøve noget nyt.

Om børnehuset
Midgård Børnehus har 36 vuggestuebørn i en nybygget vuggestueafdeling og 63 børnehavepladser i en nyrenoveret børnehaveafdeling. Vi har store fællesrum, som kan bruges til motorik og bevægelse, fordybelsesrum, et pædagogisk køkken, et kreativt værksted og ikke mindst to attraktive udendørs legeområder, som inviterer til både vild leg og fordybelse.
 
I Midgård arbejder vi ud fra overbevisningen om, at stærke børnefællesskaber styrker børns muligheder i livet, og vi har altid fokus på at være de bedste voksne for børnene og understøtte deres trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst for inspirationsansættelser på området.

Stillingen er tidsbegrænset indtil du bliver 18 år, eller senest indtil aftaleperioden for overenskomsten udløber.

Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at høre mere om jobbet som legekammerat, kan du kontakte daglig pædagogisk leder Trine Outzen Paulsen på 21 25 54 52.

Det praktiske
Når vi har læst din ansøgning, hører du fra os. Hvis du kommer i betragtning til et job som legekammerat, bliver du indkaldt til en samtale, som vil foregå i Midgård Børnehus. Alle praktiske detaljer kommer til at stå i din indkaldelse til samtale, som vi sender på mail.

Vi gør opmærksom på, at vi skal indhente en straffeattest og børneattest fra dig inden en eventuel ansættelse, hvis du er 15 år eller derover.

Ansøgningsfristen er den 21. marts 2025. Samtaler vil blive afholdt i slutningen af marts måned 2025. 

Vi glæder os til at læse din ansøgning!

Log ind