Fremskudt børne- og ungerådgiver til Familieafdelingen i Høje-Taastrup

fuldtid
Fremskudt børne- og ungerådgiver til Familieafdelingen i Høje-Taastrup
  • Høje-Taastrup Kommune
  • 2630 Taastrup

Bliv en del af et ambitiøst og velfungerende fremskudt team, der arbejder tæt sammen med dagtilbud og skoler om tidlige og forebyggende indsatser for børn og familier i Høje-Taastrup Kommune.

Din hverdag i et stærkt fremskudt team
Som fremskudt børne- og ungerådgiver bliver du en del af et specialiseret team på i alt syv rådgivere, som dækker alle skoler og dagtilbud i kommunen. Stillingen er oprettet i forbindelse med en politisk opnormering, og du får derfor mulighed for at præge udviklingen – særligt i vores indsats i dagtilbuddene, hvor vores målsætning er at arbejde så forebyggende som muligt med fokus på tidlige tværfaglige indsatser på almenområdet.

Du vil i det daglige have din base på skoler og i dagtilbud, hvor dine opgaver blandt andet vil være at:

  • Være sparringspartner for pædagoger og lærere i opsporing og håndtering af mistrivsel
  • Facilitere og deltage i tværfaglige møder, LØFT-forløb og netværksmøder
  • Støtte i processen omkring underretninger og udtalelser
  • Afholde forebyggende samtaler og yde rådgivning jf. Barnets Lov § 30
  • Være bindeled mellem almenområdet og Familieafdelingen – og arbejde med dialog og brobygning

Om teamet
Teamet er forankret i Familieafdelingen under Familie- og Dagtilbudscenteret (FDC) og arbejder tæt sammen med både myndighedsrådgivere og øvrige fagpersoner på tværs af kommunen. I teamet vægter vi faglighed højt og sætter pris på hinandens forskellige kompetencer, som vi oplever styrker kvaliteten i vores opgaveløsning. Vi har fokus på at styrke den tidlige og forebyggende indsats gennem tværfaglige samarbejder og lokal forankring.

Familieafdelingen er, udover teamet af fremskudte rådgivere, inddelt i 3 distrikter Øst, Vest og Midt samt Specialrådgivningen og Anbringelsesteamet. Børne- og ungerådgiverne i disse teams varetager råd og vejledningsforløb, afdæknings- og undersøgelsesforløb samt iværksætter indsatser og følger op mv. i sagerne, så familierne har en fast rådgiver i deres sagsforløb. Derudover har vi et Akutteam, der håndterer alle akutte sager. 

Vi anvender DUBU og arbejder med ICS samt elementer fra Signs of Safety (SOS).

Hvem er du – og hvad bliver vigtigt i rollen?
Vi søger en uddannet socialrådgiver eller socialformidler gerne med myndighedserfaring indenfor børne- og ungeområdet. Du har lyst til at gøre en forskel i et forebyggende og fremskudt arbejde tæt på børn, unge og deres voksne i skoler og dagtilbud. For at lykkes i jobbet er det vigtigt, at du trives i en selvstændig rolle, hvor du samtidig kan fungere som en del af flere faglige fællesskaber – både i dit team og i det tværfaglige samarbejde.

Det er vigtigt, at du:

  • Arbejder struktureret og kan kommunikere tydeligt – både mundtligt og skriftligt
  • Kan skabe tillidsfulde relationer og bringe din faglighed i spil i samarbejdet med skoler og dagtilbud
  • Har erfaring med tværfagligt samarbejde og forståelse for at navigere i krydspres mellem almen- og specialområdet
  • Kan omsætte Barnets Lov til praksis og har blik for opsporing og tidlig indsats

Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med:

  • Facilitering af netværksmøder og brug af LØFT/SOS
  • Forebyggende samtaler med børn, unge og forældre samt råd og vejledning efter §30 i Barnets Lov
  • At understøtte skoler og dagtilbud i at udarbejde underretninger og udtalelser

Har du lyst til at være en del af en Familieafdeling, som sætter den faglige barre højt, og vil du indgå i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, hvor vi løfter og tager ansvar i fællesskab? Så send os en motiveret ansøgning.

Vi kan bl.a. tilbyde dig: 

  • En central rolle i en kommune, der investerer i tidlig indsats og forebyggelse
  • Et fagligt stærkt team, hvor vi spiller hinanden gode og deler viden
  • Mulighed for at præge og udvikle indsatsen i dagtilbud – et område i vækst
  • Grundig introduktion og mentorordning tilpasset din erfaring
  • Ekstern supervision og løbende faglig sparring, både i teamet og med ledelse
  • Fleksibilitet i planlægningen af din arbejdsdag og varierede arbejdssteder – med base på kommunens nye rådhus

Praktiske oplysninger
Der er tale om en fast stilling på 37 timer med opstart den 1. august 2025 eller snarest derefter.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der indhentes børne- og straffeattest, ligesom der, efter aftale med dig, bliver indhentet referencer. 

Ansøgningsfristen er den 19. juni 2025.

Samtaler afholdes den 24. juni 2025.

Vil du vide mere om jobbet og høre hvorfor det er godt at arbejde i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling? Så er du velkommen til at kontakte leder af Fremskudt Christine Neidhardt på 21 15 44 71 eller på: christinene@htk.dk eller fremskudt børne- og ungerådgiver Michala Blaksmark på 29 37 68 10 eller: michalabl@htk.dk.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Log ind