Er I en godkendt, forstærket eller specialiseret plejefamilie, og har I en ledig plads i et døgnophold? Så er det jer, Familieplejen København søger til en pige på 6 år. Som plejefamilie skal I kunne tilbyde pigen et struktureret, forudsigeligt og mentaliserende omsorgsmiljø, hvor I understøtter en god trivsel og udvikling hos hende. I skal have tid og tålmodighed samt kunne støtte pigen emotionelt og guide hende i selvregulering. I skal desuden pædagogisk kunne støtte en udviklingsalder, der i forskellige situationer er lavere end pigens faktiske alder.
Pigen beskrives som sød, sjov og glad, samt meget vellidt af andre børn og voksne. Pigen er opsøgende ift. trøst og omsorg fra voksne. Hun er meget glad for leg, fordybelse og er særlig interesseret i Barbie, Gurli Gris og at tegne.
Pigen er ikke alderssvarende i forhold til selvregulering, sociale kompetencer, sprog og hukommelse.
Det vil være en fordel, at I har erfaring med forældresamarbejde og kan være fleksible i samarbejdet med biologisk familie.
Om jer - I er godkendt som forstærket eller specialiseret plejefamilie
- Det vil være en fordel, hvis I også har kendskab eller tidligere erfaringer med udviklingsforstyrrelser
- I kan arbejde med tilknytning og relationsdannelse
- I kan arbejde med adfærds- og følelsesmæssig selvregulering
- I kan arbejde struktureret og forudsigeligt i hverdagen
- I kan arbejde mentaliserende og har tid og tålmodighed
- I er indstillet på at støtte op omkring forældre- og søskendesamvær
I bliver en del af Københavns Kommunes gruppe af forstærkede/specialiserede plejefamilier. Dvs. en af jer bliver ansat fuld tid på plejeopgaven og skal derfor gå hjemme.
I står ikke alene med opgaven, for vi giver jer pædagogisk supervision fra en fast tilknyttet familieplejekonsulent. Samtidig får I mulighed for at deltage i vores brede udvalg af kurser med fokus på aktuelle emner – se kursusplan på vores hjemmeside:
Kurser for plejefamilier | Familieplejen København.
Flere oplysninger Fås hos familieplejekonsulent Sabrina Jensen fra den 25. august på 26 16 64 63 eller via e-mail:
cw79@kk.dk.
Ansøgningsfristen er torsdag den 11. september 2025 Ansøgning mærket SJ/2025-28 sendes sammen med den seneste tilsynsrapport til:
familieplejen@kk.dk Eller til:
Familieplejen København
Kapelvej 47, 2. sal
2200 København N
Om Familieplejen København Familieplejen København er landets største familieplejeenhed. Vi rekrutterer plejefamilier til Københavns Kommune og står som garant for det gode match mellem barn og familie. Vi har en vidensbaseret tilgang og tilbyder alle vores plejefamilier kompetent rådgivning og støtte til at løse de udfordringer, de møder. Vi har et bredt udbud af kurser, og vi medvirker aktivt til at udvikle den moderne plejefamilie, bl.a. gennem vores kursusvirksomhed. Læs om os på: familieplejen.kk.dk.