Vil du være den, der får natur, klima og infrastruktur til at gå op i en højere enhed – og samtidig sætte dit personlige aftryk på nogle af Danmarks største anlægsprojekter? Forestil dig et job, hvor du ikke bare følger udviklingen, men er med til at forme den. Dine beslutninger som vores nye projekteringsleder får betydning for både biodiversitet, mobilitet og fremtidens grønne transportløsninger. Samtidig får du lov til at skabe løsninger, der sikrer, at naturværdier udvikles og indtænkes i Banedanmark, og som kan mærkes og bruges af generationer fremover.
Det er en mulighed for at kombinere faglighed, ansvar og ambitioner, og for at bringe natur og grøn udvikling helt frem i projekterne. Det er samtidigt en mulighed for at skabe sammenhæng imellem de strategiske og myndighedsrelaterede beslutninger fra planprocessen og til implementering i anlægsfasen.
Som projekteringsleder hos os bliver du en del af sektionen
Afvanding, Perroner og Føringsveje, hvor 20 dygtige og engagerede kollegaer står klar til at byde dig velkommen. Her arbejder vi med en solid faglighed, et godt humør og en ægte lyst til at hjælpe hinanden – for vi ved, at de bedste resultater skabes sammen.
Sektionen er en del af området Projektering og Normer i Banedanmark, hvor fokus er på både interne og eksterne rådgivnings-/projekteringsydelser. Vi er endnu i udviklingsfasen af det nye område, og det er vores forventning, at du, med din baggrund, vil kunne oversætte myndighedsafgørelser, faglige input og biologiske analyser til konkrete krav.
Udvikl den faglige retning og understøt implementering af natur i projekterne Rollen som projekteringsleder for Forst og Natur er helt ny – og det betyder, at du får chancen for at bygge noget op fra bunden. Du kommer til at udvikle standarder, der sikrer, at natur tænkes ind i alle projektfaser, og du får en nøglerolle i at definere fagets identitet og grænseflader i Banedanmarks projektmodel. Du får således god mulighed for at sikre, at der sker god overdragelse fra alle projektets faser og interessenter og, at viden forankres korrekt i organisationen.
Du vil drive både store og mindre projekter – alt fra sporfornyelsen Fredericia–Aarhus til implementering af paddehegn – og du får ansvaret for hele rejsen: Fra undersøgelsesfasen til projektering og udførelse.
Dine opgaver spænder bredt og omfatter bl.a.:
- Brobygning imellem Planlægning, Projektering og Normer og Teknisk Drift og vedligehold
- Indhentning og vurdering af eksisterende materiale
- Afklaring af scope på tværs af fagområder
- Fysiske besigtigelser
- Udformning af rådgiverudbud
- Design og optegning af naturmæssige tiltag
- Koordinering med en lang række fagdiscipliner.
Du vil ligeledes have en stor tværfaglig flade som skal koordineres. Alt sammen med god support fra projektteamet.
Vi tilbyder som bygherre helt unikke muligheder for projekteringsledelse i de tidlige projektfaser, hvor de komplekse projekter skabes, og hvor de store tekniske beslutninger tages. Her får du også mulighed for at byde ind med innovative løsninger, som kan sikre, at flora og fauna får bedre sammenhængende levesteder. Samtidigt med dette bliver en del af et engageret fagligt fællesskab, der vidensdeler og hjælper nye kollegaer godt ind i rollen som projekteringsleder.
Om dig Du kombinerer din tekniske faglighed med en tværfaglig forståelse og tager styringen i opgaveløsningen, hvad end det handler om at standardisere processer eller koordinere komplekse rådgiveropgaver. Du arbejder struktureret, har styr på formalia og er samtidig ikke bange for at udfordre vores vaner og finde smartere måder at gøre tingene på.
Da rollen er ny, trives du med at forme fagområdet og sætte retningen i samarbejde med mange forskellige interessenter. Din strategiske tænkning og forretningsmæssige forståelse bliver derfor afgørende for, at du lykkes i jobbet.
Som bindeled- og tæt samarbejdspartner til projektledelse og andre fagområder, er du både imødekommende og nysgerrig. Du ved, hvornår du skal støtte andre – og hvornår du selv skal række ud mht. sparring og input for at sikre fremdrift og kvalitet. Med din brede kontaktflade er det væsentligt, at du kommunikerer klart og tydeligt – både på skrift og i dialog.
Du kommer med en relevant naturfaglig baggrund som fx biolog, forstkandidat, landskabsforvalter, landskabsarkitekt, skov- og landskabsingeniør eller lignende. Du har formentligt solid erfaring med projekteringsledelse inden for forsynings- rådgiver- eller anlægsbranchen, men det er ikke et krav, at du tidligere har arbejdet med jernbanen. Det vigtigste er, at du har motivationen, tålmodigheden og evnerne til at sætte dig ind i komplekse anlægsprojekter.
Arbejdssted Dit kommende arbejdssted afhænger af din bopæl. Vi har både kontorer i København og Fredericia, så vi er fleksible i forhold til, hvor du foretrækker at arbejde. Der er desuden mulighed for at indgå aftale om hjemmearbejdsplads (op til to dage ugentligt). Begge kontorer ligger med kort afstand til offentlig transport og kommer du i bil eller på cykel, er der gode parkeringsmuligheder.
Vi tror på, at motiverede medarbejdere skaber de bedste resultater, og derfor prioriterer vi både din faglige udvikling og trivsel højt. Har du lyst til kurser eller ekstra uddannelse, er der masser af muligheder for at udvide dine kompetencer.
Du får samtidig en moderne arbejdsplads, hvor du kan have et balanceret arbejdsliv, uden at gå på kompromis med dine faglige mål. Vi tilbyder blandt andet betalt frokostpause, kantine, fitnessrum og sundhedsordning.
Vi prioriterer diversitet, inklusion og effektivt lederskab, så alle som ønsker det, har mulighed for at bidrage til en attraktiv jernbane.
Løn Du ansættes efter gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.
Kontakt og ansøgning Send venligst din ansøgning med CV via linket ”Søg stillingen”. Der vil blive afholdt samtaler løbende.
Har du spørgsmål eller vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte hhv.:
- Teamleder for Perroner og Føringsveje: Michael Vestergaard på tlf.: 2936 2027
- Sektionschef for Afvanding, Perroner og Føringsveje, Thor Weber, på tlf. 2988 1807
Vi ser frem til at høre fra dig.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.