Forskeruddannet psykologfaglig adjunkt/lektor til Institut for Socialrådgiveruddannelse

fuldtid
Forskeruddannet psykologfaglig adjunkt/lektor til Institut for Socialrådgiveruddannelse
  • Københavns Professionshøjskole S/I
  • Humletorvet 3 1799 København V

Har du erfaring med at designe og gennemføre solid anvendt forskning til gavn for borgere i udsatte positioner? Og har du psykologfaglige kompetencer og lyst til at undervise og inspirere en ny generation af socialrådgivere? Så er det måske dig, vi leder efter.

På Institut for Socialrådgiveruddannelse på Københavns Professionshøjskole (KP) søger vi en forskeruddannet adjunkt eller lektor med psykologfaglig baggrund, som brænder for at bidrage til udviklingen af socialrådgiverfaget gennem undervisning, forskning og samarbejde med praksisfeltet. Du bliver en del af et dynamisk fagmiljø, hvor vi arbejder tæt sammen om at styrke socialrådgiverprofessionen og skabe ny viden, der gør en forskel i praksis.

Institut for Socialrådgiveruddannelse er også en del af Center for Bedre Børneliv, og en del af vores forskning bedrives i tæt samarbejde med medarbejdere fra andre institutter på KP.

Om jobbet
Du bliver en del af Institut for Socialrådgiveruddannelse, som rummer et stærkt og velforankret forsknings- og udviklingsmiljø med fokus på praksisnære og professionsrettede projekter med relevans for både uddannelsen og det sociale praksisfelt. 

Du bliver også en del af et engageret og tværfagligt team bestående af medarbejdere med socialfaglige, juridiske, psykologiske og samfundsfaglige kompetencer. Stillingen som adjunkt/lektor indebærer undervisning, vejledning og forskningsopgaver på socialrådgiveruddannelsen. Afhængigt af din profil vil du også kunne løfte opgaver på KP's videreuddannelse.

I jobbet vil du bl.a.: 

  • Undervise og vejlede studerende og bidrage til deres faglige og professionelle udvikling.
  • Udvikle og afprøve undervisningsformer, f.eks. med fokus på feedback, undervisningsdifferentiering og værkstedsbaseret undervisning, der styrker læring.
  • Bidrage til efter- og videreuddannelse, herunder diplomforløb og praksisnære kurser målrettet fagprofessionelle.
  • Deltage i eller drive forsknings- og udviklingsprojekter, der er tæt forbundet med praksis og har betydning for både uddannelsen og det sociale arbejde. Lige nu har vi særligt brug for forskere med psykologfaglige kompetencer.

Din primære arbejdsplads vil være på Campus Carlsberg – centralt placeret med udsigt over byen og gode transportmuligheder lige i nærheden. Her får du et job med høj grad af medindflydelse, fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen og mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.

Om dig
Du er enten uddannet psykolog eller har en grunduddannelse som socialrådgiver kombineret med en akademisk overbygning – f.eks. cand.pæd.psych. Dertil har du en ph.d. grad.

Derudover kan du sætte flueben ved flere af følgende kompetencer:

  • Kendskab til det sociale område og arbejdet med borgere i udsatte positioner.
  • Kendskab til realistisk evaluering eller kompleks interventionsforskning.
  • Solidt kendskab til og erfaring med kvalitative og participatoriske metoder.
  • Solidt kendskab til og erfaring med kvantitative metoder, f.eks. spørgeskemaundersøgelser, bearbejdning af store datasæt eller registerforskning. 
  • Erfaring med fondsansøgninger og indhentning af ekstern finansiering til forskningsprojekter (vores miljø er afhængig af en høj ekstern finansieringsgrad).
  • Undervisningserfaring, herunder erfaring med projektvejledning og tværfaglig undervisning.

Du kan både søge som ny eller erfaren forsker. 

Om os
Socialrådgiveruddannelsen på KP har 83 undervisere ansat, heraf otte med tilknytning til uddannelsesudbuddet i Hillerød. De ledige stillinger vil blive forankret i uddannelsesudbuddet på Campus Carlsberg beliggende på Humletorvet 3, 1799 København.

Du vil blive en del af en arbejdsplads med et velforankret forskningsmiljø i vækst, hvor du skal arbejde sammen med dygtige kollegaer med stor praksis- og forskningsviden på det socialfaglige område. Du kan læse mere om vores forskningsmiljø på Socialt Arbejde - Institut for Socialrådgiveruddannelse - Københavns Professionshøjskole.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som adjunkt eller lektor med start den 1. januar 2026. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen.

Du bliver ansat i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og med udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.fl.

Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i KP's lektorkvalificeringsforløb.

Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelsen om lektorkvalificering, jf. Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025.

Ved ansættelse som lektor lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen sker ansættelse som udgangspunkt på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt kunne aftales. 

Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. 

Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.

For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for forskning og udvikling Charlotte Bredahl Jacobsen på tlf.: +45 23733313​​.

Interesseret?
Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser via ansøgerknappen senest den 29-10-2025.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 45.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.

_________________________________________________________________________________________
 

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Log ind