Forretningskonsulent til Campus – Statens kompetenceløsning

fuldtid
Forretningskonsulent til Campus – Statens kompetenceløsning
  • Økonomistyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Har du lyst til at videreudvikle fundamentet for digital læring og strategisk kompetenceudvikling i staten?

Økonomistyrelsen søger en forretningskonsulent, der skal bidrage til videreudvikling og implementering af koncepter og processer inden for digital læring og strategisk kompetenceudvikling.

Om stillingen Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø med ca. 30 kollegaer i kontoret for HR- og Kompetencesystemer. Kontoret har ansvaret for drift og udvikling af Statens digitale HR-løsninger. Du kommer til at indgå i gruppen, der har ansvaret for den fællesstatslige lærings- og kompetence løsning 'Campus'.

Kontoret er præget af god diversitet med både erfarne og nyuddannede medarbejdere, stærkt engagement, godt sammenhold og tæt samarbejde – både socialt og fagligt.

Som forretningskonsulent i Campus-gruppen, bliver dine opgaver at rådgive om best practice inden for læring og kursusadministration. Derudover vil du understøtte statslige institutioner med digital implementering af HR-processer såsom pre- og onboarding, MUS/PULS-samtaler samt mål- og udviklingsplaner.

Dine arbejdsopgaver vil afhænge af din baggrund og kompetencer, men vil typisk typisk inkludere følgende opgaver:

  • Koordinere og lede projekter ved implementering af nye koncepter i Campus, i tæt samarbejde med system- og driftskonsulenter.
  • Hjælpe kunder med organisatorisk implementering.
  • Planlægge og facilitere workshops (digitalt og fysisk).
  • Deltage i test ved releases, konfiguration og support.
  • Udarbejde kommunikationsmateriale.
  • Promovere Campus, herunder præsentationer og systemdemonstrationer.
  • Samarbejde med leverandører og eksterne konsulenter.
  • Løse tværgående ad hoc-opgaver i gruppen og kontoret.
Om dig Du har en relevant videregående uddannelse og brænder for digitalisering og it-løsninger. Måske er du nyuddannet og ivrig efter at komme i gang, eller også har du allerede et par års erfaring i bagagen. Du er skarp til at formidle både på skrift og i tale, så dit budskab står klart for alle. Og du er udadvendt, god til at facilitere workshops og til at skabe et godt samarbejde med både kolleger og kunder. Du er nysgerrig af natur, god til at samarbejde med dine kolleger, og du trives med at tage ansvar og arbejde selvstændigt.

Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med HR-processer, kompetenceudvikling eller digital læring. Måske har du erfaring med at udvikle og implementere processer digitalt inden for HR, IT eller læring – og er vant til at navigere i større organisationer. Det er også en klar styrke, hvis du trives med at koordinere og drive mindre projekter sikkert i mål, hvor du tager ansvar for fremdrift og skaber tydelige resultater.

Om os Campus-gruppen består af 10 medarbejdere inden for drift, udvikling og rådgivning. Her bliver du én af tre forretningskonsulenter, hvor du får ansvar for udvalgte fagområder, koncepter og processer. Du samarbejder tæt med dine kolleger i gruppen og indgår også i tværgående projekter. Vi lægger vægt på selvstændighed i opgaveløsningen og en kultur med videndeling og fælles ansvar.

Som forretningskonsulent i Campus-gruppen, kommer du til at arbejde med en it-løsning, der har 120.000 brugere fordelt på statens institutioner, kommuner og uddannelsesinstitutioner. Campus tilbyder digitale og analoge kurser samt understøtter centrale processer for medarbejder- og kompetenceudvikling. Campus er baseret på en globalt førende Talent Management-løsning

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Vil du vide om mere om os eller stillingen? Vil du vide mere om jobindholdet, er du velkommen til at kontakte Souschef Christian Gausbo på T: 21 20 24 63 eller E: chrgau@oes.dk.

Ansøgning Vi glæder os til at modtage din ansøgning med CV, eksamensbevis og øvrige relevante dokumenter senest søndag den 11. maj 2025.

Vi forventer at afholde samtaler løbende, i ugerne 19, 20 og 21 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen senest d. 1. august.

Log ind