Skatteforvaltningen er i gang med en stor legacy transformation, der skal forny systemunderstøttelsen til personbeskatningen, og du får sammen med os en unik mulighed for at sætte dit aftryk på det strategiarbejde, som tegner den fremtidige personbeskatning til gavn for alle borgere i Danmark. Er det interessant for dig? Så er du måske vores nye forretningsarkitekt i Skattestyrelsen. Spændende og komplekse opgaver med stor samfundsmæssig betydning Personbeskatningen står for over halvdelen af velfærdsfinansieringen i Danmark. Den digitale understøttelse gennem forskud- og årsopgørelsessystemet har i mange år været en succeshistorie og langt fremme globalt set. Det skal den digitale understøttelse også være i fremtiden. Derfor har Skatteforvaltningen påbegyndt forberedelserne af en modernisering, der skal transformere den digitale kerne i finansieringen af den danske velfærdsmodel.
Moderniseringsplanerne er forankret i kontoret
Modernisering og Projekter, hvor vi omsætter forretningsstrategier og behov til konkrete udviklingstiltag. Vi arbejder tæt sammen med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som har ansvar for it-udviklingen, samt med Skattestyrelsens faglige enheder.
Opgaven vokser, og vi søger derfor kollegaer med en stærk faglighed indenfor forretningsarkitektur, som har lyst til at indgå i et ambitiøst kontor med dygtige kolleger, hvis kompetencer dækker forretningsprojektledelse, forretningsarkitektur, analyse, strategi og kommunikation.
Forretningsarkitekt med strategisk erfaring Da vi skal påbegynde næste fase i moderniseringen, har vi brug for en forretningsarkitekt, der kan omsætte strategi samt udvikle og kvalificere det forretningsmæssige fundament for de kommende løsninger. Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- At arbejde med business model canvas som metode til at beskrive, hvordan forretningen i dag og i fremtiden leverer sine produkter og ydelser
- At bidrage til analyser af pain og gains
- På sigt at opbygge kapabilitetsmodeller over forretningsevner som metode til at kunne formulere forretningsbehov og -krav i udbud af fremtidige it-løsninger
- At udarbejde brugerrejser både i forhold til interne og eksterne brugere og på tværs af løsninger.
- At formidle analyser og projektleverancer til kollegaer og ledelse.
Vores forventninger til din faglige ballast Vi søger dig, der har flere års erfaring som forretningsarkitekt. Du er metodisk stærk i forretningsarkitektur og har evnen til at bevæge dig på tværs af abstraktionsniveauer lige fra konkrete leverancer i projekter til konceptuel forståelse af personbeskatningen. Din værktøjskasse rummer f.eks. business model canvas, værditilbud, designprincipper, kapabilitetskortlægning m.v.
Du må gerne have flair for it-arkitektur, da du kommer til at arbejde tæt sammen med proces- og systemejere samt domænearkitekter, og har du kendskab eller interesse for Proof of Concept, entreprisearkitektur og it-standardsystemer, så er det kun et plus.
Som person ser vi gerne, at du arbejder struktureret og analytisk. Du er nysgerrig i din tilgang og stræber positivt sammen med os efter at gøre det godt og skabe fremdrift. Vi samarbejder meget på tværs, så det falder dig naturligt at kommunikere på alle niveauer i en stor, politisk organisation. Endelig trives du med eksekvering selvom tempoet er højt, og du kan afstemme kvalitet med tid.
Bliv en del af et team, hvor nysgerrighed og faglig ambition driver arbejdet frem Kontoret
Modernisering og Projekter er under opbygning, og du bliver en vigtig del af holdet. Vi har en fælles passion for forretningsudvikling, godt kollegaskab og høje grin. Vi interesserer os for hinanden og dyrker sammenholdet, og så har vi en uformel omgangstone.
Kontoret er geografisk placeret i både København og i Ribe, dog med størstedelen af kollegerne placeret i København.
Vi tilbyder dig fleksible arbejdsvilkår, hvor rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Kontakt og ansættelsesvilkår Ansøgning med cv og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 8. maj 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Karl Kristian Andersen via sms på 72 38 33 03, hvorefter Karl Kristian ringer tilbage.
Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 20. For kandidater, der går videre i processen vil personanalyse, logikanalyse og evt. en faglig case samt 2. samtale, forventelig vil finde sted i uge 21.
Forventet tiltrædelse vil være 15. august eller 1. september 2025. Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest og referencer.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet er Hannemanns Allé 25, 2300 København S.