Forebygger med mentorfunktion til Kriminalpræventivt Team i Høje-Taastrup Kommune

fuldtid
Forebygger med mentorfunktion til Kriminalpræventivt Team i Høje-Taastrup Kommune
  • Høje-Taastrup Kommune
  • 2630 Taastrup

Trives du med at være tværfaglig brobygger, tovholder og mentor for unge og yngre voksne, og motiveres du af at være en afgørende støtte i svære overgange? Vil du være en del af et team i udvikling og have mulighed for at sætte dit præg på kommunens Unge- og Uddannelsescenter? Så kom med, når vi styrker vores indsatser i lokalområderne!

En strategisk satsning på et højtprioriteret område
Høje-Taastrup Kommune prioriterer tryghed og forebyggelse af kriminalitet højt. Det individrettede og tværfaglige arbejde er en vigtig del af denne prioritering. Den kriminalpræventive indsats foregår på gaden, i skolen, i boligområder, butikscentre, ungdomsklubber og lignende steder, hvor og når børn og unge færdes og opholder sig. 

Samtænkningen af unge- og uddannelsesområdet i Høje-Taastrup Kommune giver unik mulighed for at finde tværfaglige løsninger, der også rækker ud over det 17. år. Stillingen som forebygger med mentorfunktion udspringer af et ønske om at udvikle og styrke indsatsen for kriminalitetsudsatte unge i og efter overgangen til det 18. år. Indsatsen centrerer sig om at få skabt en dialog om og med unge, der står uden konstruktive fællesskaber, der flirter med eller er i bandemiljøet og unge, der er tiltrukket af ekstremisme, og få dem tilbage på sporet via støtte til uddannelse, beskæftigelse og konstruktive fritidsinteresser.

Som forebygger med mentorfunktion vil du få en bred opgaveportefølje, hvor du blandt andet vil:

  • Varetage mentoropgaver med og for unge og yngre voksne, bl.a. som en del af God Løsladelse
  • Være kulturbærer for det kriminalitetsforebyggende arbejde i kommunens ungdomsklubber
  • Bidrage med faglighed og kompetence i det tværfaglige samarbejde omkring de kriminalitetsudsatte unge, herunder deltage i §115-samarbejdet for målgruppen over 18 år 
  • Facilitere, sammenbinde og udvikle eksisterende forebyggende tilbud
  • Understøtte uddannelses- og virksomhedsindsatsen i Unge- og Uddannelsescenteret 

Du opbygger tillidsfulde relationer, er klar i din formidling og dokumenterer dit arbejde
Din vigtigste opgave er at opbygge tillidsfuld kontakt, at afdække de unges behov og problemer og bygge bro mellem målgruppen, uddannelsessystemet og det øvrige samfund, f.eks. via job og fritidstilbud. Herudover er du dygtig til at dokumentere dit arbejde og ved, hvor vigtigt det er for borgerens retssikkerhed med den rette dokumentation.

Et alsidigt arbejde
Tid og sted for dit arbejde er vekslende og afhænger i høj grad af de unges aktuelle støttebehov. Det kan også være hotspotindsatser i døgnets ydertimer, hvor du støtter dine forebygger-kolleger i det tryghedsskabende arbejde, eller facilitering af tværfagligt samarbejde omkring de unge på Rådhuset. Du kan tage en aften i en af vores klubber, hvor du kan bidrage med forebyggelsesfaglighed og være tilgængelig for de unge. Vigtigst er det, at du står stærkt i dig selv i de fleste situationer og kender dine egen reaktioner i mødet med andre.    

Engagerede og støttende kollegaer
Du får et spændende og udfordrende job med engagerede kolleger og samarbejdspartnere med højt til loftet og plads til humor i en travl hverdag. Vi arbejder med en høj grad af tillid til hinanden i vores team, og vi tager hånd om hinanden i alle situationer.

Kriminalpræventivt Team består af en proaktiv, en reaktiv og en operativ del, der varetages af et stærkt, tværfagligt team med tre forebyggere, tre koordinatorer og en specialkonsulent. Vi arbejder helhedsorienteret og målrettet og har en stærk kriminalpræventiv faglighed.

Vi interesserer os for og understøtter hinanden i opgaveløsningen, da det er vigtigt for os at spille hinanden gode. Vi ser det som en kæmpe styrke, at vores team består af mange forskellige personligheder og faglige kompetencer.

Du har god dømmekraft og et stærkt professionelt ståsted
Du er en tydelig voksen med en stærk fornemmelse for ansvar og balance i relationer. Det er vigtigt, at du forstår din rolle i relation til både unge, kolleger og samarbejdspartnere – og du kan balancere mellem nærvær og nødvendige professionelle grænser. Du ved, hvornår en relation ”er slut” og skelner mellem det professionelle, personlige og private. Du bevæger dig elegant mellem de to styringsparadigmer, vi befinder os i som offentligt ansatte – det kommunale perspektiv og borgernes præmisser.

For at lykkes i stillingen, skal du evne at tænke i helheder – og arbejde loyalt i spændingsfeltet mellem kommunale rammer og borgerens virkelighed. Du evner at arbejde selvstændigt, og er glad for en arbejdsdag, hvor noget af tiden er skemalagt, og hvor du også selv har en høj grad af indflydelse på dit arbejde.

Derudover har vi brug for dig, som:

  • Har et grundlæggende tværfagligt mindset og evner at skabe resultater med mange forskellige samarbejdspartnere
  • Er empatisk, sympatisk og dedikeret til målgruppen af unge og unge voksne på kanten af samfundets bærende institutioner
  • Er uddannet pædagog, socialrådgiver eller har en anden relevant socialfaglig eller pædagogisk baggrund
  • Har erfaring med opsøgende kontaktpersons- eller mentorarbejde og socialfaglig dokumentation
  • Arbejder struktureret og med fagligt overblik.

Vi forventer, at du er god til at møde og skabe kontakt til unge, og at du kan rumme vanskelige unge - og unge i vanskeligheder. Vi ser gerne, at du har særlig erfaring med målgruppen af kriminalitetstruede unge, gerne igennem rollen som mentor eller kontaktperson. Endelig er det en klar fordel, at du har kendskab til fagets metoder, f.eks. MI, vredeshåndtering og genoprettende praksis. 

Unge- og Uddannelsescenteret og Kriminalpræventivt Team
Kriminalpræventivt Team er en del af Unge- og Uddannelsescentret, som herudover også består af Ungeguide HTK, Ungdomsskolen, Linie 10 og klubberne. Vores fælles mål er at styrke ungeliv, skabe inkluderende fællesskaber og forebygge marginalisering. Vi arbejder på tværs af overgange og organiseringer for at sikre, at unge får en ny chance, uanset om det handler om uddannelse, job eller en tryg genstart. I UUC finder du også vores ambitiøse campusprojekt, der skal omdanne et større område i Høje-Taastrup til en levende, fællesskabende vidensby. Her arbejder vi også på at styrke vores samarbejde med det private erhvervsliv i en fælles, ambitiøs virksomhedsindsats.   

Vil du med på holdet? Send os din ansøgning og dit CV, hvor du fortæller, hvordan du ser dig selv i denne stilling. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte KRIM-leder Signe Katholm Madsen på 20 56 81 69 eller forebygger Christian Mathiesen på 23 34 58 13.

Praktiske informationer
Jobbet er en fast stilling på 37 timer om ugen med ansættelse pr. 1. august 2025, med mulighed for tidligere opstart. Arbejdstiden varierer mellem dag- og aftenopgaver.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst samt principperne for Ny Løn.

Ansøgningsfristen er den 22. maj 2025
Vi holder samtaler d. 26. maj og evt. anden samtale d. 28. maj.   

Vi indhenter børne- og straffeattester samt referencer fra tidligere ansættelser i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgning, CV og andre relevante dokumenter sendes elektronisk via kommunens hjemmeside.

Læs mere om det kriminalpræventive område i Høje-Taastrup kommunes strategi for den kriminalpræventive indsats 

Om din kommende arbejdsplads
Ansættelsesstedet er Høje-Taastrup Kommunes rådhus, som er nybygget og understøtter en værdibaseret organisation med fokus på tværgående samarbejde. Du vil blive ansat i Unge- og Uddannelsescenteret og det kriminalpræventive team, som arbejder primært udgående, men har fælles base på rådhuset, som i et åbent kontorlandskab skaber rammerne for et mere fleksibelt arbejdsliv.

Log ind