Huset Venture Kolding tilbyder nu en spændende og alsidig stilling som virksomhedskonsulent. Du bliver en del af et dedikeret konsulentteam, der har som kerneopgave at hjælpe udfordrede ledige ind på arbejdsmarkedet. De ledige er i en beskæftigelsesrettet indsats hos os, hvor vi skaber tilknytning til arbejdsmarkedet for dem.
Din hovedopgave er at styrke den virksomhedsrettede indsats og hjælpe andre virksomheder med at tage et socialt ansvar. Det handler om at skabe fleksjob og småjobs og bistå virksomhederne i at løfte dette ansvar.
Om jobbet og dig
Vi tror på, at alle mennesker har værdi, ressourcer og evner, når de rette betingelser for udvikling er til stede. Med udgangspunkt i den enkeltes lediges ønsker og motivation har vi fokus på en helhedsorienteret beskæftigelsesrettet indsats.
Det er kendetegnende for målgruppen i vores indsats, at den består af mennesker, som har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid og ofte har andre problemstillinger end ledighed. Du har erfaring med at arbejde beskæftigelsesrettet med mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og i at understøtte virksomhederne i de udfordringer, der måtte opstå undervejs.
Det er kendetegnende for dig, at du er god til skabe tillid og danne relationer til andre mennesker og til virksomheder. Særligt den virksomhedsvendte kontakt og relations-skabelse har din interesse. Du tror på, at de fleste virksomheder gerne vil tage et større socialt ansvar.
Vi forventer, at du har en god skriftlighed, er rutineret IT-bruger og har kendskab til registrering og dokumentation. Desuden er du servicemindet, ansvarsfuld og har en fleksibel arbejdsindstilling. Du kan både arbejde selvstændigt og som en del af et team, og du har empati og situationsfornemmelse.
Vi prioriterer erfaring med:
· Dialog med virksomheder omkring deres rekrutteringsbehov og løsning af opgaver.
· Opsøgende virksomhedskontakt og etablering samt opfølgning på praktik og job.
· Arbejde med udfordrede og dermed udsatte ledige og at kunne se deres kompetencer og potentiale særligt i en jobkontekst.
· Facilitering af gruppeprocesser med ABC jobstrategi, CV, ansøgning, praktik og ansættelser i småjob/fleksjob.
· Samarbejde med jobcenter og gerne erfaring med FASIT og VITAS.
Om Huset Venture Kolding
Huset Venture er en socialøkonomisk virksomhed, hvis formål er at skabe arbejdspladser til mennesker ansat på særlige vilkår i form af fleksjob eller lignende.
Huset Venture Kolding driver forskellige erhvervsområder inden for recycling & design, pakkeri & montage og tekstilproduktion. Vi har samtidig mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelsesrettede forløb, hvor vores erhvervsområder fungerer som jobtræningsbaner. En socialfaglig, beskæftigelsesfaglig og virksomhedsrettet indsats skaber hos os vejen for tilknytning til arbejdsmarkedet.
I Huset Venture Kolding spiller vi hinanden gode, og vi hjælper hinanden, når der er behov for det. Vores virksomhed er præget af mange aktiviteter, en uformel tilgang og højt humør. Vi har en åben og direkte omgangstone med fokus på resultater.
Forudsætning
Du skal være visiteret til fleksjob via kommunen. Vi forestiller os en effektiv ugentlig arbejdstid på 12-15 timer.
Vi behandler ansøgningerne løbende og ser frem til at modtage din ansøgning hurtigst muligt via følgende link:
https://husetventure.dk/fleksjob-virksomhedskonsulent-2/
Spørgsmål til stillingen kan besvares af regionschef Karsten Hjort-Enemark, på 5116 4052 eller mail: karstenhe@husetventure.dk.