Kunne du tænke dig en central placering i det danske pensionssystem? Så har du nu chancen for et spændende job i Finanstilsynet, hvor du kan være med til at varetage beskyttelsen af pensionsopsparernes interesser. Vi skal bruge en dygtig jurist til at indgå i vores spændende hverdag, hvor vi fører tilsyn med pensionskasser ved en kombination af inspektioner på stedet og løbende overvågning. Din opgaveportefølje vil spænde bredt, og du vil få dyb indsigt i den regulering, der sætter rammerne for pensionsvirksomhederne. Derudover vil du få indsigt i en række aktuelle og betydningsfulde forhold på tværs af sektoren.
Hvad forventer vi af dig? - Du har en baggrund som cand.jur. eller cand. merc. jur. Du er gerne nyuddannet, men har måske erfaring fra et studiejob i forsikringssektoren eller en offentlig myndighed.
- Du synes pensionsforhold er spændende.
- Du er analytisk skarp og arbejder struktureret med sans for detaljen, og du har en god dømmekraft.
- Du har en god energi og tager ansvar for processer og resultater i forbindelse med opgaveløsningen.
- Du har gode samarbejdsevner, er nysgerrig og ikke bange for at stille spørgsmail. Samtidig har du en åben og positiv tilgang til at varetage forskelligartede opgaver inden for dit felt.
- Du bliver motiveret af at arbejde i et tværfagligt miljø med kollegaer, der ikke nødvendigvis har de samme faglige og erfaringsmæssige kompetencer som dig.
Hvad kan du forvente i stillingen? Du vil få en vigtig rolle i løsningen af kontorets juridiske opgaver og komme til at arbejde med fortolkning og vurdering af den gældende regulering, ligesom du også vil komme til at arbejde med at forny reguleringen.
Vi håndterer forskellige løbende henvendelser fra virksomhederne, og du vil bl.a. være med til at drive processer i forhold til eksterne parter og vurdere det juridiske grundlag i forbindelse med forskellige typer ansøgninger, herunder ved fusioner på forsikringsområdet. Jobbet indebærer derudover mulighed for at deltage i forskellige undersøgelser, hvor vi f.eks. har fokus på virksomhedernes produkter, ledelsesstruktur og outsourcingforhold.
Du kan forvente at få et stort fagligt ansvar, indgående kendskab til den finansielle regulering og dyb indsigt i branchen og i de enkelte virksomheders forretningsmodeller og tilknyttede risici.
Arbejdet indebærer ofte en bred kontakt til Finanstilsynets øvrige kontorer, de virksomheder, som er under tilsyn, og andre relevante interessenter, herunder brancheorganisationer og det politiske system, så det er en fordel, hvis du trives i en udadvendt og opsøgende rolle.
Du vil indgå i et kontor, der består af både jurister, økonomer og aktuarer, og du vil få engagerede kolleger, der er vant til at sparre med hinanden i et fagligt stærkt miljø. Du får en hverdag i et hus, hvor der er et højt aktivitetsniveau, men også en uformel stemning og et rart arbejdsmiljø.
Vi har et internt karriere- og kompetenceprogram, og når det kommer til arbejdsvilkår, er vi også en attraktiv arbejdsplads. Vi har flekstidsordning, betalt frokostpause, kantineordning, massageordning, renseriordning, fri parkering og fodbold-, løbe- og badmintonklubber.
Hvad en kommende kollega siger om at arbejde i Finanstilsynet ”Jeg kan godt lide at arbejde i Finanstilsynet, fordi man føler sig tæt på en af samfundets hjørnestene og har politisk opbakning til arbejdet. Jeg arbejder med et exceptionelt datagrundlag og er også med i en international arbejdsgruppe. Her en god teamfølelse og en virkelig god kultur for videndeling. Der findes ikke dumme spørgsmål – og ikke uhjælpsomme kolleger.” Kristian, specialkonsulent Hvordan er dine ansættelsesvilkår? Din ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med mulighed for at forhandle individuelle tillæg efter kvalifikationer. I forbindelse med ansættelse skal du fremvise straffeattest.
Sådan ansøger du Send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningssystem på finanstilsynet.dk
senest søndag d. 1. juni 2025. Husk at uploade dit CV, eksamensbeviser inkl. resultater og andre relevante bilag sammen med din ansøgning. Vi tager ikke ansøgninger i betragtning, der er blevet indsendt på anden vis. Vi forventer at holde samtaler i uge 24, 25 og 26. I forbindelse med 2. samtale vil der blive anvendt test.
Spørgsmål? Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til kontorchef Line Bergmann på 33 55 84 45.
Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan du få ved at henvende dig til vores HR Rekrutteringspartner Iben Schulin-Zeuthen på 91 33 70 80.
Du kan læse mere om Finanstilsynet på
www.finanstilsynet.dk – særligt under rubrikken ”Karriere”. Du kan også finde os på LinkedIn ved at søge på Finanstilsynet Danmark.