Er du effektiv, selvstændig og god til at skabe overblik både for dig selv og dine omgivelser? Er du en holdspiller, der spreder god stemning? Så er du måske finansministerens nye sekretær.
Om stillingen Vi søger en sekretær til finansministeren, der kan bistå med en bred vifte af administrative og praktiske opgaver i den direkte understøttelse af finansministeren. Stillingen er ideel for dig, som har erfaring med og sætter en ære i at levere førsteklasses sekretærbistand som en del af et team. Spændvidden i arbejdet er stor, og du kommer til at arbejde i et politisk miljø helt inde i hjertet af Finansministeriet. Du bliver én af i alt to sekretærer for finansministeren og indgår i et tæt samarbejde med to ministersekretærer. Derudover vil du have snitflader og samarbejde med de øvrige medarbejdere i Minister- og Ledelsessekretariatet.
Af konkrete opgaver kan følgende nævnes:
- Sekretærbistand og kalenderføring for finansministeren, herunder koordination og kontakt til Folketinget og andre ministerier ifm. planlægning af møder
- Øvrig bistand til finansministeren, herunder forplejning, mødeforberedelse, koordination af transport og diverse praktiske opgaver for ministeren
- Diverse opgaver i Finansministeriets digitale sagsbehandlingssystem F2
- Kontakt til resten af departementet, koncernen, øvrige ministerier og eksterne parter.
Du skal påregne at være fleksibel i forhold til arbejdstider, men vi lægger generelt vægt på, at den nærmere arbejdstid kan aftales og koordineres med det øvrige ministersekretariat.
Om dig Vi søger en holdspiller, der er mester i at skabe overblik og få ting fra hånden. Du kan eksempelvis være kontoruddannet og har erfaring som sekretær fx i et ministerium eller som sekretær for en politiker, direktør, direktion eller lignende.
Du er vant til at varetage en bred vifte af administrative opgaver, og du trives i en tempofyldt og uforudsigelig hverdag, hvor programmet kan være tætpakket for den, du servicerer. Du er sammen med resten af kollegaerne i Minister- og Ledelsessekretariatet et naturligt kontaktpunkt for mange i huset. Det er derfor vigtigt, at du tager initiativ og ansvar samt er serviceminded og imødekommende i relationerne til både resten af Finansministeriet og eksterne samarbejdspartnere.
Konkret lægger vi vægt på, at du:
- er effektiv, grundig og knivskarp til at skabe overblik for både dig selv og dine omgivelser
- er en udpræget holdspiller, der motiveres af og værdsætter at løfte opgaver i flok og lykkes som et team sammen med dine kollegaer i ministersekretariatet
- har et stærkt eksekveringsgen og trives med mange forskelligartede opgaver, ligesom du har en skarp næse for, hvilken opgave du skal prioritere først
- er servicemindet, videndeler, har gode samarbejdsevner og motiveres af at have en bred kontaktflade til resten af Finansministeriet og ministeriets samarbejdspartnere
- er proaktiv og opsøgende i løsningen af dine arbejdsopgaver, ligesom du har blik for, hvordan ministersekretariatet som helhed når i mål med opgaverne og med at betjene ministeren på bedste vis
- har evnen og lysten til at gøre hverdagen god og sjov for dig selv og for andre omkring dig.
Om os Finansministeriet varetager en bred vifte af opgaver, som bidrager til at give regeringen det bedst mulige grundlag for at træffe centrale politiske beslutninger og for at føre en sund økonomisk politik.
Minister- og Ledelsessekretariatet er stabsfunktionen for finansministeren, departementschefen og afdelingscheferne i Finansministeriet. Det består af ministerens sekretariat, politisk sekretariat, departementschefens sekretariat samt Finansministeriets presse- og kommunikationsenhed.
I Minister- og Ledelsessekretariatet får du et job med engagerede og dygtige kollegaer. Med en hverdag bygget op omkring ministeren, departementschefen og Finansministeriets øvrige ledelse er tempoet som regel altid højt. I kontoret lægger vi derfor stor vægt på godt samarbejde, et højt humør, og at vi hjælper hinanden særligt i spidsbelastningsperioder.
Vi lægger derudover stor vægt på, at det skal være sjovt og rart at gå på arbejde. Derfor taler vi i kontoret også om mange andre ting end arbejdsopgaverne, ligesom at vi løbende prioriterer at lave diverse sociale ting med hinanden.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for Kontorfunktionærer, Laboranter og It-medarbejdere (HK) i staten eller anden relevant overenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Yderligere oplysninger Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte sekretær Jannie Daugaard Petersen (2461 9024 eller janpet@fm.dk) eller kontorchef for Minister- og Ledelsessekretariatet Anne Assenholm (2116 1094 eller annnie@fm.dk).
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 14. maj 2025.
Vi indkalder til samtaler løbende og håber på at kunne byde en ny kollega velkommen d. 15. august.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.