Faglig koordinator til skoleoplæringen på de tekniske EUD-uddannelser på U/NORD

fuldtid
Faglig koordinator til skoleoplæringen på de tekniske EUD-uddannelser på U/NORD
  • U/NORD - Milnersvej
  • Milnersvej 48, 3400 Hillerød
Vil du være med til at udvikle fremtidens faglærte håndværkere? Brænder du for at gøre en forskel gennem koordinering, samarbejde og er du ikke bange for selv at gå i værkstedet med medarbejder og elever?

Vi søger en engageret og kompetent faglig koordinator/projektmedarbejder til vores skoleoplæringsområde på de tekniske erhvervsuddannelser. Du vil få en central rolle i at fremtidssikre vores Skoleoplæring og gøre en forskel for både elever og erhvervslivet. Her er en unik mulighed for at blive en del af et stærkt team, der arbejder for at uddanne fremtidens faglærte håndværkere.

Om jobbet:
Din arbejdsdag bliver varieret og spændende, du vil have opgaver med koordinering, udvikling, administration og drift. Du skal sammen med din leder og de øvrige kollegaer være med til kontinuerligt at udvikle og forbedre skoleoplæringen på det tekniske område, hvor du blandt andet vil arbejde med:

  1. Koordinering og udvikling: Du vil være med til at sikre, at skoleoplæringen altid er opdateret og relevant, både hvad angår indhold og de fysiske rammer i værkstederne. Du skal også bistå i koordinering på tværs af de tekniske uddannelser.
  2. Materiale og opgaver: Du skal initiere udviklingen af tidssvarende og fagligt udfordrende læringsmateriale, der støtter elevernes progression med fokus på deres individuelle behov.
  3. Drift og støtte: At træde til ved behov, fx ved at dække for fraværende instruktører eller rådgive elever i deres arbejde med at finde læreplads.
  4. Projektarbejde: Koordinere mindre projekter og samarbejde med lokale uddannelsesudvalg samt bygge- og industribranchen. Derudover vil du spille en vigtig rolle i at udarbejde og indsende ansøgninger til relevante fonde, der kan bidrage til udvikling af vores Skoleoplæring og undervisningsfaciliteter.
Om dig:
Vi forestiller os, at du har en faglig baggrund enten som tømrer, snedker, elektriker eller bygningskonstruktør, og at du derudover:

Er en stærk samarbejdspartner: Som faglig koordinator skal du kunne arbejde tæt sammen med mange forskellige interessenter – elever, instruktører, lærepladskonsulenter og erhvervsliv. Din evne til at bygge relationer og skabe et stærkt samarbejde mellem teori og praksis er afgørende for, at du lykkes i rollen.

Arbejder struktureret og målrettet: Du er systematisk, og kan prioritere og planlægge opgaver, så du når i mål.

Er engageret i udvikling og har blik for den enkeltes potentiale: For at løfte skoleoplæringen og bidrage til elevernes faglige og personlige udvikling er det vigtigt, at du brænder for at skabe forbedringer. Dette indebærer også at være nysgerrig, opsøge nye muligheder – som praktik i udlandet – og arbejde med at styrke både medarbejderes og elevers kompetencer.

Om os
Stillingen er nyoprettet grundet større efterspørgsel på Skoleoplæring og Lærepladsservice indenfor de tekniske områder. Du vil derfor få mulighed for at præge dit stillingsindhold afhængig af din baggrund og kompetencer. Du kommer til en arbejdsplads med fokus på læring og udvikling- både for vores elever og medarbejdere. Vi har det godt sammen og prioriterer et godt kollegaskab hvor vi hjælper hinanden og har det sjovt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter vilkårene for Håndværkere og Teknikere i Staten. Lønnen bliver fastsat efter principperne for Ny Løn. Oven i lønnen kommer en attraktiv pensionsordning som er fuldt arbejdsgiverbetalt.

Det er en betingelse for ansættelsen, at der kan fremvises en ren børneattest.

U/NORD er en røgfri skole, da vi ønsker at bidrage til et sundt arbejds- og undervisningsmiljø.

Ansøgning
Send din ansøgning, dit CV samt relevante bilag senest den 30. november 2025. Der afholdes samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Hanne Kirkegaard på hki@unord.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!

Log ind