Faglig koordinator til Familiecentret Drømmer du om en koordinatorstilling, hvor der er efterspørgsel på dine faglige kompetencer, din evne til struktur og overblik og ikke mindst din evne til at understøtte en omstillingsproces? Så er stillingen som faglig koordinator i Familiecenter Horsens noget for dig!
Om FamiliecentretFamiliecentret består af såvel myndighed som udfører. Det giver os en unik mulighed for at arbejde tæt sammen om vores kerneopgave, hvor vi trækker på hinandens fagligheder og kompetencer. Familiecenteret er organiseret i følgende afdelinger: Social Familieteam, Etnisk Familieteam, Special Familieteam, Familiebehandlingen, Familieplejen samt Administration. Børne- og ungerådgiverne varetager i fællesskab Familiecentrets vagtordning og indgår i makkerskaber på tværs af teams, hvor familierne kan have brug for det.
Afdelingerne har til sammen tre afdelingsledere og understøttes af en eller flere faglige koordinatorer. Vi er optaget af, at koordinatorers faglige kompetencer bliver bragt bedst muligt i spil, og vi arbejder derfor mere og mere dynamisk med understøttelsen af afdelingerne. Det betyder, at man som faglig koordinator hos os både er tilknyttet et fast team, men også kan blive kaldt ind i at løse opgaver på tværs af afdelingerne ud fra særlige videns- og interesseområder. Vi har af samme grund ikke lagt os fast på, hvilket team vores nye koordinatorkollega skal være tilknyttet, for det kan være, at du kommer med lige de kompetencer, der matcher et særligt team.
Børn og Forebyggelse er aktuelt i gang med at udbrede den tilgang, vi kalder Bæredygtig Velfærd, som bygger på principperne i relationel velfærd. Tilgangen har fokus på at fremme relationen til familierne og sætte bureaukratiet mere i baggrunden. Desuden arbejdes målrettet på at mobilisere netværk og fællesskaber for at fremme udsatte børns deltagelsesmuligheder. For at opnå dette arbejder vi struktureret med en evaluerende og lærende kultur, hvor vi som en naturlig del af det daglige arbejde, har refleksioner over indsatsens formål og virkning.
Om stillingenSom faglig koordinator i Familiecentret skal du understøtte den daglige drift, yde faglig sparring til medarbejdere samt varetage en række koordinerende funktioner, både internt i Familiecentret og i forhold til øvrige samarbejdspartnere i og udenfor kommunen. Dine relationelle kompetencer er væsentlige, både i forhold til medarbejdere og samarbejdspartnere.
Udover at være tilknyttet et team som faglig koordinator, vil du også få et særligt ansvarsområde i forhold til at drive den forandringsproces, vi er i gang med i omstillingen til Bæredygtig Velfærd. Det vil derfor være en stor fordel, at du har stiftet bekendtskab med forandringsledelse og/eller projektledelse. Ligeledes vil det være positivt, hvis du kender til relationel velfærd og selv kan gå forrest i arbejdet med et sådan mindset.
Dine hovedopgaver vil være- Drive og understøtte omstillingsprocessen til Bæredygtig Velfærd i samarbejde med ledelsen og medarbejdere.
- Yde faglig sparring til rådgivere – både individuelt og i gruppesammenhæng.
- Facilitere strukturerede, faglige refleksioner i faggruppen for at styrke praksis og faglig udvikling.
- Sikre koordinering og vidensdeling på tværs af afdelinger og samarbejdspartnere
- Samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
- Udvikling og understøttelse af samarbejdet med civilsamfundet og dets aktører
- Understøttelse af faglig udvikling og ledelsestilsyn
- Overblik over ny lovgivning og implementering af denne i eksisterende arbejdsgange
- Planlægge og gennemføre introduktion og oplæring af nye kollegaer.
- Deltage i relevante ad hoc-arbejdsgrupper og udviklingsmøder.
- Indgå i den samlede koordinatorgruppe, hvor der løftes i flok
Hvem er du?Vi søger en dygtig og engageret fagperson, som trives med en omskiftelig arbejdsdag med mange bolde i luften.
- Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler.
- Du har erfaring med myndighedssagsbehandling inden for børne- og familieområdet.
- Du tror på at relationer er bærende for at hjælpe andre mennesker til udvikling.
- Du har stærke samarbejds- og kommunikationsevner.
- Du har overblik og evnen til at strukturere og koordinere opgaver effektivt.
- Du har en proaktiv og løsningsorienteret tilgang til arbejdet.
Yderligere oplysningerVi håber, du er blevet nysgerrig på at høre mere om stillingen, og du er meget velkommen til at kontakte Afdelingsleder Tine Hvam Sørensen på tlf. 23809026.
Ansøgningsfristen er den 18. juni 2025, og ansættelsessamtalen afholdes mandag den 23. juni 2025 i Indsatshuset Nordvang, Robert Holms Vej 5, 8700 Horsens.
Stillingen er på 37 timer ugentlig og med tiltrædelse den 1. august 2025, eller snarest derefter. Aflønningen sker efter gældende overenskomst. Ansættelsesstedet er Horsens Rådhus, Chr M Østergaards Vej 4, 8700 Horsens.