Ønsker du attraktive arbejdstider uden weekendarbejde og attraktiv løn?
Har du erfaring fra slagterproduktion, og er du vant til at røre fars, producere medisterpølser, tilberede pålægssalater og er du passioneret omkring madlavning, og ønsker du at være en del af et køkken, hvor både kvalitet og arbejdsglæde er i centrum? Så har vi stillingen til dig!
Hvem er vi? Vi er et innovativt køkken på Danmarks største akuthospital, der dagligt serverer lækker og nærende mad til ca. 1.000 patienter på Herlev og Gentofte Hospital. Vores køkken brænder for at levere mad af høj kulinarisk og ernæringsmæssig kvalitet, som understøtter patienternes behandling og velvære. Her laver vi økologisk mad fra bunden og værner om det gode håndværk. Køkkenet rummer blandt andet en varm og kold produktion, slagterafdeling, dessertkøkken, bageri og en diæt- og dysfagiafdeling.
Vi vægter fællesskabet højt, og du vil opleve en arbejdsplads med fokus på godt kollegaskab, trivsel og udvikling. Her har vi det sjovt, mens vi arbejder professionelt.
Hvor mangler vi dig? I vores slagterafdeling! Vi mangler en dygtig, faglært og udviklingsorienteret kollega til at indgå i et tæt samarbejde med vores nuværende slagter.
Med et stort fokus på bæredygtighed, arbejder vi i stigende grad i slagterafdelingen på at kombinere det klassiske slagterhåndværk med grøntsager som ingrediens. Specielt til vores caféer, kantine og mødeforplejning. Det er derfor vigtigt, at du er udviklingsorienteret og finder glæde i at teste, fejle, teste igen og på et tidspunkt have udviklet et nyt brugbart produkt – også selvom det er grøntsager, du har mellem hænderne.
Som slagter i vores køkken vil du producere alt fra bunden af primært økologiske råvarer, bl.a. naturkvæg og naturgris, herunder f.eks. produkter som:
- Pålægsproduktion; leverpostej, krydderkam, spegepølse, pålægssalater, hamburgerryg, kalkunbryst, roastbeef og rullepølse
- Hjemmerøgede produkter; varmrøget laks, bacon, forskellige grøntsager til vores caféer, kantine og mødeforplejning
- Forskellige fars; frikadeller, kødboller, fiskefrikadeller
Foruden ovenstående produktionsopgaver står slagterne også for at skære pålæg samt udføre varebestilling, varemodtage og have kontakten til diverse leverandører ved fejl/mangler eller akut bestilling.
Slagterafdelingen har alle maskiner (rygeovn/kogeskab, hurtighakker, pølsestopper, røremaskiner samt koteletskærer som bruges til pålæg) og som slagter står man selv for den daglige rengøring og egenkontrol af disse maskiner samt – selvfølgelig - sit produktionsområde.
Vi er en arbejdsplads, der uddanner både catere og ernæringsassistenter, og der vil derfor løbende være elever i afdelingen, som du har ansvaret for at lære slagterhåndværket.
Udover madfaglige elever, deltager vi i en mentorordning med Gammel Hjortespringskolen, som er en folkeskole for elever med særlige behov. Vi har derfor løbende elever i alderen 14-17 år med særlige behov i vores slagterafdeling. En ordning, der hjælper de unge mennesker med at forsøge sig på en arbejdsplads inden de selv skal på arbejdsmarkedet. Forløbene kører to gange om året og varer 11 uger ad gangen. Det har været en stor succes, der både har løftet eleverne til enten at starte i gymnasiet eller at have fået job i vores enhed og dermed også hjulpet os med at få enheden til at køre.
Hvad tilbyder vi? - En arbejdsplads med høj trivsel og et stærkt kollegialt fællesskab – vi har en forståelse for, at vi er en del af et stort tandhjul, og hjælper hinanden på tværs af afdelingerne, så alle kan komme i mål med dagens opgaver
- Gode arbejdsforhold, herunder en attraktiv pensionsordning.
- Medindflydelse og udvikling, hvor dine idéer til opskrifter og produktion bliver værdsat.
- En arbejdsplads med flad struktur, hvor vi møder hinanden i øjenhøjde.
- Sund, billig frokostordning og en varieret arbejdsdag med fokus på kvalitet og kreativitet.
Hvem er du? Vi søger en dygtig, passioneret madhåndværker og engageret kollega, der kan se produktionen i et helikopterperspektiv, en kollega med flair for slagterproduktion og et ønske om at gøre en forskel for vores patienter, kollegaer og besøgende.
Vi forventer, at du:
- Har mod på forandringer og kan bidrage med idéer og energi, men samtidig er god til at følge de systemer og rutiner, der er på plads – vi arbejder stramt efter opskrifter, når de først er udviklet.
- Har et positivt sind, ansvarsfølelse og en hjælpsom tilgang til dine kolleger.
- Brænder for at skabe smagfulde og indbydende produkter til vores patienter, kollegaer og besøgende.
- Kan arbejde struktureret og holde overblikket i et travlt miljø.
- At du taler, skriver og forstår dansk.
Mødetid Mandag til fredag fra 05.30 til 13.24 eller 6.00 til 13.54.
Fri hver weekend medmindre produktionen ikke tillader det
Vil du være en del af vores team? Vi glæder os til at høre fra dig! Yderligere oplysninger kan fås hos nuværende slagter, AMIR og TR Lasse Schmidt på tlf. 24632915, køkkenchef Jesper Vangdrup på tlf. 29463007 eller produktionsleder Louise Hansen på tlf. 24641519 på hverdage mellem kl. 11:00 – 13:00.
Ansøgningsfrist: 22. februar 2026. Vi afholder samtaler løbende, så send din ansøgning snarest muligt.
Ansættelse: Hurtigst muligt eller senest 1. april 2026.
Herlev Hospital er en røgfri arbejdsplads.
Stillingen er omfattet af gældende overenskomst.