Erhvervsministeriets departement søger en finansdirektør, som kan stå i spidsen for arbejdet med finansiel stabilitet og finansieringsmuligheder for nye, mindre og mellemstore virksomheder. Om jobbet Som finansdirektør får du en central rolle i arbejdet med at udvikle rammevilkårene for den finansielle sektor. I Erhvervsministeriets departement er finansdirektøren overordnet ansvarlig for de kontorer, der beskæftiger sig med kreditinstitutter og finansielt tilsyn, finansiel lovgivning, analyser og udvikling på det finansielle område, finansielle forbrugerforhold, EU-samarbejdet om finansiel regulering, grøn finansiering, iværksætteri, risikovillig kapital, eksportkredit, internationale finansieringsbanker (EIB, NIB, EBRD) mv.
Samlet får du ansvaret for ca. 20 medarbejdere og tre kontorchefer, der er organiseret i kontorerne: Finansiel jura og lovgivning (FIJU), Forsikring, pensionsforhold og vækstkapital (FPV) og Finansielle økonomiske forhold (FØF).
Kontorerne arbejder tæt sammen med bl.a. styrelser og virksomheder under Erhvervsministeriet, herunder Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og har desuden tæt kontakt til Nationalbanken.
Du har en udadvendt funktion i forhold til samarbejdspartnere og interessenter. Du sikrer, at det tætte samspil med koncernens institutioner og ministeriets samarbejdspartnere og interessenter varetages professionelt. Du har det ledelsesmæssige og organisatoriske ansvar og træffer de nødvendige beslutninger for, at opgaverne løses optimalt i det daglige.
Om dig Vi forventer, at du
- har en samfundsvidenskabelig uddannelse fx cand. polit., cand. oecon. eller lignende
- har indgående viden om og er ajour med centrale elementer af den finansielle sektor og den finansielle regulering, herunder vedr. pengeinstitutter, realkredit samt forsikring og pension
- har solid indsigt i lovgivningsprocessen i Danmark og i EU
- evner at spotte centrale tendenser og udfordringer på det finansielle område, der er vigtige for sektorens udvikling og de relevante løsninger
- har solide lederevner på et højt niveau og ledererfaring fra en politisk styret organisation
- har en motiverende ledelsesstil med gennemslagskraft
- er målrettet, resultatorienteret og robust
- er udadvendt, har stærke samarbejdsevner og er en god kommunikator.
Vi lægger vægt på, at du har haft et karriereforløb, der kan matche jobbet som direktør i et departement og er i stand til at samarbejde og agere sikkert og kompetent tæt på de politiske beslutningsprocesser.
Ansættelse Stillingen er klassificeret i løngruppe 3 (lønramme 39) og ansættelsen sker i henhold til rammeaftalen for kontraktansættelse af chefer i staten på 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i op til 3 år.
Som finansdirektør er du en del af direktionen i departementet og ministeriets koncernledelse. Du refererer til departementschefen.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet. Ansøgning Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte administrationsdirektør Carsten Kjær Joensen på tlf. 91 33 72 39 eller på mail:
cajoen@em.dk.
Stillingen er til besættelse den 1. juni 2025.
Ansøgningen sendes via link på
https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger/ senest
den 15. april 2025 kl. 12:00. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.
1.samtaler forventes afholdt i uge 17 og 2. samtaler i uge 18. Vi gør opmærksom på, at ledelsestest indgår som en del af rekrutteringen.
Vi glæder os til at høre fra dig.