Kan du bringe din ergoterapifaglighed i spil i en tværfaglig ramme?
Vil du arbejde på et botilbud, hvor der er brug for dig i dag, aften og i weekend og hvor opgaverne er støtte, pleje og omsorg?
Vil du være med til at være merværdiskabende for opgaveløsningen og i sidste ende beboerne i Engbo hus 4?
Så er du måske vores nye ergoterapeut i fast stilling.
Velkommen til din nye arbejdsplads Engbo hus 4 er et af flere botilbud i Handicapcenter Fyn målrettet mennesker med betydelig og varig funktionsnedsættelse. Beboerne på vores 8 pladser har i stigende grad sammensatte problemstillinger fysisk, psykisk og kognitivt, og dermed er der stigende kompleksitet i deres støttebehov. Flere af beboerne har psykiatriske diagnoser og er impuls- og behovstyret og kan som sidste udvej have selvskadende eller udad reagerende adfærd. Vi ønsker derfor en bred tværfaglig sammensætning for at bringe mest mulig viden og faglighed ind i den daglige opgaveløsning.
Vi tror på, at når forskellige fagfolk arbejder tæt sammen i hverdagen, kan de i højere grad kombinere deres viden og erfaringer til at finde innovative løsninger, der måske ikke ville være opstået i mere ensartede medarbejdergrupper. Med det for øje søger vi en ergoterapeut, som kan supplere den tværfaglige medarbejdergruppe, som allerede består af pædagoger, sygeplejerske, SSA’ere, SSH’ere, pædagogiske assistenter og omsorgsmedhjælpere.
Sådan bliver din arbejdsdag og din nye rolle Du skal indgå på lige fod med afdelingens andre faggrupper i indsatserne i hverdagen. Dvs. varetage støtte-, pleje- og omsorgsopgaver og samtidig sætte din terapeutfaglighed i spil. Du skal have fremmøde dag, aften og hver anden weekend.
Af konkrete opgaver kan nævnes:
- Bidrage til opsætning af delmål med ergoterapifagligt perspektiv
- Støtte af borgeren til aktiv deltagelse i ADL situationer med særlig fokus på at vedligeholde evner og øge selvstændighed. Herunder bidrage til indretning af borgerens lejlighed.
- Bidrage til udarbejdelse af aktivitets- og borgerbeskrivelser.
- Tilrettelægge aktiviteter i hverdagen som styrker borgerens kognitive færdigheder.
- Fremme afdelingens fysiske rammer så de er understøttende for et aktiverende og sansestimulende miljø.
- Bidrage sammen med det øvrige personale til tidlig opsporing af sygdom og sundhedsfremmende tiltag
Det har vi brug for Udover at være uddannet ergoterapeut er det en forudsætning at du har lyst til og brænder for socialområdet og kan se dig selv i at arbejde i et tværfagligt miljø. Hvor alle fagligheder har lige stor værdi.
Du vil være den første med din ergoterapeutiske faglighed i vores hus, så må skal være forberedt på at alle svar ikke er givet på forhånd. Dem skal vi finde sammen på tværs af fagligheder og niveauer i organisationen.
Det får du hos os I Engbo hus 4 bliver du en del af en afdeling, hvor vi snakker om tingene som de er og hvor alles perspektiver bringes i spil. Der er stort fagligt engagement og en tårnhøj ambition for at yde vores ypperste for at bidrage til borgeroplevet livskvalitet, som er centrum for alle faglige drøftelser.
Du bliver en del af både Region Syddanmark og Handicapcenter Fyn. Regionen tilbyder at du kan leje billige ferieboliger via Feriefonden. Handicapcenter Fyn har en aktiv personaleforening. Vi har abonnement ved Falck Healthcare hvor du har mulighed for at benytte dig af diverse sundhedsydelser.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Sandie Holmer på tlf. 24649648
Ansøgningsfrist er d. 25.januar 2026.
Samtaler afholdes løbende.
Vi glæder os til at høre fra dig