Erfaren økonomipartner/controller til Forsyningstilsynets økonomiteam – mulighed for deltid

fuldtid
Erfaren økonomipartner/controller til Forsyningstilsynets økonomiteam – mulighed for deltid
  • Forsyningstilsynet
  • Torvegade 10, 3300 Frederiksværk
Er du en stærk, analytisk økonom med erfaring inden for økonomistyring, budgettering og analyser fra det offentlige? Og trives du med ansvar, en bred opgaveportefølje og faglige udfordringer i en mindre organisation med højt til loftet? Så har du nu mulighed for at få en nøglerolle i den fortsatte udvikling af Forsyningstilsynet, der arbejder for en effektiv forsyningssektor til gavn for forbrugerne, samtidig med at vi understøtter den grønne omstilling.

Vi tilbyder Vi tilbyder en spændende, udfordrende og alsidig stilling, hvor du får stor indflydelse og ansvar for en bred vifte af centrale økonomiske opgaver i en mindre, statslig, uafhængig myndighed. Du bliver en del af et velfungerende økonomiteam. Teamets opgaver omfatter alle de klassiske årshjulsaktiviteter inden for økonomistyring og regnskab, såsom månedsbudgettering, kvartalsopfølgning, fakturahåndtering, bogføring og udarbejdelse af årsrapport. Hertil kommer analyser og rapporteringsopgaver. Derudover er en væsentlig del af teamets opgaver knyttet til finansiering af Forsyningstilsynets opgaver - herunder finanslovsbevilling og gebyrindtægter, som er den primære finansieringskilde af Forsyningstilsynets opgaver.

Du får en varieret hverdag med mange kontaktflader, både eksternt og internt, hvor du er i tæt kontakt med ledelsen, dine kollegaer i STAB, de forskellige fagcentre i Forsyningstilsynet og med Departementet om de økonomiske rammer og ressourcer.

Din ansættelse er forankret i vores center for STAB, der består af IT og kommunikation, økonomi, HR og juridisk sekretariat. Her bliver du en del af et ambitiøst center med 15 engagerede, dygtige og inspirerende kolleger. Dine kommende kolleger er en god blanding af erfarne og yngre kræfter med forskellige fagligheder, og vi har et dynamisk samarbejde, en åben og dialogorienteret beslutningskultur samt en positiv, uformel og humoristisk omgangstone. Vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt, har gode og fleksible rammer, og vi arbejder alle for at sikre, at Forsyningstilsynet er en effektiv og veldrevet myndighed – og en attraktiv arbejdsplads.

Dine opgaver Sammensætningen af din opgaveportefølje vil afhænge af din konkrete profil og baggrund, men kan blandt andet omfatte:

  • Udarbejdelse af budgetter, kvartalsrapporter, udgiftsopfølgning, årsafslutning, årsregnskab samt opfølgning på økonomiske nøgletal.
  • Proces- og sagsstyring ifm. beregning af gebyrsatser, fordeling af gebyrindtægter, gebyropkrævning samt opfølgning på balancen mellem gebyrindtægter og udgifter.
  • Sparring og rådgivning af budgetansvarlige chefer for at sikre korrekt økonomi- og ressourcestyring.
  • Opgaver relateret til mål- og resultatstyring samt forberedelse af tilsynsmøder med departementet.
  • Ad hoc analyser, projekter, beslutningsoplæg og –indstillinger, fx i forbindelse med finansiering af nye opgaver.
  • Videreudvikling af økonomiske modeller, systemer og værktøjer til analyse og rapportering samt optimering og dokumentation af vores gebyr- og økonomistyringsprocesser og -modeller.
  • Bistå med regnskabsmæssige driftsopgaver, når det er nødvendigt.
Om dig Du har erfaring med økonomi- og ressourcestyring samt analyse og rapportering fra offentlige organisationer - enten i stat, kommune og/eller region. Og du har en akademisk uddannelsesbaggrund, hvor du har specialiseret dig inden for økonomistyring og regnskab, fx cand.oecon., cand.merc., cand. merc.aud. eller HD.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • Er talstærk og analytisk og har en struktureret og systematisk tilgang til arbejdet.
  • Har udpræget flair for IT, herunder økonomistyringssystemer (fx Navision, LDV og SBS) og indgående kendskab til Excel.
  • Har forretningsforståelse, en løsningsorienteret tilgang og er god til at sætte dig ind i nye og komplekse problemstillinger.
  • Er grundig og har sans for vigtige detaljer og kvalitetssikring, samtidig med, at du er god til at bevare overblikket og have mange bolde i luften.
  • Har gode samarbejdsevner og er en holdspiller, der er opsøgende, nysgerrig og god til både at lytte og udfordre.
  • Er proaktiv, kan planlægge dine opgaver og nå deadlines, og du yder gerne en ekstra indsats i forbindelse med spidsbelastning.
  • Formulerer dig godt og præcist - både skriftligt og mundtligt.
Socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel og arbejdsglæde I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser.

Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.

Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads og du får bl.a. mulighed for hjemmearbejde og for at arbejde under transport.

Du kan læse mere om vores arbejde på og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over vores onboardingprogram, samt oplysninger om mulighederne for kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.

Interesseret? Vil du høre mere om stillingen, så kontakt gerne chef for Center, STAB, Lone Bekker på lbh@forsyningstilsynet.dk eller på telefon 41 71 53 71 eller teamleder for økonomi, Jan Kjældgaard på jak@forsyningstilsynet.dk eller på telefon 41 71 54 39.

Søg stillingen gennem linket her på siden. Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser og karakterudskrift for både bachelor- og kandidatuddannelse.

Ansøgningsfrist: Mandag den 16. juni. Der indkaldes eventuelt løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Som en del af rekrutteringsprocessen kan der indgå en mindre praksisnær case og personprofilværktøj, som vi bruger som afsæt for en dialog om opgaver, arbejdsstil og samarbejde.

Ansættelse sker efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Du vil blive ansat som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent ud fra en samlet vurdering af de kompetencer og erfaringer, du har i forhold til stillingens indhold.

Stillingen er som udgangspunkt 37 timer om ugen, men med mulighed for at indgå en aftale om deltid.

Alle, uanset etnisk baggrund, alder og køn, opfordres til at søge.

Log ind