Har du et godt kendskab til arbejdet som informationsspecialist eller bibliotekar i en forsknings- eller uddannelsesinstitution, og har du solid praktisk erfaring med at gennemføre systematiske litteratursøgninger? Så er det dig, vi skal bruge i VIVEs bibliotek. VIVE er et forsknings- og analysecenter på velfærdsområdet. Vi er godt 250 medarbejdere fordelt på afdelinger i København og Aarhus. VIVE samarbejder både med offentlige myndigheder, universiteter og eksterne parter om de 4-500 løbende projekter, som varetages i de faglige afdelinger. Du bliver en del af VIVEs bibliotek i København, og du kommer til at løse dine opgaver i tæt samarbejde med kolleger på tværs af VIVEs afdelinger.
VIVEs informationsspecialister driver VIVEs bibliotek og understøtter bl.a. VIVEs forsknings- og analyseprojekter med systematisk litteratursøgning til vidensafdækninger og forskningsoversigter.
Med udgangspunkt i biblioteksfunktionen vil du indgå i en bred vifte af opgaver, der spænder fra klassisk biblioteksservice til optimering og validering af ind- og uddata samt systemintegrationer i forhold til vores forskningsregistreringssystem, PURE.
Du kommer en stor del af tiden til at indgå i arbejdet i VIVE Campbell, hvor forsknings- og analysemedarbejdere i samarbejde med en informationsspecialist laver systematiske forskningsoversigter/Campbell-reviews om effekten af centrale, offentlige indsatser. Campbell er velfærdsområdets pendant til sundhedsvæsenets Cochrane-samarbejde.
JOBBET Din arbejdsdag vil være afvekslende, og du får kontakt til medarbejdere i hele VIVE. Du bliver en del af et biblioteksteam på tre personer og kommer til at arbejde med:
- Søgeprotokoller, systematisk litteratursøgning og dokumentation af søgninger mv. til VIVE Campbell og til VIVEs øvrige forsknings- og analyseprojekter.
- Fremskaffelse af materialer til VIVEs forsknings- og analyseprojekter, herunder indkøb, katalogisering samt ind- og udlån håndteret i bibliotekssystemet ReIndex.
- Vejledning af forsknings- og analysemedarbejdere i adgange til og brugen af de tilgængelige e-ressourcer, referenceværktøjer mv.
- ”Bestyrer” af PURE på VIVE – go-to-person, validering af inddata, ledelsesinformation og systemadministrator.
DINE KVALIFIKATIONER - Du er uddannet cand.scient.bibl. eller har en lignende, relevant akademisk uddannelse inden for biblioteks- og informationsvidenskab eller tilsvarende kvalifikationer.
- Du har flere års erfaring med systematisk litteratursøgning.
- Du har gode IT-kompetencer og erfaringer med digital vidensformidling og databasestyring.
- Du kan arbejde selvstændigt, og du er omhyggelig og systematisk i dit arbejde.
Derudover ønsker vi os en kollega, der
- Er opsøgende og imødekommende.
- Er velformuleret både mundtligt og på skrift.
- Kan fungere godt i en hverdag med opgaveskift og skarpe deadlines.
- Har lyst til samarbejdet i et lille team.
VI TILBYDER Et attraktivt og udviklende job med afveksling i opgaverne, bred kontaktflade til hele organisationen og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Selvom din arbejdsdag indimellem vil være travl og uforudsigelig, går vi op i at kunne balancere familieliv og arbejde. Derfor har du også mulighed for at tilrettelægge arbejdet fleksibelt. Du bliver en del af en organisation med en uformel og respektfuld omgangsform og gode kolleger, der lægger vægt på samarbejde.
VILKÅR Stillingen er på fuld tid. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtelse. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg.
Ansættelsesområdet er Indenrigs- og Sundhedsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er i København (Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K).
Vi forventer, at du kan tiltræde den 1. oktober 2025.
VIL DU VIDE MERE Du kan finde yderligere oplysninger om VIVE og om VIVE Campbell på www.vive.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bibliotekar Anne Nørgaard-Pedersen (4139 3507 eller anno@vive.dk).
ANSØGNING Vi skal have modtaget din ansøgning bilagt CV senest
mandag den 11. august 2025 kl. 9. Vi forventer at holde første runde samtaler den 20. august.
Du søger stillingen via vores elektroniske ansøgningssystem, som du finder her på siden under ”søg job” eller på vores hjemmeside
www.vive.dk.
VIVE ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge. Du er også velkommen til at udelade oplysninger, om køn/kønsidentitet, alder, etnicitet mv. i din ansøgning, CV og øvrige bilag. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er en uafhængig statslig institution, som producerer og formidler forskning og analyser om velfærdssamfundet og den offentlige sektor.