Vil du gøre en konkret forskel i den grønne omstilling? Har du mod på at drive komplekse sager med stor politisk bevågenhed? Så har vi en spændende stilling til dig. Velkommen til Kontor for Klima og Tilpasning Kontor for Klima og Tilpasning består af ni medarbejdere. Vi er en del af Center for National Klima sammen med Kontor for Klimafremskrivning og Landbrug. Du vil blive en del af et center, hvor vi har fokus på at hjælpe hinanden, høj faglighed og resultater.
Som medarbejder kommer du til at bidrage til at finde gode løsninger på klimaområdet på en bred række af områder. Kontoret er ansvarlig for klimaloven, der fastsætter Danmarks klimamål, hvor regeringen for nyligt har fastsat et af verdens mest ambitiøse klimamål for 2035.
Kontoret er også faglig indgang for flere af koncernens styrelser, nemlig Danmarks Meteorologiske Institut, Geodatastyrelsen og Klimadatastyrelsen. Derfor er vi involveret i en lang række projekter om fx klimavidenskabelig rådgivning af regeringen, FN’s klimapanel IPCC, varsling af farligt vejr og oversvømmelser, søkortproduktion over grønlandske farvande og understøttelse af mere sammenhængende og anvendelige datasæt i Danmark og Grønland. Derfor samarbejder vi også bredt både inden for koncernen, på tværs af Slotsholmen og med en lang række af forskellige interessenter.
Vi tilpasser opgaverne til både erfaring og din interesse, men af mulige opgaver kan eksempelvis nævnes:
- Klimalovens årshjul, herunder Klimaprogrammet, Klimarådet, redegørelse for klimaeffekter, og implementering af regeringens netop fastsatte 2035-mål på 82 pct.
- Samarbejde med Geodatastyrelsen og Grønlands Selvstyre om fx produktion og opdatering af søkort i Grønland
- Samarbejde med koncernens institutioner
Du har politisk tæft, gerne et par års erfaring og blik for samarbejde og struktur Vi søger en erfaren generalist med et par års erfaring, fx fra centraladministrationen. Vigtigst er det, at du har lysten til at tilegne dig ny viden og en motivation for dels at arbejde med fagområdet og dels at blive en aktiv del af fællesskabet i kontoret.
Du skal kunne holde overblik over mange sager og sikre fremdrift i processer med mange interessenter og bidragsydere, og du vil komme i kontakt med mange forskellige fagligheder. Derudover trives du med at arbejde både selvstændigt og som en del af et team, hvor du leverer resultater af høj kvalitet.
Vi forestiller os derudover, at du:
- har en relevant videregående uddannelse, fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.soc., cand.mag. el.lign.
- har forståelse eller interesse for offentlig administration og politiske beslutningsprocesser, herunder eksempelvis regeringssager, ordførermateriale, lovprocesser samt tvær- og interministerielt samarbejde
- kan formidle komplekse problemstillinger i et klart og letforståeligt sprog
- er velreflekteret og kender egne styrker og svagheder, samt har ønske om og lyst til at udvikle dig fagligt
- ønsker at bidrage til den gode arbejdskultur i departementet, hvor vi har en god omgangstone, ser forskellighed og samarbejde som en styrke, og hvor vi har et drive for at levere reelle resultater, der rykker samfundet hen i mod klimaneutralitet.
Vil du vide mere? Hvis du ønsker at vide mere, så ret henvendelse til:
Kontorchef Anne Thomassen (
antho@kefm.dk) eller souschef Christian Dybro (
chrdy@kefm.dk).
Send os din ansøgning, dit CV og en kopi af eksamensbevis, så vi har det senest torsdag den 19. februar 2026 kl. 12.00. Stillingen er til besættelse den 1. april 2026 eller snarest muligt.
Vi indkalder løbende til samtaler mhp. at nå at lukke en ansættelse i indeværende måned, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Løn og ansættelsesforhold vil være i henhold til AC-overenskomsten og kan både være på fuldmægtig- eller konsulentniveau afhængigt af kvalifikationer og erfaring. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Ministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Det er dog en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.