Hvis du kender ServiceNow ved du, at det er et fantastisk værktøj. Siden 2015 har ServiceNow understøttet stadigt flere nøgleprocesser i Region Syddanmark. Ikke kun inden for ITSM, men også inden for SPM, assets, CMDB og IRM.
Der sker stadig rigtigt mange udviklingstiltag, som er spændende for en ServiceNow-udvikler uanset, om du er hardcore udvikler eller systemadministrator. I år er der særligt fokus på indførelsen af CSDM, changemodul (frem for egenudviklet) og Employee Center. F.eks. har vi omkring 1.000 catalogue items, som vedligeholdes i et samarbejde mellem lokale servicedeske, modulejere og udviklere. Derudover foregår der også en masse spændende integrationsarbejde med bl.a. assets og Active Directory, og arbejdet med CMDB fylder også meget.
Hvem er vi? Afdelingen Udvikling og Automatisering består af 30 medarbejdere, der fordelt på to hovedområder – Digital Innovation og IT Udvikling. Du vil blive ansat i Digital Innovation sammen med andre automatiserings- og AI-specialister. I dag har vi to automatiseringsspecialister, der arbejder med ServiceNow-opgaver, som du vil skulle indgå i et tæt samarbejde med.
Vores arbejdsmiljø er præget af høj faglighed, en uformel tone og en samarbejdskultur, hvor det er både sjovt og meningsfuldt at gå på arbejde.
Din rolle Som ServiceNow-udvikler hos Region Syddanmark får du et tæt samarbejde med vores ServiceNow-forvaltere for at afklare og udvikle nye løsninger til platformen. Du vil designe, udvikle og vedligeholde løsninger – fra mindre opgaver til komplekse automatiseringsløsninger, der skal optimere arbejdsgangene for dine kollegaer i hele regionen.
Vi forventer, at du er både teknisk dygtig og god til dialog, så du kan transformere vores forretningsprocesser i fællesskab med organisationen. Du vil også deltage i sparringsmøder med erfarne udviklere fra førende ServiceNow-konsulenthuse.
Om dig Vi søger en udvikler med erfaring inden for ServiceNow, som kan navigere i en arbejdsdag med forskellige opgaver og udfordringer.
Du har en teknisk baggrund kombineret med en forretningsorienteret tilgang, der gør dig i stand til at forstå kundernes behov og omsætte dem til effektive løsninger. Du arbejder struktureret, er resultatorienteret og har stor interesse for dataanalyse og automatisering.
Vi forventer, at du:
- Har minimum 2-3 års erfaring med udvikling, administration og tilpasning af ServiceNow-platformen
- Er erfaren i JavaScript, CSS, HTML5, Angular eller andre scriptsprog og kender til REST API og integrationer mellem systemer
- Har forståelse for begreber som REST, JSON, AJAX og GlideRecord
- Besidder ServiceNow-certificeringer (System Administrator og Application Developer)
- Har erfaring med ITIL-processer og kendskab til best-practice inden for IT Service Management.
Vi tilbyder - En stilling som ServiceNow-udvikler
- Et stærkt fagligt miljø og udviklingsmuligheder med AI og automatiseringsløsninger
- Fleksible arbejdsforhold, herunder flekstid og mulighed for hjemmearbejde
- Kompetenceudvikling gennem kurser, netværk og konferencer
- Stillingen giver en bred kontaktflade og mulighed for at arbejde med meningsfulde projekter.
Arbejdssted Du bliver en del af funktionsområdet Digital Innovation, der primært har base i Kolding og Odense. Det præcise arbejdssted kan forhandles, da Regional IT har kontorer i både Vejle, Kolding, Odense og ved de større hospitalsenheder i regionen.
Du kan forvente fremmøde i Kolding og Vejle flere gange om måneden, hvor mange kolleger holder til.
Er Region Syddanmark noget for dig? Med over 26.000 ansatte er Region Syddanmark en af landets største arbejdspladser. Regional IT består af ca. 440 medarbejdere og arbejder med alt fra udvikling og drift til digital transformation.
Hvis du er interesseret i at udvikle Region Syddanmarks brug af ServiceNow og deltage i spændende digitale initiativer, så send din ansøgning og CV via vores rekrutteringssystem senest den
30. november 2025.
Vi forventer at afholde første samtalerunde den 4. december ved Regionshuset i Vejle og anden samtale den 9. december ved Regional It, Kolding Sygehus.
Ansættelse hurtigst muligt. Stillingen er på fuldtid, med løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef Thomas Schmidt på telefon 21 31 82 34 eller e-mail thsc@rsyd.dk .
Vi glæder os til at høre fra dig!