Drømmer du om at arbejde i en virksomhed i rivende udvikling? Vil du have en hverdag, hvor to dage sjældent er ens og arbejde med gode kollegaer i et godt arbejdsmiljø?
Vi søger en dynamisk og løsningsorienteret servicetekniker med tilknytning til vores afdeling i Hedehusene på Sjælland. Som en del af serviceafdelingen, indgår du i et team hvor humøret er lige så højt som energien og lysten til at yde den bedste service for vores kunder.
PM ENERGI er en virksomhed med 103 ansatte, som leverer skræddersyede løsninger inden for generatoranlæg, UPS-anlæg, dieselmotorer, reservedele samt service af disse. Med hovedkontor i Brønderslev og en afdeling i Hedehusene arbejder vi for at sikre høj kvalitet og pålidelige løsninger til vores kunder.
Opgaver
Med reference til din serviceleder varetager du et bredt udvalg af arbejdsopgaver på Sjælland og Fyn. Du skal blandt andet arbejde med store og komplekse generatorinstallationer, i forbindelse med kontrol, drift og prøvekørsel.
Derudover består jobbet også af spændende opgaver, så som fejlsøgning på styretavler og tavleinstallationer, samt forebyggende servicearbejde.
Kvalifikationer
Du er maskinmesteruddannet, gerne med en håndværksmæssig baggrund.
Du har kendskab, samt interesse for dieselmotorer, generatorer og elektriske styringer. Du har gerne erfaring i arbejde med el-diagrammer og systematisk fejlsøgning, samt gode kommunikationsevner. Du ved, hvad det betyder at sætte kunden i centrum.
Vi lægger stor vægt på, at du er en holdspiller, der med et godt humør og positivt sind, bidrager til det fælles arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at du er kvalitetsbevidst, stabil og har en fleksibel tilgang til løsning og koordinering af opgaver. Det er naturligt for dig at tale med mennesker, og du ved, at god kommunikation er nøglen til at opnå et godt og langsigtet samarbejde med kunden.
Du taler og forstår dansk, både i skrift og tale, samt du behersker engelsk i skrift og tale. Derudover skal du have kørekort. Du får stillet servicebil til rådighed.
Vi sørger naturligvis for, at du får en grundig introduktion, samt sidemandsoplæring i afdelingens opgaver. Der afvikles løbende interne og eksterne kurser, så man er skarp på den nyeste viden inden for branchen.
PM ENERGI som arbejdsplads
Hos PM ENERGI får du mulighed for at arbejde selvstændigt og træffe egne beslutninger. Dagligt bliver dine faglige kompetencer bragt i spil, og dine kvalifikationer gør dig i stand til at bevare overblikket, selv i komplekse situationer. Din arbejdsuge er fleksibelt tilrettelagt med masser af spændende opgaver. Det kræver struktur, men du går til enhver opgave med stor passion, og vil have tingene til at lykkes.
Vi er en arbejdsplads, der sætter stor pris på din ansvarlighed og dine samarbejdsevner. PM ENERGI er en løsningsorienteret virksomhed, der ser muligheder fremfor begrænsninger, og vi ønsker det samme af vores nye medarbejder.
Arbejdsforhold
Som medarbejder hos PM ENERGI bliver du tilbudt en stilling med mulighed for personlig og faglig udvikling. Vi har et godt arbejdsmiljø med dygtige kollegaer i en uformel organisation, med korte beslutningsprocesser. Vi tilbyder gode ansættelsesforhold, der udover lønnen også indeholder pension, fritvalgs-lønkonto og sundhedsforsikring. Der er en god omgangstone med højt til loftet og et stærkt fællesskab med flere sociale arrangementer i løbet af året.
Ansøgningsfrist:
Vi tilstræber at besætte stillingen så hurtigt som muligt. Der er derfor ingen ansøgningsfrist, og vi tager løbende kandidater ind til samtale. Stillingen vil være opslået, indtil vi har fundet den rigtige kandidat.