I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for den digitale udvikling af Danmark. Lige nu leder vi efter dig, der vil være chef for den juridiske understøttelse af Danmarks samfundskritiske digitale infrastruktur og som evner at bruge sin juridiske faglighed, når digitale løsninger skal udvikles og driftes.
Om Juridisk Kontor Juridisk Kontor understøtter Digitaliseringsstyrelsens fagkontorer og direktion med juridisk rådgivning og har ansvar for en bred portefølje af juridiske opgaver og dermed stor berøringsflade med hele styrelsen.
Juridisk kontor spiller en vigtig rolle ved anskaffelse og understøttelse af helt centrale systemer som Digital Post, MitID, Nemlog-in, Nemkonto - kernen i Danmarks digitale infrastruktur, samt anvendelsen af nye teknologier som kunstig intelligens i det offentlige. Som led heri vil du sammen med juridisk kontor stå i spidsen for at finde løsninger på en bred vifte af både komplekse, væsentlige og udfordrende juridiske spørgsmål i spændingsfeltet mellem digitalisering og jura.
Kontoret består af 21 fagligt stærke medarbejdere, der blandt andet bistår med gennemførelse af styrelsens store it-udbud og kvalitetssikring af styrelsens indkøb. Kontoret rådgiver om, og har medansvar for, udarbejdelse af styrelsens lovforslag og bekendtgørelser og sikrer koordinering af aktindsigtssager. Kontoret har en central rolle i håndteringen af databeskyttelsesretlige opgaver i styrelsen, herunder i forbindelse med afgørelser om de registreredes rettigheder, sikkerhedshændelser og ved udarbejdelsen af konsekvensanalyser. Endvidere beskæftiger kontoret sig i sit daglige virke med mange forskellige dele af juraen for eksempel inden for EU-ret, offentlig ret og forvaltningsret. Juridisk kontor er ligesom resten af styrelsen desuden nysgerrige på, hvordan kunstig intelligens kan bruges aktivt til at understøtte og forbedre opgaveløsningen. Du skal have lyst til at bidrage til denne udvikling.
Som kontorchef får du det overordnede ansvar for ledelse af den samlede opgavevaretagelse i kontoret. Du skal sætte retning og understøtte arbejdet i kontoret i tæt samspil med en souschef, der varetager den daglige ledelse af kontraktområdet. Det er samtidig afgørende, at du som kontorchef kan skabe et godt arbejdsmiljø med plads til sparring og en uformel omgangstone, som bidrager til at styrke den gode trivsel i juridisk kontor. Kontorchefen skal også gå forrest i forhold til at sikre et godt og tillidspræget samarbejde med styrelsens andre kontorer.
Du vil referere til vicedirektør Lars Bønløkke Lé og have et tæt samarbejde med direktionen, ligesom du bliver del af en engageret og fagligt stærk chefgruppe.
Om dig Vi søger en erfaren kontorchef med juridisk baggrund og med interesse for samspillet mellem jura og digitalisering. Du har en solid juridisk erfaring og navigerer trygt i offentlig ret, databeskyttelsesret og udbudsret og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med juridiske aspekter af store digitaliseringsprojekter.
Vi ønsker, at du som chef både er fagligt stærk og en dygtig personaleleder. Du motiveres af at lede og du har lyst til at indgå i et tæt samarbejde med kontorets souschef om at lede og udvikle kontoret. Som person er du nysgerrig og som leder udviser du tillid og åbenhed i dine relationer. Det er afgørende, at du som kontorchef har fokus på fælles værdiskabelse og at finde gode løsninger i samspil med styrelsens fagkontorer.
Du vil passe godt til stillingen, hvis du desuden kan genkende dig selv i følgende punkter:
- er en empatisk leder, der formår at udvikle dit hold og dit fagområde
- har politisk tæft og erfaring fra en politisk styret organisation
- er analytisk og processtærk
- kan fastholde og udbygge stærke samarbejdsrelationer både internt, på tværs af staten og i for hold til vores mange eksterne interessenter.
I Digitaliseringsstyrelsen har vi løbende fokus på trivsel og udvikling for alle vores ledere og medarbejdere. Det er derfor afgørende, at du som person bidrager til et tillidsfuldt og uformelt arbejdsmiljø samt har fokus på at sætte klare rammer for arbejdet for dine medarbejdere.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling og regulering af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 500 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Vores kontor ligger midt i København tæt ved Kongens Nytorv og offentlig transport.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på
digst.dk. Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår. Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. august 2025. Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEM og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater, der inviteres til 2. samtale, kan blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Lars Bønløkke Lé på telefon 23 27 42 27/
larsbo@digst.dk eller souschef Christian Schiørring på telefon 61 50 20 31
chrsch@digst.dk. Send en SMS eller læg en besked, så bliver du ringet op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 12. maj 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 21. Der vil være et testforløb mellem 1. og 2. samtale. Forløbet ventes at blive afviklet i perioden 23. – 30. maj 2025.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.