Enhedschef til Jura

fuldtid
Enhedschef til Jura
  • Lægemiddelstyrelsen
  • Axel Heides Gade 1, 2300 København
Kunne du tænke dig at stå i spidsen for et stort hold af dygtige jurister, der arbejder med jura, ministerbetjening og internationalt samarbejde på et samfundsvigtigt område vedr. lægemidler og medicinsk udstyr? Og har du samtidig lyst til at blive en del af Lægemiddelstyrelsens topledelse? Så er jobbet som enhedschef for vores nyoprettede enhed Jura måske noget for dig!

Dine primære arbejdsopgaver
Som enhedschef for Jura kommer du til at stå i spidsen for en enhed med to sektionsledere, en teamleder og ca. 30 medarbejdere. Enheden oprettes pr. 1. januar i forbindelse med en intern organisationsændring i Lægemiddelstyrelsen, hvor vi ønsker at styrke og samle de ledelsesmæssige kræfter på jura-området.

Jura-enheden vil have til opgave at understøtte styrelsens andre enheder med juridisk bistand af forskellig karakter, herunder deltage i konkrete forvaltningsopgaver, lovgivningsarbejde, juridiske fortolkninger og vurderinger, aktindsigter mm., ligesom enheden vil bidrage til generel ministerbetjening samt proces- og praksistilrettelæggelse. Enheden har således en afgørende rolle som sparringspartner for husets andre enheder. Udviklingen i teknologi og omverdenen i øvrigt kræver, at styrelsens områder sideløbende udvikler sig for at leve op til omgivelsernes forventninger og nye behov. Det vil derfor være vigtigt, at Jura-enheden bidrager til en smidig og rationel forvaltning af styrelsens områder.

Enheden vil desuden have ansvaret for styrelsens bidrag til forhandlinger o.l. i EU-regi samt styrelsens internationale engagement, herunder den internationale direktør- og direktionsbetjening.

Du vil som enhedschef samtidig blive en del af Lægemiddelstyrelsens topledelse (Ledelsesteamet), der er sammen om at drive og udvikle styrelsen i samarbejde med sektions- og teamledere og medarbejdere. Du vil i den forbindelse bl.a. indgå i fælles, tværgående ledelse af større principielle sager, der kræver kompetencer fra flere forskellige enheder.

Dine primære opgaver bliver

  • At etablere og konsolidere den nye Jura enhed i samarbejde med enhedens sektions-/teamledere
  • At videreudvikle de gode samarbejder og processer med andre enheder med henblik på at sikre smidig og effektiv understøttelse af disse
  • At være en inspirerende og dedikeret leder over for dine ledere og medarbejdere og skabe sammenhæng i opgaverne på tværs af enheden
  • At løfte det overordnede ansvar for den juridiske kvalitet i styrelsens opgaveløsning
  • At tage aktiv del i Ledelsesteamet og være med til – sammen med direktionen og de øvrige enhedscehfer – at sætte den strategiske retning for hele Lægemiddelstyrelsen samt sikre, at strategien efterleves og udleves i hverdagen
Din hverdag hos os
Du kan se frem til en meningsfuld og dynamisk hverdag med dygtige kollegaer, der generelt er optagede af at hjælpe hinanden og samarbejde med høj faglighed og tillid til hinanden.

Arbejdsområdet er komplekst og opgaverne mangeartede, hvorfor der er behov for såvel højt kvalificeret ekspertise og stort forretningskendskab for at kunne balancere mellem de forskellige opgaver, som vil bestå i tværgående og helhedsorienteret opgaveløsning sammen med andre enheder.

Du vil have samarbejder på tværs af hele huset, med vores departement og med eksterne samarbejdspartnere.

Du vil være en del af styrelsens Ledelsesteam, der sammen har fokus på at videreudvikle den fælles, tværgående ledelse af styrelsen. Du vil desuden indgå i et særligt lederfællesskab med en anden enhedschef med et godt kendskab til dit område. Lederfællesskabet bruges til at sparre om de forskellige ledelsesdiscipliner og styrke koordineringen på tværs.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en akademisk uddannelse som jurist.

Vi ser desuden gerne, at:

  • du har solid erfaring med at lede et juridisk område og gerne i en offentlig myndighed
  • du har konkret erfaring med at lede organisationsforandringer
  • du har blik for de forskellige ledelsesdiscipliner, herunder strategisk ledelse, faglig ledelse, driftsledelse og personaleledelse
  • du har politisk tæft og er helheds- og løsningsorienteret
  • du har stærke relationelle kompetencer og fokuserer på gode samarbejder og processer på tværs af organisationen
  • du er nysgerrig, proaktiv og initiativrig
  • du hviler i dig selv, har høj integritet, er respekterende og lyttende
  • du bidrager aktivt som en god leder til et fortsat godt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder
Vi lægger generelt vægt på et godt og trygt arbejdsmiljø med en uformel tone, hvor vi samarbejder og altid har plads til gode grin. Samtidig kan vi tilbyde en fremragende personaleforening, en skøn kantine og ikke mindst byens bedste udsigt over Islands Brygge. Du vil endvidere

  • få opfyldt dine ambitioner, hvis du kan lide at arbejde med komplekse problemstillinger og træffe beslutninger, som har betydning for borgere og samfund.
  • blive en del af en organisation, der er udviklingsorienteret og kvalitetsbevidst, og som stræber efter at være en fantastisk arbejdsplads
  • blive en del af topledelsen i Lægemiddelstyrelsen
Om ansættelsen
Ansættelsen sker som enhedschef i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse sker på åremål i 5 år.

I Lægemiddelstyrelsen træffer vi afgørelser i myndighedssager, og det er vigtigt for os, at man ikke kan stille spørgsmål ved vores habilitet. Derfor er det en forudsætning, at du ikke ejer aktier, anparter, andele eller lignende i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed. Du har dog en vis periode til at sælge dem, hvis du i dag ejer såkaldte medarbejderaktier i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til vicedirektør Sara Westengaard på 93 59 64 42.
Du kan læse mere om os og vores opgaver på Lægemiddelstyrelsen.dk.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Vi holder ansættelsessamtaler den 3. december 2025 (1. samtale) og den 10. december 2025 (2. samtale). Som en del af ansættelsen vil der blive udført test mellem 1. og 2. samtale.

Log ind