Vil du med helt ind i kernen i en af Danmarks største offentlige økonomifunktioner? Trives du med alsidige og foranderlige opgaver i spændingsfeltet mellem politik, strategi og en kompleks opgaveportefølje? Så søger vi lige nu i Center for Økonomi en enhedschef til arbejdet med økonomien i det nære sundhedsvæsen. I Center for Økonomi står vi overfor en kæmpe opgave, når vi de kommende år skal være med til at etablere en ny samlet region i Østdanmark, og samtidig skal sikre udvikling og stabil drift af vores kerneopgaver.
Den kommende Region Østdanmark har med aftalen om sundhedsreformen fået en opgave med at realisere reformaftalens intentioner om mere lighed, nærhed og sammenhæng sammen med de 46 kommuner i den nye region.
Sundhedsreformen skal de kommende år rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne, og sundhedstilbuddene uden for hospitalerne skal styrkes. Den 1. januar 2027 overgår myndigheds- og finansieringsansvaret for en række kommunale opgaver til regionerne. Vi søger derfor nu en enhedschef som har lyst til at indgå i arbejdet med at samle og varetage den økonomiske styring på det nære sundhedsområde.
Om os I Center for Økonomi arbejder vi for hospitalerne, borgerne og patienterne. Vi forvalter økonomien for Region Hovedstaden, som med syv hospitaler, 45.000 medarbejdere og et årligt budget på ca. 44 mia. er en af landets mest økonomitunge organisationer. Det handler om liv og om at skabe de bedste rammer for vores sundhedsvæsen.
Vi er et stort tværgående koncerncenter med ca. 340 medarbejdere med forskellige fagligheder og opgaver. Centeret faciliterer regionens overordnede økonomiske prioriteringer, og er bindeled mellem ministerium, regionsråd og regionens hospitaler, virksomheder og centre på økonomiområdet. Vi arbejder med beslutningsoplæg og analyser, budgetlægning, systemudvikling og sundhedsdata til hospitalerne og huser en af Danmarks største indkøbsafdelinger.
Centerledelsen består af en økonomidirektør og syv enhedschefer.
Om stillingen Stillingen som enhedschef for økonomien i det nære sundhedsvæsen er nyoprettet. Du skal derfor selv være med til at opbygge enheden, som tager form frem mod dannelsen af Region Østdanmark 1. januar 2027.
Din centrale opgave som chef for enheden vil være at påbegynde arbejdet med at opbygge en struktur og styring af økonomien på den nye vedtagne delramme for opgaverne i det nære sundhedsvæsen.
Der vil over de kommende år ske væsentlige nye tilførsler til det nære sundhedsvæsen, og en opgave bliver også at bidrage til den økonomiske proces ift. fordelingen af midlerne i de nye sundhedsråd. Du vil ligeledes indgå i opgaven med at konsolidere og følge op på de aftaler som skal indgås med de 46 kommuner i Østdanmark.
Center for Økonomi vil i 2026 både skulle arbejde op imod de eksisterende politiske udvalg i Region Hovedstaden og de nye forberedende politiske udvalg i Region Østdanmark, herunder særligt det forberedende forretningsudvalg. Du vil derfor sammen med sekretariatschefen i Center for Økonomi få en særlig rolle i 2026 med kvalitetssikring og koordinering af centerets sager til det politiske niveau.
Det er en varieret og mangefacetteret stilling, hvor du kommer til at udøve ledelse i mange forskellige formater:
- For det første skal du udøve strategisk ledelse og målrettet understøtte og være med til at sikre implementeringen af de overordnede ambitioner i regionen. Du skal lede opad mod det politiske niveau, koncerndirektionen og centerdirektøren med rådgivning, sparring, løsningsforslag og forslag til nye løsningsmåder.
- For det andet bliver du en del af centerledelsen i Center for Økonomi, hvor vi forventer en konstruktiv, helhedsorienteret og samarbejdsorienteret tilgang til ledelse på tværs. Vi står sammen over for en lang række meget komplekse udfordringer, som vi løser bedst på tværs. Du vil blive en del af en velfungerende og helhedsorienteret ledelse, hvor der er en klar forventning om, at du træder konstruktivt og bidragende ind i det tætte samspil.
- For det tredje vil du få en meget væsentlig rolle i samspillet med de mange interessenter og samarbejdspartnere både i og uden for regionen. Du skal arbejde tæt sammen med og være nysgerrig på den virkelighed, der kendetegner hospitalerne, koncerncentrene osv. Lysten og evnen til at understøtte og spille sammen med de væsentlige samarbejdspartnere vil være afgørende for at lykkes i stillingen.
- For det fjerde bliver du leder for dine egne medarbejdere i enheden. Vi forventer her, at du gennem din ledelse fastholder motivationen og det høje faglige niveau. Regionen er en organisation med stærke værdier og højt motiverede medarbejdere. Der vil blive lagt vægt på, at du gennem din ledelse fastholder dette.
Om dig Vi forventer, at du med afsæt i en relevant videregående uddannelse har opnået en solid ledelseserfaring i en politisk styret organisation, f.eks. staten, en region eller en kommune. Du har oparbejdet en stærk økonomifaglighed i en større organisation og har vist, at du formår at effektuere og sikre fremdrift.
Du skal motiveres af og kunne se værdien i at arbejde i en samlet centerledelse og ikke alene at arbejde på dit eget område. Der bliver i chefgruppen lagt stor vægt på, at samspillet er kendetegnet ved gensidig vidensdeling, tillid og sparring.
Derudover lægger vi vægt på nedenstående personlige egenskaber og kompetencer:
- Du har en god analytisk kapacitet og dermed gode forudsætninger for strategisk og fremadrettet tænkning. Du skal kunne håndtere og agere i høj kompleksitet uden at miste overblikket.
- Du har veludviklede kommunikative egenskaber, der bidrager til at sikre følgeskab i bred forstand. Du evner at formidle præcist og motiverende på alle niveauer.
- Du er relationelt stærk og samarbejdsorienteret. Du er udadvendt og netværksskabende i forhold til de mange aktører og interessenter, der findes på området, og du trives med at være i relationsarbejdet.
- Du er helheds- og samarbejdsorienteret og har fokus på den fælles resultatskabelse.
- Du er proaktiv, og du har både evne og lyst til at være med til at finde nye veje til at håndtere de mange og komplekse udfordringer, som regionen står over for.
Løn og ansættelsesforhold Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til aftale for chefer.
Du bliver en del af Center for Økonomi med fast arbejdsplads på regionens hovedkvarter i Hillerød og direkte reference til økonomidirektør Jens Buch Nielsen.
Stillingen er en fuldtidsstilling er og er til besættelse pr. 1. april 2026.
Ansøgningsfrist Ansøgere til stillingen bedes sende CV og en motiveret ansøgning senest tirsdag den 27. januar 2026.
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 29. januar 2026.
Vil du vide mere? Du er velkommen til at kontakte økonomidirektør Jens Buch Nielsen på mail
jens.buch.nielsen@regionh.dk eller telefon 29 60 91 18, eller sekretariatschef Signe Birck Müller på mail
signe.birck.mueller@regionh.dk eller telefon 92 43 27 40, hvis du vi vide mere om stillingen.
Du kan læse mere om Center for Økonomi på vores hjemmeside
regionh.dk/coek, eller på
LinkedIn.