Vil du være med til at sikre, at Forsvarets officerer også i fremtiden er nogle af NATOs dygtigste til engelsk? Så er en stilling som underviser ved Sektionen for Engelsk og Test under Forsvarets Sprogskole på Forsvarsakademiet måske noget for dig.
Om os Sektionen for Engelsk og Test ved Forsvarets Sprogskole underviser i militært engelsk på Forsvarets officersuddannelser i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Derudover sprogtester vi på Forsvarets Sprogtestcenter også Forsvarets medarbejdere i engelsk forud for udsendelse iht. NATO-standarder.
Vores sektion er kendetegnet ved høj kvalitet i de undervisningsydelser vi leverer. Et varemærke som vi - et mindre team på pt. syv faste studielektorer - bevidst arbejder på at vedligeholde, og som vi forventer, du bliver en aktiv del af. Omvendt vil vi gøre, hvad vi kan for at støtte din udvikling inden for vores fagsproglige kerneområder. Vores sektion har en flad struktur, hvor vi anerkender hinandens faglighed og værdsætter psykologisk tryghed.
Ud over undervisning i engelsk er Forsvarets Sprogskole desuden ansvarlig for uddannelsen af sprogofficerer i arabisk og russisk. Efter uddannelsen løser sprogofficererne opgaver som tolke og kulturvejledere i Forsvarets internationale missioner samt støtter i den nationale struktur som reserveofficerer. Udover sprogofficersuddannelsen, uddanner skolen også civil-militære tolke. Skolen er en militær institution; skolens ca. 70 ansatte er primært civile medarbejdere.
Om stillingen Som vores nye underviser bliver din opgave at undervise kadetter i primært militærfagligt engelsk på Søværnets Officersskoles to københavnske lokationer; Svanemøllens Kaserne og Nyholm.
Du vil skulle undervise på to af Søværnets Officersskoles uddannelser. Vores kadetter kommer med en baggrund fra enten Søværnets uddannelser, forskellige bacheloruddannelser eller andre civile uddannelser.
Emneområderne vil i høj grad omfatte specialiseret maritimt engelsk. Du vil få oplæring, støtte og vejledning inden for de relevante domæner, i form af en samlet udviklingsperiode inden du første gang skal undervise, efterfulgt af løbende sparring ifm. undervisningen. Som underviser vil du få medansvar for at planlægge, afholde og evaluere lektioner og materialer, typisk i samarbejde med kolleger.
Der er således tale om en afvekslende, udfordrende og udviklende stilling med en bred vifte af opgaver og kontaktflader.
I det daglige refererer du til sektionslederen. Der er tale om et barselsvikariat på 37 timers ugentligt arbejde i gennemsnit, forventeligt i ca. et år.
Om dig Du har en sprogfaglig uddannelse med engelsk sprog som hovedfag på minimum kandidatniveau eller tilsvarende. Det er vigtigt for os at du har stærke kompetencer inden for fremmedsprogspædagogik. Det vil også være en fordel, hvis du har kompetencer inden for blended learning og anvendelse af platformen Moodle.
Du kan lide at undervise og hjælpe andre med at lære og blive dygtigere til fremmedsprog.
Desuden skal du have lyst til at sætte dig grundigt ind i maritimt engelsk og til at arbejde på en for sproglærere utraditionel arbejdsplads. Du har kompetencer inden for undervisning i engelsk - gerne fra gymnasieskolen, sprogskoler eller universitetsniveau. Det er en fordel, hvis du har erfaring med undervisning i English for specific purposes.
Som studieadjunkt/-lektor i Forsvaret skal du kunne lide arbejdet med at udvikle og forstå mennesker. Udover at være ambitiøs på dit fags og egne vegne, er du imødekommende og lyttende, samtidig med at du også formår at tage initiativ, indgå i faglige drøftelser og være vedholdende på dit fags vegne. Derudover skal du kunne arbejde selvstændigt og struktureret med din egen udvikling.
Endelig skal du kunne beherske dansk svarende til minimum danskprøve 3.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten) og Cirkulære om protokollat om visse ansættelsesvilkår for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, og civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet og Bestemmelse vedr. stillingsstruktur for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, samt civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er på Nyholm og Svanemøllen.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Kåre Kildevang på telefon 2555 2266 eller via mail på
kkja@fak.dk.
Mere detaljeret information om undervisningens indhold og omfang kan fås ved at skrive til Gro Frølund på
lofr@fak.dk eller telefonisk kontakt 5182 4279.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent June Bastholm på telefon 3266 5470.
Ansøgningsfristen er den 1. december 2025. Samtaler forventes afholdt snarest herefter. Stillingen er til besættelse pr 19. januar 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarsakademiet (FAK)
Forsvarsakademiet er dansk forsvars værnsfælles center for militære studier. Vores aktiviteter består af uddannelse, forskning, rådgivning og formidling inden for militære kerneområder. Ydelserne er overvejende for Forsvarets egne myndigheder og ansatte, men der udbydes også enkelte kurser til civile uden for forsvaret. Gennem forskningsbaseret uddannelse i militære studier bidrager Forsvarsakademiet til, at Forsvaret kan kæmpe og vinde i morgendagens konflikter.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk