Engageret social- og sundhedsassistent til Verahus

fuldtid
Engageret social- og sundhedsassistent til Verahus
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Vil du være med til at skabe en meningsfuld hverdag for mennesker med erhvervet hjerneskade på Verahus i Vanløse?

Brænder du for at gøre en forskel?
Hos os får du mulighed for at arbejde tæt med beboere, hvor sundhedsfaglighed og pædagogik går hånd i hånd. Du bliver en del af et stærkt team med kolleger, der har let til grin, prioriterer faglig sparring og samarbejde – og en ledelse, der er nærværende i hverdagen.

Hvem er vi?
Verahus er et døgntilbud efter servicelovens § 105 under Københavns Kommune. Vi har 39 beboere i alderen 30–70 år fordelt på fire etager og omkring 50 fuldtidsansatte med forskellige fagligheder, der arbejder tæt sammen i et tværfagligt team.

Hvem er du?
Vi søger dig, der motiveres af at arbejde med mennesker med erhvervet, medfødt eller progredierende hjerneskade. Du støtter beboerne i hverdagsrehabilitering, hvor selvstændighed, selvbestemmelse og livskvalitet er i centrum. Som kontaktperson varetager du sundhedsfaglige opgaver som kateterpleje, sårpleje og medicinhåndtering – med oplæring, hvis du har brug for det.

Arbejdet kræver tydelig kommunikation, struktur og nærvær og du bidrager til at skabe forudsigelighed, tryghed og udvikling i beboernes hverdag.

Din profil
Du trives med at kombinere pædagogiske og sundhedsfaglige opgaver og kan holde overblik i travle perioder. Du tager ansvar, samarbejder på tværs og bidrager aktivt til udvikling. Dokumentation er en naturlig del af dit arbejde (gerne i DOMUS), og du har lyst til at arbejde efter kontaktpersonsprincippet.

Hvad siger dine kommende kolleger?
”At arbejde på Verahus betyder at være en vigtig del af et tæt arbejdsfællesskab. Her er der plads til at være sig selv og til at udvikle sig fagligt gennem sparring eller relevante kurser. Jeg sætter stor pris på vores gode arbejdsmiljø og den nære kontakt med ledelsen, som altid interesserer sig for medarbejdernes trivsel. Pædagogikken er naturligt vævet ind i de sundhedsfaglige opgaver, hvilket giver et stærkt grundlag for at skabe tætte relationer til beboerne" – Kerenza, pædagog på Verahus.

Vi tilbyder
Hos os får du en fleksibel arbejdsplads med fokus på kvalitet, udvikling og et stærkt fællesskab. Du får mulighed for faglig og personlig udvikling gennem sparring, kurser og tværfagligt samarbejde. Vi har faste personalemøder hver 14. dag og et læringsmiljø med støtte fra både pædagogisk konsulent, sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.

Vores faglige tilgang
Vi arbejder med hverdagsrehabilitering og benytter blandt andet neuropædagogik, Low Arousal, konfliktnedtrapning, alternative kommunikationsformer, sanseorienterede metoder samt en individuelt tilpasset sundhedsfaglig tilgang.

Ansættelsesvilkår
Løn og vilkår følger gældende overenskomst.

Stillingen er på fuld tid med blandede vagter mellem kl. 07.00 og 23.00 samt hver anden weekend. Vi har røgfri arbejdstid.

Tiltrædelse den 1. november 2025 eller efter aftale.

Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Dimitra Lundsgaard på 38 76 07 00. Du er også meget velkommen til at besøge os efter aftale.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV.

Søg via linket senest mandag den 22. september 2025
Vi afholder samtaler løbende på Verahus, Veras Allé 28, 2720 Vanløse.

Log ind