Vil du være med til at udvikle kvaliteten i Aalborg Universitets uddannelser? Er du engageret i din opgaveløsning, trives du med forskelligartede opgaver og motiveres du af arbejde i et politisk miljø? Så er du måske vores nye kollega i Studiekvalitet i Studieservice.
Aalborg Universitet har et stort fokus på uddannelsernes kvalitet, herunder på den kontinuerlige udvikling af uddannelserne via universitetets kvalitetssystem, der indeholder politikker og procedurer for systematisk monitorering og udvikling af uddannelseskvaliteten. Der er både fra det nationale, politiske niveau samt fra organisationen stor bevågenhed på uddannelsesområdet og kvalitetsudvikling af universitetets uddannelser. Kvalitet i uddannelser er i høj grad et omdrejningspunkt i den politiske debat og igangværende reformer.
I Studiekvalitet arbejder vi bl.a. med kvalitetsudvikling af uddannelsesområdet, undersøgelser og data, institutionsakkreditering, politiske reformer, strategiske projekter, uddannelsesjura og optagelse. Opgaverne omfatter bl.a. udvikling af universitetets kvalitetssystem i henhold til eksterne krav og interne erfaringer, interne processer og strategiske indsatser samt gennemførelse af løbende monitorering, periodiske evalueringer og implementering af tiltag med henblik på kvalitetsudvikling af universitetets uddannelser.
Studiekvalitet forestår derudover ledelsesstøtte til rektorat, prodekaner, institutledere, studieledere og studienævnsforpersoner, herunder rådgivning og støtte vedr. udmøntning af kvalitetssystemet samt udarbejdelse af ledelsesinformation. En rød tråd i vores tilgang til opgaverne er kontinuerlig videreudvikling af et nært og godt samarbejde med kolleger på institutter, i dekansekretariater og i rektorsekretariatet samt på tværs af Studieservice og Fælles Services andre afdelinger.
Dine arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil spænde bredt og bl.a. omfatte:
Bidrag til AAU’s løbende arbejde med udvikling af uddannelserneskvalitet og relevans i samarbejde med institutter og dekanater. Rådgivning og vejledning til prodekaner, institutledere, studieledere og studienævnsforpersoner i forhold til evaluering og monitorering af uddannelsernes kvalitet og relevans. Bidrag til udarbejdelse af handlingsplaner relateret til uddannelsernes kvalitet og videreudvikling, gennemførelse af indsatser samt opfølgning på implementering af handlingsplaner.
Bidrag til udvikling af uddannelsesporteføljen, herunder fx. ansøgninger til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om godkendelse af nye uddannelser og ændringer i eksisterende uddannelser.
Planlægning og koordinering af diverse processer i udmøntningen af kvalitetssystemet. Udarbejdelse af ledelsesinformation. Indsigt i og analyse af undersøgelser og data. Diverse ad hoc-opgaver inden for enhedens arbejdsområder.
Alle de nævnte opgaver udføres i tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i Studiekvalitet. Arbejdsopgaverne vil være afvekslende, udfordrende og præget af gode muligheder for at tage ansvar og påvirke egne opgaver.
Dine kompetencer
Stillingen kræver evne til at arbejde struktureret, ansvarsbevidst og målrettet med blik for helheden og øje for detaljen. Det er afgørende, at du kan arbejde selvstændigt, prioritere og tage initiativ til at finde løsninger. Dine samarbejdsevner er gode, og du bidrager til det kollegiale fællesskab på en konstruktiv og aktiv måde både i forhold til det faglige og det sociale liv på arbejdspladsen.
Ved ansættelsen vil der blive lagt vægt på, at du:
Har en relevant kandidatuddannelse. Har viden, der er relevant for arbejdet med kvalitetsudvikling og uddannelsesområdet. Har erfaring med og er god til at planlægge, organisere og koordinere processer. Har forståelse for arbejdet i politisk styrede organisationer. Motiveres af at arbejde i en foranderlig hverdag med mange forventninger og forskelligartede opgaver. Har gode samarbejdskompetencer og evner at udvikle stærke, tillidsbaserede samarbejdsrelationer. Er initiativrig, selvstændig, analytisk stærk, struktureret og resultatorienteret. Er fleksibel og trives med udfordringer og sætter en ære i at levere et godt stykke arbejde. Er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation.
Hvem er vi
Studiekvalitet består af 45 medarbejdere, hvor vi har et rigtig godt kollegaskab med tætte samarbejdsrelationer. Området er, som en del af en reorganiseringsproces for hele Studieservice, etableret i foråret 2025 og befinder sig derfor i en implementeringsfase. Studiekvalitet er organiseret i fire teams, og stillingen ligger i teamet Kvalitet og Udvikling. Vi er præget af en professionel holdning og et fælles mål om høj kvalitet og god service over for ledelsen og samarbejdspartnere. Vi har en travl hverdag, og derfor er det også vigtigt for os, at vi har det godt med hinanden og kan have det sjovt sammen.
Vi kan tilbyde dig en fuldtidsstilling, hvor du vil få et stærkt fagligt fællesskab med dine kolleger og en meget bred kontaktflade i organisationen, men hvor du samtidig vil få god mulighed for at arbejde selvstændigt med dine opgaver.
Tiltrædelse i stillingen er 1. oktober eller 1. november 2025.
Der er ansøgningsfrist den 21. august 2025, og der vil blive holdt samtaler den 25. august 2025.
Er du interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent og teamleder Sebastian Rakov (9940 9681, sbr@adm.aau.dk) eller chef for Studiekvalitet Vibeke Pedersbæk (9940 7034, vp@adm.aau.dk).
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
CV
Eksamensbevis
Evt. relevante bilag
Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.
Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.
Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.
Vi anbefaler, at du gemmer en kopi af stillingsopslaget, da opslaget bliver fjernet, når ansøgningsfristen er udløbet.
Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.