Engageret og positiv rådgiver til socialområdet

fuldtid
Engageret og positiv rådgiver til socialområdet
  • Jammerbugt Kommune
  • Toftevej 43, 9440 Aabybro
Ønsker du at være en del af et kompetent team med et højt fagligt niveau, som prioriterer hinanden og det kollegiale fællesskab? Så skal du være vores nye kollega!

Jammerbugt Kommune søger nemlig en engageret og kompetent socialrådgiver til vores bostøtte- og botilbudsteam på socialområdet i Social, Senior og Ydelse.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer med tiltrædelse hurtigst muligst og senest den 1. januar 2026.

Om jobbet
I teamet er der aktuelt 10 rådgivere som sidder med både bostøtte- og botilbud. Den ledige stilling bliver en del af et team på 11 imødekommende kollegaer, en faglig leder og en områdeleder, som er let tilgængelige og i tæt dialog omkring opgaveløsningen. Teamet varetager myndighedsopgaver indenfor det specialiserede voksenområde. Vi benytter Nexus som fagsystem på området og arbejder efter voksenudredningsmetoden, hvor vi har implementeret VUM 2.0.

Vores målgruppe består af voksne borgere med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser eller særlige sociale problemer indenfor servicelovens §§82, 85, 95, 96, 97, 103, 104, 107, 108, 109 og 110. Vi arbejder ud fra den rehabiliterende og recovery-orienterede tilgang og tror på, at vi kan være med til at gøre en forskel for den enkelte borger, når vi arbejder løsningsorienteret. Vi har fokus på lovgivningens muligheder fremfor begrænsninger – altid med blik for de økonomiske rammer.

Dine opgaver vil blandt andet inkludere
  • Vejlede, rådgive og behandle nyansøgninger
  • Udarbejde VUM 2.0, handleplaner og opstille mål for indsatserne
  • Lave indstillinger til visitationsudvalget med henblik på godkendelse af bevillinger
  • Lave matchninger, forhandle takster samt træffe afgørelser og lave genvurderinger
  • Lave opfølgning i eksisterende sager
  • Sikre lovmedholdelighed og korrekt sagsbehandling i henhold til gældende lovgivning
  • Bidrage med gode løsninger både ift. den enkelte sag og generelt ift. at udvikle vores fælles arbejdsplads
  • Tæt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Og meget meget mere..

Vores forventninger til dig
Vi er optaget af at få den rette profil ind i vores afdeling. Det betyder også, at dine personlige og sociale kvalifikationer vægter tungere end dine faglige. Det vigtigste for os er altså, at du har mod på samt energi og lyst til at arbejde for at kvalificere dig (løbende) til opgaven. Når det er sagt, ser vi gerne, at du:
  • Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
  • Er løsningsorienteret, fleksibel og kan tænke kreativt – også ift. at inddrage civilsamfundet
  • Trives i, at der er travlt og at der altid er noget at gå i gang med
  • Tænker i helheder og medinddragelse i det rehabiliterende potentiale hos borgeren
  • Er en god og sikker formidler, både skriftligt og mundtligt og bestrider IT-kyndige evner
  • Trives med at bringe dig selv i spil og kan arbejde selvstændigt og systematisk
  • Er samarbejdsorienteret, tager ansvar, er ærlig og træffer selvstændige beslutninger
  • Har et positivt sind og er smilende, empatisk og imødekommende af natur
  • Har en tilgang til både borgere, kollegaer og ledelse der er åben, nysgerrig og baseret på tillid
  • Har kørekort til personbil

Derfor skal du vælge os
Vi synes vi har meget at tilbyde og er en ret så fantastisk arbejdsplads. Du får blandt andet:
  • En arbejdsplads, som prioriterer hinanden og det kollegiale fællesskab og sammenhold
  • Et velsmurt introprogram ved opstart
  • Engagerede kollegaer i forskellige aldre, hvor der er en høj grad af tillid og respekt - tilsat en god portion humor
  • Tilgængelig ledelse samt kollega- og ledelsesopbakning i et trygt, omsorgsfuldt og udviklende arbejdsfællesskab
  • Mulighed for kompetenceudvikling både for den enkelte og for hele teamet herunder deltagelse i udvalgte faglige udviklingsprojekter
  • Flekstid og mulighed for hjemmearbejde op til to gange ugentligt og en høj grad af selvtilrettelæggelse under hensyntagen til borgerne, behovet for faglig sparring, møder mm.
  • Sundhedsordning, en super fed personaleforening og torsdagskage!

Om arbejdspladsen
Social, Senior og Ydelse ligger under Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesområdet, som i Jammerbugt Kommune er organiseret i én forvaltning under én direktør på både myndigheds- og udførerområdet. Dette er et opgør med de klassiske ”siloer” og understøtter én indgang for borgerne gennem et øget fokus på tværfaglighed og tæt samarbejde på tværs af økonomi og lovgivninger. Jammerbugt kommune er en mindre kommune, hvor der er en flad ledelsesstruktur, hvilket betyder, at der er kort fra tanke til handling og at vi er ikke bange for at tænke nyt og anderledes for at løse udfordringerne og nå vores mål. I Jammerbugt Kommune arbejder vi desuden professionelt sammen – det betyder, at vi både bidrager med vores faglighed og vores evne og vilje til at samarbejde (på tværs).

I Social, Senior og Ydelse er vi i alt ca. 50 medarbejdere, som arbejder med myndighedsområdet på tværs af hele serviceloven for voksne, ældreloven samt Lov om Aktiv Socialpolitik og andet. Bostøtte- og botilbudsteamet arbejder til dagligt på Rådhuset, Borgervænget 12 i Brovst. Det er let at komme hertil med bil og der er gratis parkering samt mulighed for ladning af elbil.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

Alle kvalificerede ansøgere, uanset køn, erfaring, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.

Vær opmærksom på, at vi indhenter reference, samt kan bede dig indhente straffeattest, inden ansættelsen kan finde sted.

Har du spørgsmål
Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte faglig leder af bostøtte- og botilbudsteamet Lin Kronborg på telefon 41 91 26 28 eller på mail lhk@jammerbugt.dk eller TR og Socialrådgiver i Social, Senior og Ydelse Line Linde Hansen på telefon 41 91 22 69 eller på mail llh@jammerbugt.dk.

Ansøgning
Ansøgning, CV og eksamensbevis, sendes elektronisk senest fredag den 21. november 2025.

Samtaler forventes afholdt torsdag den 27. november 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og byde dig velkommen i vores team!

 

Log ind