Email & Automation Konsulent
Elsker du manuelt rugbrødsarbejde? Drømmer du om en hverdag, hvor du skal copy/paste data fra et Excel-ark til et andet? Så er denne stilling absolut ikke noget for dig!
Vi søger nemlig en Email & Automation Konsulent, der drømmer om at automatisere alt – altså som i ALT. Når kunden siger: “Det her er et lukket system, det kan absolut ikke automatiseres” – så siger du “Hold my beer…”. Fordi du tror på, at AI og automatisering er en større gave til folket end friskbrygget kaffe.
Hos os går Email & Automation hånd i hånd
Det perfekte email-setup hiver kunder i land på autopilot – hvor grundstammen er automatiserede flows baseret på data og adfærd. Derfor ser vi Email & Automation som et nyforelsket par, der går hånd i hånd langs havnekanalen i Odense.
Du skal også udarbejde de klassiske nyhedsbreve og aktuelle kampagnemails, da de (fortsat) er en væsentlig del af et veldrevet email-setup – men dit mål er altid at spotte og skabe flows eller opsætninger, hvor automatisering skaber værdi og frigiver tid for både dig og vores kunder.
Finder du det samtidig evigt tilfredsstillende og naturligt at dykke ned i data for at forstå, hvorfor noget virker? Og hvordan det kan virke endnu bedre?
… så er det sandsynligvis dig, vi leder efter!
Om rollen
Som Email & Automation Konsulent får du din egen kundeportefølje og ansvaret for strategi, opsætning og eksekvering af kampagnemails og automatiserede flows – samt løbende overvågning, optimering og rapportering. Automation bliver en voksende del af dit arbejde, og vi udvikler både dig og området sammen.
Rollen kræver, at du kan arbejde både strategisk, analytisk, operationelt – og det kræver også en vis kreativitet. Du kommer på hold med vores Head of Email & Automation, som vil tage sig godt af dig.
Dine opgaver vil primært være…
At udvikle datadrevne email- og automationstrategier
Bygge og vedligeholde flows (triggers, segmenter, A/B tests osv.)
Skabe klare og effektive kampagner med målbare resultater
Rådgive kunder om best practice, håndtere deres konti både alene og sammen med dem
(Bonus) Automatisere processer i Make/n8n/Zapier og webhooks
Det er et krav, at du…
Har mindst 2 års erfaring med email marketing på professionelt niveau
Er komfortabel med Klaviyo, ActiveCampaign eller Drip
Bliver glad når vi taler om KPI’er, CTR, unsubscribe rate, deliverability, attribution mv. – og at du finder det helt naturligt at bruge disse i dit arbejde
Synes det er fedt at skabe automatiserede processer, som kommer dig, dine kunder og os til gode
Har lyst til at tale med og rådgive dine kunder hos os
Har lyst til at udfordre status quo – særligt når det kommer til automations
Det er et plus, hvis du…
Har lyst til at indgå i et ambitiøst, men uformelt miljø
Har en solid forretningsforståelse og naturligt kan prioritere opgaverne herefter
Trives med at arbejde med faste strukturer og processer
Har siddet i en rolle med håndtering af flere forskellige email marketing konti
Har konkret erfaring med at arbejde med automation i platforme som Make, n8n, Zapier og lignende.
Hvem er Marketingfabrikken?
Vi ser os selv som et people-driven marketingbureau med performance i højsædet. Data er vores rettesnor, og den indgående forretningsforståelse er uundværlig. Men ultimativt er det mennesker, der står bag alle beslutningerne. Og det er mennesker, altså dig, vi sætter i fokus hos os.
Det gælder også vores kunder. Vi har ikke noget problem med at sige ‘nej tak’ til en potentiel kunde, hvis matchet ikke er det rigtige. Dybest set vil vi bare gerne samarbejde med mennesker, som vi faktisk har lyst til at bruge tid sammen med.
Vores arbejdsrammer er lavet for at give dig de bedst mulige vilkår i et ægte uformelt miljø. Vores sko er det modsatte af spidse, jakkesættet bruger vi så godt som aldrig, og vi omfavner det at være nørd, for det er vi selv.
Din work/life balance skal være god, derfor er overarbejde en sjældenhed hos os (vi har haft én overarbejdsdag i 2025). Du bestemmer selv, om du vil arbejde med Mac eller Windows; du kender dine værktøjer bedst.
Vi tilbyder dig…
Fleksible arbejdstider med masser af frihed under ansvar
Firmabetalt frokostpause – uden mad og drikke dutter konsulenten ikke
… og bagefter går vi en tur langs havnekanalen, hvor vi kan cleare hovedet og snakke om både arbejde og alt muligt andet
Firmabetalt massageordning
Fællesmorgenmad sidste fredag i måneden
En god pensionsordning, hvor en ekstern ekspert uvildigt hjælper dig med den
Den bedste kaffe, du har fået på en arbejdsplads
Fri drikke, herunder danskvand, sodavand og fredagslæsk
Årets sommerfest og julefrokost, hvor vi slår os løs med alt fra klatring, kapsejlads til fine dining og vigtigst af alt: hinandens selskab
Gode barselsvilkår, som mange af vores kolleger har gjort brug af
Det faglige har vi helt styr på
Din nye arbejdsplads er mere end bare uformelle rammer og personalegoder. Fagligheden er fundamentet for vores arbejde, og vi har helt styr på vores forretning og de ydelser, vi tilbyder vores kunder. Vi arbejder i klare processer og deler viden åbent, så du aldrig skal opfinde den dybe tallerken alene.
For dig betyder det, at du kan se frem til…
Et grundigt introduktions- og onboardingforløb
En arbejdsdag hvor der er gennemtestede og opdaterede processer for de væsentligste faglige opgaver
Kolleger med et stort forretningsmæssigt og fagligt know-how
Kvartalssamtaler med fokus på din arbejdsmæssige (og sociale) trivsel
Tæt sparring med din nærmeste leder og månedlige 1-1 samtaler med feedback på performance
Løbende faglige arrangementer med fokus på kompetenceudvikling
Så, hvad er det egentlig, du kan søge?
Fuldtidsjob (37 timer) som Email & Automation Konsulent i vores Odense-afdeling
Opstart gerne i januar 2026 (vi aftaler nærmere)
Løn efter kvalifikationer
Et job vi selv ville elske at søge: Jobbet hvor du ved, at der er styr på alt, der skal være styr på (faglighed, arbejdsforhold, pension, kaffeordning, personalefester, sparring, kompetenceudvikling og alt det andet)
Er det dig, vi leder efter?
Så vis os det.
Når du har mærket efter, om Marketingfabrikken lyder som en arbejdsplads for dig, anbefaler vi at sende en ansøgning med det samme.
Det vigtigste for os er at få den helt rigtige kollega. Derfor indkalder vi løbende til samtaler.
Hvis der er gensidig interesse, vil du få udleveret en caseopgave, som vi sammen gennemgår til en opfølgende samtale med henblik på at afstemme dine kompetencer.
Vi forventer, at forløbet herfra er:
Ansøgninger og indledende samtaler
Casebesvarelse og opfølgende samtale
Udvælgelse af kandidat, udlevering af kontrakt og ansættelse
Din første arbejdsdag
Er du vores næste kollega?
Vi har droppet den klassiske “send os en motiveret ansøgning”. I stedet stiller vi nogle spørgsmål, som du meget gerne må svare på – for vi glæder os enormt meget til at lære dig bedre at kende!