Ved Institut for Virksomhedsledelse, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet er et antal stillinger som ekstern lektor ledige pr. henholdsvis 1. januar 2026 og 1. februar 2026. Tjenestestedet vil være Kolding eller Odense.
Der søges pr. 1. februar 2026 en eller flere eksterne lektorer til varetagelse af undervisningen i faget Økonomistyring på HD 2. del – Regnskab og Økonomistyring, både til hold med fysisk fremmøde på campus i Kolding og til onlinehold. Fagbeskrivelsen for faget findes her: Økonomistyring. Ud over undervisning kan stillingerne også indeholde vejledning i f.eks. praktiske seminarer og afgangsprojekter inden for regnskab og økonomistyring.
Derudover søges der pr. 1. januar 2026 en eller flere eksterne lektorer til diverse vejledningsopgaver inden for B2B- og B2C-marketing, international business og international entrepreneurship.
Undervisning, vejledning og eksamination skal ske i samarbejde med instituttets forskere. Der er tale om et begrænset antal timer pr. semester. Arbejdsopgaver og timetal aftales med instituttet forud for hvert semester. Der kan ikke garanteres undervisningsopgaver i hvert semester.
Timetallet må ikke overstige 500 timer årligt, medmindre det af hensyn til undervisningens tilrettelæggelse eller gennemførelse er nødvendigt. I sådanne tilfælde kan arbejdstimetallet udgøre 780 timer årligt.
De eksterne lektorer skal selvstændigt tilrettelægge og gennemføre undervisningsforløb efter universitetets bestemmelser, herunder også give forelæsninger, gennemføre eksaminer og andre evalueringer.
Ansøgere bedes oplyse, hvilken stilling der søges, og om man i forbindelse med undervisning i Økonomistyring ønsker hold i Kolding og/eller onlinehold.
Det er muligt at læse mere om SDU og instituttet på www.sdu.dk/ivl.
Om stillingerne
Stillingerne som ekstern lektor til undervisning i Økonomistyring samt vejledning med start pr. 1. februar 2026 er tidsbegrænsede til 3 år med mulighed for forlængelse/fastansættelse. Der vil i stillingerne som ekstern lektor til diverse vejledningsopgaver inden for B2B- og B2C-marketing, international business og international entrepreneurship kunne opnås fastansættelse pr. 1. januar 2026.
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til uddannelsesleder Andreas Riggelsen på telefon 65 50 79 62 eller e-mail riggelsen@sam.sdu.dk.
Yderligere oplysninger om ansættelsesvilkår, kontrakt og administrative spørgsmål kan fås ved henvendelse til sekretær Lene Holbæk på telefon 65 50 32 71 eller e-mail Lho@sam.sdu.dk.
Ansættelse som ekstern lektor forudsætter, at vedkommende - ved en fagkyndig bedømmelse i henhold til gældende regler - erklæres for kvalificeret hertil.
Ansættelse som ekstern lektor forudsætter enten relevant praksiserfaring på højt niveau, der ikke er opnået gennem en universitær, videnskabelig ansættelse, eller ansættelse i en videnskabelig hovedstilling på et andet universitet.
En ekstern lektor, som ansættes i kraft af sin relevante praksiserfaring, skal have indgående, aktuel viden om fagets/fagområdets anvendelsesmuligheder. Undervisningsmæssige kvalifikationer indgår derudover i bedømmelsen.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen finder sted efter overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation for akademikere i staten med tilhørende cirkulære til protokollat om stillingsstrukturen for videnskabeligt personale ved universiteter og cirkulære om eksterne lektorer og undervisningsassistenter ved universiteter m.fl.
Ansøgning og videre proces
Du søger stillingen ved at uploade motiveret ansøgning samt CV inklusiv øvrigt materiale, der skal med i bedømmelsen. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt uploader dine filer.
Det bedes fremgå af ansøgningen, hvilket af emnerne der søges på.
Ansøgningen skal indeholde (alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF-format):
Motiveret ansøgning
Curriculum vitae
Kopi af eksamensbeviser inklusive dokumentation for erhvervelse af kandidatgraden eller tilsvarende
Evt. redegørelse for andre kvalifikationer relevante for stillingen
Dokumenter bør ikke indeholde CPR-nummer - i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Ansøgning og CV må max. fylde 10 Mb i alt.
Der er ansøgningsfrist den 17. oktober 2025.
Shortlisting kan blive anvendt. Shortlisting er betegnelsen for den proces, hvor man blandt alle ansøgerne udvælger et mindre antal ansøgere til at gennemgå en faglig bedømmelse. Efter ansøgningsfristens udløb vil udvalgte ansøgere blive bedømt iht ansættelsesbekendtgørelsen.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.