Ejendomsforvalter til Naturstyrelsen Søhøjlandet

fuldtid
Ejendomsforvalter til Naturstyrelsen Søhøjlandet
  • Naturstyrelsen, Søhøjlandet
  • Vejlsøvej 12, 8600 Silkeborg
Har du lyst til at arbejde med ejendomsforvaltning i vores store naturprojektker? Trives du med både ansvar og selvstændighed i arbejdet, og vil du samtidig bidrage til at vi i fællesskab gennemfører projekter for klima, natur og vandmiljø?

Opgaver og organisering
Du vil skulle bidrage til arbejdet med den grønne arealomlægning og være med til at gennemføre projekter til udtagning af lavbundsjorder og kvælstofvådområder. Indsatsen er en del af implementeringen af aftalen om et Grønt Danmark. Projekterne gennemføres overvejende på privatejede landbrugsjorder i samarbejde med bl.a. lodsejere, kommuner, udtagningskonsulenter og jordfordelingsplanlæggere. I en del af projekterne opkøber staten ejendomme i projektområdet, og når projekterne er gennemført, afhændes ejendommene igen. Ejendomsforvalterens primære opgave bliver sammen med enhedens øvrige medarbejdere at sikre en god drift af jorde og bygninger indtil ejendommene afhændes igen.

Du kommer til at indgå i enhedens naturprojektteam, der samlet består af otte erfarne projektledere- og medarbejdere, der alle arbejder med forskellige typer af projekter.

Dine kerneopgaver
Som ejendomsforvalter hos Naturstyrelsen Søhøjlandet får du følgende primære ansvarsområder:

  • Indgåelse af og opfølgning på forpagtningskontrakter for landbrugsjord og lejekontrakter for bygninger.
  • Dialog med naboer og lodsejere i projektområderne, herunder håndtering af skelsager, iværksættelse af nødvendigt hegnsvedligehold, vejvedligehold mv.
  • Bidrage til gennemførelse af ejendomshandler, indgåelse af aftaler om køb/salg/magelæg af arealer og huse.
  • Bidrage til drift og vedligehold af bygninger og tekniske anlæg.
  • Bidrage til udbud, planlægning og gennemførelse af anlægsarbejder i forbindelse realisering af projekter.
  • Myndighedsansøgninger.
Du må forvente en del skriftlighed i din hverdag med f.eks. kontraktskrivning, udbud, myndighedsansøgninger og anden dokumentation samt journalisering.

Du får dermed et bredt favnende job, hvor det forventes, at du kan agere selvstændigt og fungere som Naturstyrelsens repræsentant i mange forskellige sammenhænge.

Dit arbejdssted
Ansættelsen sker ved Naturstyrelsen Søhøjlandet, der er én ud af Naturstyrelsens 16 lokale enheder, og som forvalter statens skove og andre naturarealer i Midt- og Østjylland. Enhedens opgaver omfatter ud over lavbunds- og vådområdeprojekter bl.a. også etablering af to naturnationalparker, flere skovrejsningsprojekter, forvaltning af urørt skov samt anden naturforvaltning og friluftsliv.

Du vil få din daglige gang på kontoret i Silkeborg, hvor enheden består af 34 medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Arbejdspladsen er præget af en uformel omgangstone, hvor det kollegiale vægtes højt. Tillid, samarbejde, arbejdsglæde og anerkendelse er grundlæggende for vores arbejde, der er præget af stort engagement og faglig udveksling og udvikling. Du vil også indgå i Naturstyrelsens landsdækkende netværk af naturprojekt-medarbejdere. Projekterne er forankret i de lokale enheder, men det er netværkets fælles opgave at arbejde for projekternes fremdrift. Du skal derfor være indstillet på i kortere eller længere perioder også at hjælpe til på andre lokale enheder rundt om i landet, hvis dette er nødvendigt for at realisere et naturprojekt.

Din profil
Vores forventning til dig er, at du har gåpåmod, og har lyst og vilje til at drive langvarige og komplicerede projekter med mange forskellige facetter. Du skal have lyst til at udvikle dine kompetencer og indgå i sparring og samarbejde om opgaverne. Vi søger dygtige medarbejdere der motiveres af arbejdet med den grønne omstilling, kan arbejde struktureret, og som har mod på dialogen med lodsejerne.

Vi forventer du har en relevant baggrund, f.eks. som agronom, jordbrugsteknolog, agrarøkonom skov- og landskabsingeniør eller lignende, som gør dig i stand til at kvalificere ejendomsforvaltningen på enheden. Vi ønsker, at du:

  • Er administrativ stærk, både i skrift og tale.
  • Har erfaring med ejendomsforvaltning.
  • Er god til lodsejerkontakt og til at arbejde med forskellige interessentgrupper, og forstår at navigere som styrelsens repræsentant blandt mangeartede interesser og er dygtig til at kommunikere og skabe gode relationer.
  • Både kan arbejde selvstændigt, men også har et godt samarbejdsgen, som betyder, at du kan indgå i teams, og at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
  • Har let ved at indgå i relationer og kan samarbejde internt såvel med eksterne.
  • Er initiativrig, resultatorienteret og kan tilrettelægge og styre en proces frem til målet.
  • Det er et krav, at du har kørekort til personbil.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner.

Arbejdssted er Naturstyrelsen Søhøjlandet.

Stillingen søges besat 1. januar 2026.

Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte teamleder Anne Gro Thomsen på telefon 2288 9942.

Du kan læse mere om Naturstyrelsen på https://naturstyrelsen.dk/ og om projekterne under ”Ny natur”.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende dine oplysninger, ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest d. 16. november 2025.

Der forventes afholdt samtaler d. 21. november 2025.

Log ind