Dygtige social- og sundhedsassistenter søges til botilbuddet Aage Holms Vej

deltid
Dygtige social- og sundhedsassistenter søges til botilbuddet Aage Holms Vej
  • Hjørring Kommune
  • Springvandspladsen 5, 9800 Hjørring
Vores dejlige bosted søger fagligt dygtige, mødestabile og engagerede social- og sundhedsassistenter i 30 timers stillinger (eller efter aftale), fordelt på dag- og aftenvagter med weekendvagt hver anden weekend, samt på søn – og helligdage.
Vi søger både til faste stillinger og til et enkelt barselsvikariat af 1 års varighed. Ansættelsestidspunktet er så hurtigt som muligt.

Vi er en stor arbejdsplads med mere end 150 medarbejdere. Vi arbejder tværfagligt med sygeplejersker, SSA’ere, SSH’ere, pædagoger og ergoterapeuter.

Vi har 46 borgere med forskellige behov, og opgaverne er både pædagogiske og sundhedsfaglige. Borgerne er fordelt på 8 huse, med en enkelt aflastningsplads. Borgere er fra 18 år til 77 år. Der er spændende udfordringer i hverdagene, og vi kan derfor garantere et afvekslende og meningsfyldt arbejde med mange faglige udfordringer.

Kompleksiteten af opgaverne er forskellige, og vi har brug for SSA’ere der har mod på at lære nyt, og som har erfaring i at navigere og prioritere i løsningen af sundhedsfaglige opgaver. Vi søger SSA’ere til to specifikke huse, hvor de sundhedsfaglige opgaver er med høj kompleksitet. Derfor vil der være undervisning, vejledning og sparring med sygeplejerskerne og andre tværfaglige kolleger. Vi har to dygtige koordinerende sygeplejersker, der løbende understøtter SSA’erne i deres arbejde.
 
Vi tilbyder et engageret arbejdsmiljø, hvor vi sammen arbejder for, at vores borgere har et dejligt hjem, at gæster og pårørende føler sig velkomne, og hvor vi favner alle borgere i et respektfuldt kollegialt fællesskab. Vi har et tæt værge- og pårørendesamarbejde, som et led i at forstå og sikre borgernes behov.

Vores relationsarbejde tager udgangspunkt i en anerkende tilgang, med fokus på det der virker, sådan at vores borgere, på trods af komplekse funktionsnedsættelser, oplever livskvalitet og føler sig taget om. Vi arbejder systemisk, hvor vi via samvær forsøger at forstå borgernes mønstre, i den kontekst borgeren er i nu og her. Vores kerneopgave er at sikre borgerne kvalitet i eget liv.  
 
Vi søger medarbejdere, der:
  • er fagligt dygtige og stabile personer, gerne med erfaringen indenfor mennesker med udviklingshæmning, psykiatri og demens
  • er erfaren med faglig dokumentation, og det vil selvfølgelig være en fordel at være kendt med omsorgssystemet CURA
  • er en god rollemodel, og er udviklings- og omstillingsparat, så vi kan levere den bedste service til vores borgere indenfor den givne ramme
  • kan bidrage til et godt tværfagligt samarbejde, og er optaget af trivsel på arbejdspladsen
  • er en person, der elsker et refleksivt fagligt miljø
  • har interesse i at være vejleder for studerende, og generelt har lyst til at koble sig i en lærende organisation
  • har kørekort

Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Er du nysgerrig og vil høre nærmere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte assisterende afdelingsleder, sygeplejerske Karen Vind Andersen på tlf 21373857, eller tilbudsleder Kirsten Larsen, tlf 23367133

Forud for endelig ansættelse i stillingen indhentes straffeattest.

Ansøgningsfrist er den 21. november, og ansættelsessamtaler finder sted den 27. november 2025.

Send ansøgning online
Du sender din ansøgning, CV og relevante bilag via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen ved at trykke på knappen "Send ansøgning".

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Log ind