Dygtig jurist til arbejdet med regulering af elnettet

fuldtid
Dygtig jurist til arbejdet med regulering af elnettet
  • Energistyrelsen
  • Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V
Har du lyst til at bruge dine juridiske kompetencer til at arbejde med regulering af eldistributionsnettet i Danmark? Sammen med os kan du være med til at sikre rammevilkår, som danner grundlag for elektrificeringen af samfundet og udbygningen med vedvarende energikilder.

Som jurist i team distributionsnet vil du komme til at arbejde med at sikre effektive rammer for driften og udbygningen af eldistributionsnettet til gavn for forbrugerne, virksomheder og den grønne omstilling. Elområdet er et interessant og komplekst område med høj politisk bevågenhed, hvor reguleringen nationalt er præget af en række EU-regler – både forordninger og direktiver.

Som jurist vil du arbejde med at fortolke og anvende de gældende regler samt bidrage til udviklingen af nye regler på både nationalt og internationalt plan. Vi søger derfor en kompetent jurist med overblik og sans for detaljen, som har interesse for at dykke ned i de faglige problemstillinger, der ligger til grund for juraen, og på den måde bidrage til at skabe fremtidssikrede rammer for drift og udbygning af elnettet.

Team distributionsnet indgår i en enhed med i alt 3 teams og ca. 30 medarbejdere med forskellige faglige profiler som f.eks. økonomer, jurister og ingeniører. Vi løser opgaverne og opnår de bedste resultater i tæt, tværfagligt samarbejde, og det gør vi en dyd ud af. Du bliver en del af en enhed, hvor faglig viden, arbejdsglæde og socialt samvær er i højsædet. Vi har det godt sammen, og foruden faglige ambitioner prioriterer vi fælles aktiviteter som fredagsbar, julefrokost og sommerfest mv.

Om jobbet I teamet arbejder vi med politisk betjening, interessevaretagelse i EU, fortolkning af regler, udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser samt juridiske analyser, udvikling af tiltag og initiativer og vurderinger af aktuelle energipolitiske problemstillinger. De forskellige juridiske opgaver bevæger sig inden for energi- og forsyningsretten med snitflader til forskellige retsområder som f.eks. EU-ret, konkurrenceret, forvaltningsret, selskabsret mv.

Dine primære opgaver vil omfatte:

  • Udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser med fokus på elforsyningslovens regler for elnetområdet, herunder implementering af EU forordnings- og direktivbestemmelser.
  • Policy-udvikling og ministerbetjening, herunder f.eks. juridiske vurderinger i forbindelse med nationale og EU-retlige problemstillinger.
  • Sagsbehandling og koordinering af interne og eksterne henvendelser vedr. netvirksomhedernes bevillinger og økonomiske rammer.
Derudover vil du også indgå i tværfaglige samarbejder og branchedialog i forbindelse med dine opgaver. Opgaveløsningen foregår ofte på tværs af forskellige teams, og sammen med andre faglige enheder i huset.

Der vil blive taget godt imod dig, og du får en god introduktion af kolleger, hvilket sikrer, at du hurtigt får mulighed for at sætte din juridiske metode i spil. Som jurist i Energistyrelsen bliver du en del af et jura-netværk, hvor du kan sparre med andre dygtige jurister og holde dig opdateret om aktuel udvikling på dit felt. Du vil desuden få tilknyttet en mentor, der også er jurist, som kender fagområdet. Samtidigt kan du søge sparring hos kolleger og ledelse som sikre din udvikling.

Om dig Du er uddannet cand.jur eller cand.merc.jur og har mindst 3-4 års relevant erhvervserfaring, enten fra en politisk organisation eller privat virksomhed, fx advokatbranchen eller fra en brancheorganisation. Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til lovgivningsarbejde eller med regler på energi- og/eller miljøområdet.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • Har stærke analytiske evner, har lyst at bidrage til at skabe resultater på et komplekst og tværfagligt område i udvikling.
  • Er skarp og præcis både i skriftlig og mundtlig formidling på dansk.
  • Kan arbejde selvstændigt og løsningsorienteret og trives med at tage ansvar for at styre og organisere arbejdsprocesser samt egne opgaver i et omskifteligt arbejdsmiljø med både korte og lange deadlines.
  • Har forståelse for og kendskab til EU-retten og evt. erfaring fra EU-forhandling og implementeringsarbejde er en fordel men ikke et krav.
  • Er opsøgende og proaktiv i forhold til opgaver og er nysgerrig på at lære nyt.
  • Er god til at samarbejde, har personligt drive og kaster dig gerne selvstændigt ud i nye opgaver.
Løn- og ansættelsesvilkår Der er tale om en fuldtidsstilling med ansættelse senest d. 1. August 2025. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten som specialkonsulent eller evt. chefkonsulent.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Energistyrelsen på adressen Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V.

Ved spørgsmål eller supplerende oplysninger til stillingen kan du henvende dig til teamleder Lars Martin Jensen tlf:+45 33 92 76 07 eller kontorchef Lars Nielsen tlf:+45 33 92 68 74.

Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Sådan ansøger du Din motiverede ansøgning sammen med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 02-06-2024. Samtaler vil blive afholdt løbende, efterhånden som ansøgningerne modtages.

Log ind