Driftsleder søges til Museum Silkeborg, Papirmuseet

fuldtid
Driftsleder søges til Museum Silkeborg, Papirmuseet
  • Museum Silkeborg S/I
  • Papirfabrikken 78, 8600 Silkeborg

Vi søger en kollega på Museum Silkeborg, som vil være driftsleder/daglig leder på Papirmuseet.

Vi søger en dedikeret person, der vil elske at formidle Silkeborgs papirhistorie og vil indgå som leder af et lille team af ansatte og frivillige som driver Papirmuseet i Silkeborg.

Personen vil få det overordnede ansvar for driften af Papirmuseet, herunder, i samarbejde med sine ansatte, at planlægge publikumsarrangementer, at lægge vagtplaner, booke rundvisninger og i det hele tage have overblikket over aktiviteterne i afdelingen.

Driftslederen vil udover sine mere overordnede opgaver deltage i omvisninger og produktion af håndgjort papir i formidlingssammenhænge. Vi søger med andre ord en person, der leder fra gulvet, og som også er aktiv i formidlingen.

Det er afgørende, at driftslederen har lyst til og evner for at arbejde med museets gruppe af frivillige papirmagere og omvisere. Det vil blive en vigtig opgave at fastholde de nuværende frivillige og tiltrække nye, der kan hjælpe med driften. 

Flair for praktisk arbejde er ubetinget en fordel. Såvel det at øse papir, som at omgås Papirmuseets forskellige gamle maskiner og redskaber, som stadig er i brug i dagligdagen, vil kræve, at hænderne er skruet rigtig på.

Kreative evner er også både brugbare og velkomne.  

Det er en fuldtidsstilling, der aflønnes efter HKs overenskomst. Man skal være indstillet på at arbejde i nogle weekender, ligesom der generelt vil være behov for at lægge flere arbejdstimer i sommerhalvåret end i vinterhalvåret.  Driftslederen refererer til museumsdirektøren.

Tiltrædelse snarest muligt.

Ansøgning sendes til on@museumsilkeborg.dk seneste d. 8. december kl. 12.00.

Der vil være samtaler d. 18. december.

Læs mere her

 

Papirmuseet er beliggende i Silkeborg Papirfabriks gamle bøttebygning, hvor der i sin tid blev lavet papir til de danske pengesedler.  Fabriksmiljøet er bevaret intakt og danner i dag rammen for formidlingen af historien om papirfabrikationen i Silkeborg, der startede med fabrikkens opførelse i 1844.

I juli og august er museet dagligt åbent. Udover resten af året er der faste åbningstider i nogle weekender, men det er som regel muligt at booke rundvisninger i hverdagene, hvilket mange grupper og skoleklasser benytter sig af. 

Papirmuseet har årligt knap 10.000 gæster, med en stigende tendens igennem de senere år. Papirmuseet er en afdeling af Museum Silkeborg.

 

Log ind