fuldtid
DMI søger vejrobservatør til vejrtjenesten i Skrydstrup
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) søger en vejrobservatør til vores vejrobservatør team på Flyvestation Skrydstrup.
Vil du være med til at løfte en samfundskritisk opgave og rådgive forsvaret med meteorologisk observations støtte til anvendelse af særligt flyvevåbnet? Som vejrobservatør giver du vitale input til piloter og flyveledere. Er du samtidig god til at arbejde selvstændigt og præcist, så læs mere her!
Dit nye job Da en af vores vejrobservatører er gået på pension efter mere end 50 års tjeneste, søges der en ny kollega til teamet, der består af i alt 6 vejrobservatører.
Du vil som vejrobservatør indgå i et vagthold med 5 kolleger der sikrer, at der året rundt - også i weekender og på helligdage - observeres vejrforhold i lufthavnen. I dagtimerne samarbejder du med den vagthavende meteorolog i Skrydstrup, mens du om natten og i weekenderne samarbejder med den vagthavende meteorolog i Karup. Det vil sige, at du om natten og i weekenderne arbejder alene på positionen i Skrydstrup.
Skiftende arbejdstider er en del af jobbet, da vagtpositionen er døgnbemandet med skift hver 12. time (kl. 07.00 og kl. 19.00). Du vil således både have dag og nattevagter. Arbejdet er rutinepræget med faste rammer, da vi understøtter flysikkerheden med præcise observationer. Du overvåger kontinuerligt vejret, mens du samtidig er klar til at koordinerer med meteorologerne, når vejret bliver udfordrende og omskifteligt, hvilket giver perioder med travlhed og andre perioder med tid til andre opgaver.
Om dig For at lykkes i stillingen skal du være professionel, selvstændig, ansvarsbevidst og gerne have mere end en stor interesse for vejret. Du skal kunne bevare overblikket og være god til at samarbejde, da samvirket med meteorologer og flyveledere er vigtigt, for at tilsikre de bedste forudsætninger for piloternes arbejde.
Du skal også kunne arbejde selvstændigt og kunne håndtere de skiftende arbejdstider, som skifteholdsarbejdet medfører.
Løn- og ansættelsesvilkår Arbejdstiden er 37 timer ugentlig, og ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst med HK stat. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Det er en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde godkendelsen under hele ansættelsen. Stillingen ønskes besat fra 1. april 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Enhedsleder Kristian Thestrup på telefon 20 37 60 05 eller mail krt@dmi.dk med emnet ”Spørgsmål til Stilling”.
På DMI er mangfoldighed en vigtig værdi for os, da vi tror på, at et inkluderende og alsidigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgning Send din motiverede ansøgning, CV, eksamensbeviser og evt. andre relevante bilag, så vi har det senest den 19. januar 2025.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 4 og 5.
For at søge stillingen skal du klikke på linket "Søg stillingen", og følge instruktionerne. Stillingen er til besættelse den 1. april 2025.
Billedkilde: Forsvarsgalleriet