Vil du stå i spidsen for Kornmarkskolen, hvor elevernes trivsel, læring og fællesskaber er i fokus?
Hillerød Kommune søger en engageret og retningsgivende distriktsskoleleder, der vil drive en velfungerende skole, og samtidig tage ansvar for at fortsætte arbejdet med at styrke alle elevers deltagelsesmuligheder i fællesskaber på skolen.
Om KornmarkskolenKornmarkskolen ligger fordelt på to matrikler i henholdsvis Skævinge og Ll. Lyngby i naturskønne omgivelser i Hillerød Kommune. Fritiden foregår i Hillerød Fritidsordning (HFO), der består af både SFO og klub.
Skolens inddeling i forskellige afdelinger i områder med mark og skov giver skolen unikke muligheder for at skabe gode og forskellige læringsmiljøer og fællesskaber på skolen.
Skolen har også en specialklasserække, Kompetencecenter Vest (KCV), som består af ca. 70 elever og 2 ledere. At skolen både består af en almenskole og en specialklasserække giver en unik mulighed for at samtænke de almene- og specialiserede læringsmiljøer og udvikle et stærkt samspil mellem almen- og specialpædagogik på tværs af skolen.
Kornmarkskolen er samtidig en vigtig del af det lokalsamfund, der omgiver den. En grundlæggende værdi på skolen er at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundet ved at være samlingssted, blandt andet med Skævinge Kultur, Idræts og Fritidshus som nabo. Den nye distriktsskoleleder skal derfor være et fyrtårn og fastholde det gode samarbejde i lokalsamfundene.
Skolens værdigrundlag tager udgangspunkt i, at alle børn har talenter, og skolen arbejder anerkendende og inkluderende med alle børn. Skolen prioriterer et tæt forældresamarbejde og arbejder systematisk med alle børns faglige og sociale udvikling. HFO er en integreret del af skolen, og der er et stærkt fokus på at have et godt samarbejde mellem pædagoger og lærere på skolen.
StillingenKornmarkskolen består af engagerede elever, medarbejdere og ledere, der alle brænder for at skabe en god hverdag præget af trivsel og læring. Skolens kultur er karakteriseret ved at have mange stærke traditioner og en fælles forståelse af vigtigheden af et godt samarbejde mellem ledere, medarbejdere, elever og forældre.
Som skoleleder skal du derfor tage afsæt i den eksisterende kultur, men samtidig arbejde med at udvikle og nytænke skolen. Du skal særligt sikre en stærkere fælles retning for hele skolen og et styrket samarbejde mellem de lokale afdelinger, Skævinge og Ll. Lyngby, samtidig med at du skal være tæt på og synlig i begge afdelinger.
Du får en særlig opgave i at fortsætte udviklingen af specialklasserækken, KCV, sammen med de to ledere af specialklasserne. Det er derfor en fordel, at du har viden og erfaring med ledelse af specialklasser, og du skal have en stor interesse i at udvikle kvaliteten i specialklasserækken og styrke samspillet med almenskolen.
Generelt skal du hele året arbejde struktureret med at understøtte samarbejdet om at sikre alle elevers deltagelsesmuligheder i stærke fællesskaber på skolen. I den forbindelse skal du kunne stille tydelige forventninger til personalegruppen, og samtidig have øje for, hvad der er brug for af viden og kompetenceudvikling for at skabe større blik for og tryghed i inklusionsarbejdet.
PersonaleledelseDu får ansvaret for at lede og motivere skolens ledelsesteam og medarbejdere med henblik på at nå skolens pædagogiske og faglige mål. Du vil være ansvarlig for den daglige drift og sikre, at økonomien balancerer, samtidig med, at skolens ressourcer udnyttes bedst muligt. Du skal derfor være god til økonomistyring og have et godt administrativt blik.
Du skal stå i spidsen for et ledelsesteam bestående af to afdelingsledere i almenklasserækken og to afdelingsledere i KCV samt en leder af HFO. Ledelsesteamet har det godt sammen og støtter op om hinanden og giver gerne hinanden en hånd på tværs af afdelingerne, når der er behov for det. Ud over lederteamet er der ca. 110 medarbejdere på skolen. En forudsætning for, at medarbejderne kan holde fokus på deres vigtige arbejde med elever og samarbejde med forældre, er, at der skabes de bedst mulige rammer for medarbejderne. Sammen med dit ledelsesteam skal du derfor sætte en retning for skolen med en klar faglig tyngde, og I skal sikre sammenhæng mellem kommunens og skolens mål og strategier og faglig ledelse tæt på medarbejderne.
Du vil få en særlig opgave i at udvikle samarbejdet inden for ledelsesteamet, som består af både nye og ledere, der har været på skolen i en årrække. Der er derfor behov for at styrke samarbejdet og den fælles linje i ledelsesteamet.
LederfællesskabetKornmarkskolen er en del af et stærkt skolevæsen, der består af 7 almene distriktsskoler, en 10. klasseskole, to specialskoler, en ungdomsskole, Ungdommens Uddannelsesvejledning og Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter. Som skoleleder i Hillerød Kommune er du en aktiv deltager i udviklingen af vores fælles skolevæsen, og du vil som distriktsskoleleder samtidig blive en del af et professionelt ledelsesfællesskab med de andre skoleledere samt souschefen og afdelingschefen for Skole og Unge.
Strategi og handleplan for stærke fællesskaber er netop blevet vedtaget af vores byråd. Derfor skal du sammen med lederfællesskabet og på tværs af børne- og ungeområdet arbejde for, at alle børn har ret til at være en del af stærke fælleskaber, hvor elevernes trivsel og læring er i fokus. Det er derfor en klar forventning, at du deltager og bidrager aktivt og nytænkende til forandringsprocessen og vægter de gode relationer og samarbejde på tværs af kommunen. Du skal derfor i denne sammenhæng generelt være god til og have mod til at håndtere og kunne navigere i et felt med forandringer og arbejde løsningsorienteret på en måde, som skaber ro og følgeskab blandt skolens ledere og medarbejdere.
Vi søger derfor en distriktsskoleleder, der:- Har omfattende ledelseserfaring fra skoleverdenen
- Har erfaring med at stå i spidsen for og udvikle stærke ledelsesteams og være leder af ledere
- Arbejder ambitiøst med, at alle børn har deltagelsesmuligheder i fællesskaber
- Arbejder engageret med at skabe en fælles retning og et godt arbejdsmiljø
- Forstår vigtigheden af dialog og samarbejde med skolens medarbejdere, elever, forældre, skolebestyrelse, skolelederkollegaer, andre fagområder og Skoleforvaltningen
- Kan kommunikere tydeligt og troværdigt og er synlig og nærværende i hverdagen på skolen
- Er empatisk og bidrager aktivt til gode arbejdsfællesskaber, både på skolen, som en del af lederfællesskabet og i Hillerød Kommune som helhed
- Kan tænke strategisk og proaktivt arbejde med udvikling af skolen i overensstemmelse med skolens og kommunens mål og strategier
- Har en særdeles god forståelse for økonomistyring og administrative opgaver
Personlige egenskaber:Du skal have en samarbejdende og modig tilgang til det at bedrive skoleledelse, hvor du ikke er bange for at sætte retning, selvom det kan give modvind i perioder. Du skal have et godt overblik med øje for, hvordan der kan skabes sammenhængskraft og synergi på tværs af skolen. Samtidig skal du være en stærk faglig og relationel leder, hvilket skal kunne ses i det løbende samarbejde og dialog med ledere, medarbejdere, elever og forældre.
Du skal samtidig være en tillidsskabende leder, som ønsker at være fælles om opgaverne i ledelsesteamet og både forstår at sætte en visionær retning, men også formår at være realistisk og vedholdende ift. at få implementeret og forankret det, der sættes i gang. Samtidig skal du være en leder, som har øje for, at alle medarbejdere og ledere føler sig set og anerkendt, samt stå i spidsen for aktiviteter, som sikrer en godt sammentømret personalegruppe på tværs af matriklerne, skole, HFO og almen- og specialklasserne.
AnsættelsesvilkårStillingen ønskes besat fra den 1. august 2025.
Distriktsskoleledere i Hillerød Kommune indplaceres på grundlønstrin 50, og lønnen fastlægges ud fra kvalifikationer.
Interesserede ansøgere opfordres til at kontakte chef for Skole og Unge, Lone Skovsbøll, på telefon 72 32 54 00 eller mail
lonjs@hillerod.dk.
Ansøgning sendes med CV, relevante eksamensbeviser samt relevante udtalelser.
Ansøgningsfristen25. maj 2025.
Vi holder første runde samtaler den 27. maj og anden runde samtaler den 25. juni.
Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.
I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.