Direktør til Styrelsen for Patientklager i Aarhus

fuldtid
Direktør til Styrelsen for Patientklager i Aarhus
  • Sundheds- og Ældreministeriet
  • Olof Palmes Allé 18H 18H, 8200 Århus
Vi søger en visionær direktør til Styrelsen for Patientklager, der vil videreudvikle styrelsens stærke faglige profil og samtidig kan lede en driftssikker og effektiv organisation.

Om Styrelsen for Patientklager
Du kommer til at stå i spidsen for en styrelse, hvis fornemmeste opgave er at sikre retssikkerheden for både patienter og sundhedspersoner, der er involverede i klage- og ankesager.

Styrelsen sikrer uvildig behandling af klage- og ankesager og har ansvar for at bygge bro og genskabe tilliden til sundhedsvæsenet i sager, hvor patienter eller pårørende oplever, at noget er gået skævt. Styrelsen bidrager derudover med at skabe et trygt, sikkert og lærende sundhedsvæsen.

Ambitionerne for kontinuerligt at udvikle og effektivisere behandlingen af klage- og ankesagerne er store, og videreudvikling af værdiskabende sagsbehandling og dialog med omverdenen, bedre brug af data og ny teknologi er centrale elementer for at realisere målene.

Herudover fungerer styrelsen som sekretariat for Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen, Det Psykiatriske Patientklagenævn, Det Psykiatriske Ankenævn, Abortnævnet, Abortankenævnet, Tvangsbehandlingsnævnet, Ankenævnet for Tilsynsafgørelser, Ankenævnet for Besøgsrestriktioner samt Godtgørelse for asbestofre.

Du refererer til departementschefen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet og indgår i ministeriets koncernledelse sammen med direktørerne for de øvrige styrelser på ministerområdet.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Til at stå i spidsen for styrelsen er der brug for en direktør med stærk beslutningskraft, solid ledelseserfaring og med en god forståelse for at lede en driftssikker og effektiv organisation. Det forventes, af den kommende direktør, at du:

  • har betydelig erfaring med drift af komplekse sagsområder
  • udviser synligt lederskab og formår at forene varetagelsen af styrelsens opgaver med en sund kultur med fokus på faglighed, trivsel og at være en attraktiv arbejdsplads
  • er ambitiøs og visionær med politisk og strategisk udsyn
  • har gennemslags- og beslutningskraft og evner at prioritere og sætte en klar retning samt skabe synlige resultater
  • besidder stærke kommunikationsevner og opbygger gode og tillidsfulde samarbejdsrelationer til styrelsens centrale interessenter
  • har stor energi, besidder personlig og professionel integritet, autencitet og ordentlighed i din ledelsesstil
Vi forventer, at du er fagligt velkvalificeret og har solid ledelseserfaring på højt niveau med dokumenterede gode resultater. Hertil kommer, at du har en relevant akademisk uddannelse.

Om ansættelsen
Ansættelse sker på overenskomstvilkår i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 3 (lønramme 39) på 5-årigt åremål.

Er du allerede tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Kongen.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde godkendelsen under ansættelsen.

Som en del af ansættelsen vil der blive udført test.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Svend Særkjær på tlf.: 5136 2723.

Er du interesseret
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Ansættelsessamtaler afholdes i København i uge 47 og 48.

Log ind