Direktør til Den Præhospitale Virksomhed – Region Nordjylland

fuldtid
Direktør til Den Præhospitale Virksomhed – Region Nordjylland
  • Region Nordjylland
  • 9000 Aalborg
Som direktør for Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland vil du få mulighed for at stå i spidsen for en virksomhed i udvikling, hvor høj faglighed, sikker drift og innovation er hinandens forudsætninger. Vi søger en handlekraftig og visionær leder, der med afsæt i et solidt fundament kan videreudvikle en afgørende del af sundhedsvæsnet i Nordjylland med stor betydning for borgernes tryghed og sundhed i akutte situationer.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.


Om jobbet som direktør
Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland er en højt specialiseret virksomhed med ansvar for det akutte beredskab uden for hospitalerne, herunder ambulancetjeneste, AMK-vagtcentral, liggende patienttransport, Øvrige Præhospitale Enheder (ØPE) samt uddannelse og sundhedsberedskab. Vi er en central aktør i det samlede sundhedsvæsen, og samarbejdet med hospitalerne, kommuner, almen praksis og det nære sundhedsvæsen er en forudsætning for, at borgerne får hurtig og kvalificeret hjælp – uanset hvor de befinder sig i regionen.

Som direktør bliver din vigtigste opgave at sikre en fast kurs, stabil og sikker drift samtidig med, at området udvikles og styrkes – både i det daglige og strategisk. Du skal kunne balancere fokus på faglig kvalitet, patientsikkerhed, økonomisk ansvarlighed og organisatorisk ledelse i en hverdag, hvor opgaverne ofte er uforudsigelige.

Den Præhospitale Virksomhed driver selv ambulancetjenesten og patienttransport i Aalborg-området og hele Vendsyssel, mens en privat udbyder driver ambulancetjenesten og patienttransport i Himmerland, Thy-Mors og Han Herred. Regionsrådet besluttede i april 2025, at områderne der i dag drives af den private udbyder, skal i udbud. Aktuelt er udbud under udfærdigelse og det skal afklares, hvem der skal drive denne del efter d. 1. april 2027. Det vil være en væsentlig opgave for direktøren at sikre, at udbudsprocessen bliver understøttet og implementeret.

Med reference til den nye sundhedsreform vil du få en central rolle i at omsætte reformens intentioner til konkrete løsninger i tæt samarbejde med bl.a. Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland. Vi skal sammen finde nye veje til et styrket og mere integreret præhospitalt samarbejde mellem hospitalerne, kommunerne, praktiserende læger og det nære sundhedsvæsen.

Du vil få ansvar for en organisation med ca. 400 ansatte, hvor vi har et stærkt beredskab, højt kvalificerede medarbejdere og et stort fokus på udvikling og samarbejde på tværs. Vi arbejder målrettet og udviklingsorienteret med digitalisering og data for at understøtte de rette beslutninger og sikre bedst mulig hjælp til borgerne. Du vil indgå i et tæt ledelsesmæssigt parløb med den lægefaglige direktør for området. Den Præhospitale Virksomhed har de senere år været igennem en stor udvikling, og sammen med den lægefaglige direktør, skal du med forståelse for kultur og strategi sikre, at alle led i organisationen er klar til fremtiden.

Opsummeret får direktøren ansvar for mange vigtige opgaver i et sundhedsvæsen under forandring, herunder:
  • at sikre en driftssikker, robust og professionel præhospital indsats, som skaber tryghed og sammenhæng for borgerne.
  • at skabe retning og rammer om roller og ansvar på tværs af organisationen med blik for de spor, der allerede er lagt.
  • at arbejde datadrevet og understøtte beslutninger med relevante analyser og indsigter, så vi lever op til forventningerne om at være en moderne serviceorganisation med fokus på let og lige adgang til sundhedsvæsenet.
  • som formand for MED-udvalget (lokalt samarbejdsudvalg) være med til at skabe rammerne for et konstruktivt og tillidsbaseret samarbejde og sikre, at DPV’en opleves som en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø for alle faggrupper.
  • med reference til sundhedsreformen sikre udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen gennem et styrket samarbejde med aktører i og udenfor Region Nordjylland.
  • at bidrage til et tæt og tillidsfuldt samarbejde med direktionen, politikere og koncernledelsen.


Et job med mening og indflydelse
At være direktør for Den Præhospitale Virksomhed er en unik toplederstilling i et område med høj faglighed, stort ansvar og afgørende betydning for borgerne i Nordjylland. Du vil få mulighed for at præge udviklingen af det præhospitale område i en region, hvor vi er dygtige til at samarbejde både internt og eksternt.  Du vil stå i spidsen for en organisation med dedikerede medarbejdere og en stærk kultur baseret på faglighed, samarbejde og engagement. Stillingens titel er direktør for Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland. Du refererer til koncerndirektøren med særligt ansvar for sundhed. Du vil blive fast medlem af det øverste ledelsesforum i Region Nordjylland, Koncernledelsen.


Uddrag - erfaringer og kompetencer
  • Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, solid ledererfaring og eventuelt efteruddannelse inden for ledelse.
  • Det er ikke afgørende, om du har sundhedsfaglig baggrund, men det er en fordel, at du har indsigt i sundhedsområdet og det præhospitale felt.
  • Du har erfaring med ledelse af ledere, ideelt set fra en politisk ledet eller offentlig organisation.
  • Du har dokumenteret strategisk, økonomisk og organisatorisk forståelse og evne til at omsætte visioner til konkret handling og bæredygtige løsninger.
  • Du agerer jordnært, kan være uformel og formår at skabe tillid og relationer – både internt i organisationen og eksternt med samarbejdspartnere og medier.
  • Du kommunikerer klart og tydeligt – mundtligt såvel som skriftligt – og har gerne erfaring med pressehåndtering og offentlig kommunikation.
  • Du baserer din ledelse på Region Nordjyllands værdier: Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme (iTOP).
  • Du trives i samarbejdet – og får energi af at være en del af en engageret ledelsesgruppe, hvor du skal indgå i et parløb med den lægefaglige direktør.


Hvis du vil vide mere
Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte koncerndirektør Anne Bukh på tlf. 4062 2696, mail:  a.bukh@rn.dk eller partner i Genitor Christian Roslev på tlf. 2520 1505 eller chro@genitor.dk.

Læs mere om opgaven og rollen i den uddybende job- og personprofil
Læs mere om den Præhospitale Virksomhed


Ansættelse og tidsplan
Ansættelse sker i henhold til aftale for chefer og rammeaftale om kontraktansættelse.
Tidsplanen er som følger:
  • Ansøgningsfrist den 3. september 2025.
  • 1. samtalerunde afholdes den 11. september 2025
  • 2. samtalerunde afholdes den 25. september 2025.
  • Kandidater der går videre til 2. samtale, skal forvente at afsætte tid til personlighedstest og opfølgende samtale.
  • Der er opstart i jobbet den 1. november 2025


Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Log ind