Det Kongelige Teater søger kunstnerisk leder til Balletskolen

fuldtid
Det Kongelige Teater søger kunstnerisk leder til Balletskolen
  • Det Kongelige Teater og Kapel
  • August Bournonvilles Passage 2, 1055 København K
Vil du være med til at forme fremtidens ballet og skabe en uddannelse, hvor klassisk tradition møder moderne pædagogik? Det Kongelige Teaters Balletskole søger en kunstnerisk leder, der med vision, faglig styrke og ledelseserfaring kan sikre et konstant højt niveau i undervisningen – og samtidig understøtte elevernes trivsel og udvikling i et ambitiøst læringsmiljø.

Om Balletskolen
Det Kongelige Teaters Balletskole er fyrtårnet i Danmark indenfor balletundervisning, og vi er stolte af det ansvar og den forpligtelse, det indebærer at være den eneste professionelle balletuddannelsesinstitution herhjemme. Skolen er også et særligt børne- og ungemiljø med både ballet- og skoleuddannelse, der danner rammen om en stor del af elevernes liv. Balletskolen er derfor en særlig skole og med det følger et særligt ansvar for at sikre den enkelte elevs trivsel i et ambitiøst læringsfællesskab.

Det Kongelige Teaters Balletskole er en kunstnerisk uddannelsesinstitution, der uddanner klassiske balletdansere på internationalt niveau med udgangspunkt i den enkelte elevs trivsel og potentialer. Skolen på Kongens Nytorv har i skoleåret 2025/26 ca. 100 talentfulde elever fra 1.–9. klasse og 17 elever på aspirantniveau fra 1.–3. HF.

Med en gradvis udfasning af de yngste klasser og afskaffelsen af stopprøver, skal skolen ved optaget til 5. klasse skærpe udvælgelsen af elever med potentiale for en stærk balletfaglig udvikling til om med 9. kl. Samtidig vil du som kunstnerisk leder medvirke til at forme et nyt tilbud om balletundervisning i fritiden til børn fra 2.-4. klasse, som ikke fremover kan optages på Balletskolen endnu. Samtidig vil det være din opgave at bygge et stærkt samarbejde med private balletskoler i hele landet med henblik på at styrke rekrutteringen.

Medarbejderne på Balletskolen er 13 balletlærere, tre pædagoger, et sundhedsfagligt team og et administrativt team. For vores grundskole har vi et tæt samarbejde med N. Zahles Gymnasieskole om Læseskolen og med Falkonergårdens Gymnasium og HF om vores aspirantuddannelse, og har et bredt netværk af samarbejdsskoler og kulturskoler i hele landet.

Vi arbejder med en helhedsorienteret tilgang, hvor moderne pædagogik, mental trivsel og sportspsykologi går hånd i hånd med klassisk ballettradition.

Læs mere om Den Kongelige Balletskole

Om stillingen
Som kunstnerisk leder er du den balletfaglige og kunstneriske frontfigur for Balletskolen og har personaleansvar for balletlærerne. Du refererer til chefen for Balletskolen. Din hovedopgave er at udvikle og fastholde et højt balletfagligt niveau og sikre en tydelig faglig rød tråd mellem Balletskolen og Den Kongelige Ballet.

Balletskolen arbejder i disse år med flere store strategiske udviklingsindsatser, hvorfor du skal have et autentisk engagement omkring det at skabe og fastholde et kunstnerisk ambitiøst læringsfælleskab i forandring.

August Bournonvilles historiefortællende fokus er et særkende for Den Kongelige Ballet, og den danske tradition er unik set i et internationalt perspektiv. Det forventes derfor, at du i arbejdet med at udvikle fremtidens dansere styrker Bournonvilles kunstneriske betydning og aktualisere hans arv i dialog med elever, undervisere og omverdenen.

Dine ansvarsområder omfatter bl.a.:

  • Tilrettelægge al balletundervisning, så læreplanerne matcher kravene til professionelt virke
  • Sikre sammenhængskraften mellem Balletskolen og kompagniet gennem tæt dialog med balletchefen og instruktører
  • Implementere og justere skolens læreplaner samt udvikle aspirantuddannelsen
  • Planlægge optagelsesprøver og årsvisninger
  • Ansætte og udvikle balletundervisere med fokus på pædagogiske og didaktiske kompetencer
  • Fastholde Bournonville-traditionen som fundament og integrere elementer fra det klassiske repertoire
  • Styrke og udvide rekrutteringsnetværket nationalt og internationalt, herunder medvirke til at etablere en bredere og mere mangfoldig tilgang til rekruttering af elever til skolen
  • Have fokus på elevernes trivsel, mentale udvikling og sportspsykologiske arbejde
  • Sikre et tæt og konstruktivt samarbejde med forældrene, præget af tydelig og empatisk kommunikation
  • Bidrage til at implementere skolens strategi og skabe et godt arbejds- og undervisningsmiljø
Du skal som kunstnerisk leder være smittende optaget af scenekunstneriske og kunstpædagogiske processer og for at skabe læringsmiljøer, der udvikler børn og unge, og hjælper dem med at folde deres kunstneriske potentiale ud. Du motiveres af at skabe trygge, kreative rum, hvor nysgerrighed og mod kan vokse, så såvel medarbejder og eleverne udvikler deres talent og finder glæde ved den kunstneriske læringsproces.

Dine kvalifikationer
Du har en stærk balletfaglig profil og solid ledelseserfaring, er en tydelig leder, som motiverer og udstikker en klar retning, implementerer, involverer og kommunikerer om strategiske indsatser og udviklingsopgaver, så der sikres sammenhængskraft for både elever og medarbejdere. Du har:

  • Omfattende erfaring som balletdanser, instruktør eller koreograf
  • Indgående kendskab til Bournonville-traditionen
  • Erfaring med undervisning og uddannelse af balletelever og aspiranter
  • Dokumenteret erfaring med personaleledelse og udviklingsprocesser
  • Økonomisk indsigt og forståelse
  • Et nationalt og internationalt netværk inden for ballet
  • Stærke samarbejds- og kommunikationsevner
Du skal trives i at navigere mellem forskellige dagsordner blandt mange aktører, være god til at etablere relationer og have en naturligt imødekommende tilgang til Balletskolens mange interessenter, interne som eksterne, nationale som internationale. Være nysgerrig, undersøgende og holder dig opdateret på feltet.

Du bliver en del af en skole, hvor vi aktivt arbejder med at udvikle vores bevidsthed om trivsel, diversitet og inklusion på arbejdspladsen og på at skabe et trygt miljø, hvor alle har mulighed for at udfolde sig og vokse både fagligt og personligt, Teatret er en kulturinstitution med mange forskellige faggrupper, der bobler af lige dele kreativitet og faglig stolthed. På Balletskolen vil du møde en uformel samarbejdsform og et engageret fagligt miljø, hvor vi anser kollegial sparring og refleksion er et vigtigt redskab til at gøre os klogere på det, vi gør.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på individuel kontrakt eller efter relevant statslig overenskomst.

Startdato: 1. april 2026. Stillingen er tidsbegrænset indtil 30. april 2028.

Ansættelsessted: Det Kongelige Teaters Balletskole, Kongens Nytorv.

Du refererer til Balletskolens øverste chef.

Aften- og weekendarbejde vil forekomme.



Sådan søger du
Søg stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen”. Husk at vedlægge CV, anbefalinger og andre relevante dokumenter.

Ansøgningsfrist: 6. februar 2026

Vi forventer at afholde samtaler i uge 9 eller 10

Som en del af ansættelsesforløbet indgår et testforløb.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Direktør for Børn og Udvikling Dorthe Paulli på dopa@kglteater.dk



Log ind