Forestil dig at arbejde med den digitale side af vores rige, danske kulturarv. At gøre ældgamle manuskripter, historiske avissider, millioner af radio- og tv-programmer og utallige andre online objekter tilgængelige for nysgerrige sjæle over hele landet. På Det Kgl. Bibliotek går vi bag facaden af bøger og læsesale ind i en verden, hvor tradition møder digital innovation.
Vi søger to engagerede og kompetente teamleads til to af vores produktteams: Team Indsamling og Team Bevaring, der arbejder med hhv. indsamling og bevaring af digital kulturarv. Som teamlead vil du spille en central rolle i både den faglige ledelse af teamet og i den tekniske udvikling, hvor du vil være en spillende træner med din udviklerbaggrund. Vi arbejder agilt og forventer, at du har erfaring med denne arbejdsform og kan bidrage til en effektiv og smidig udviklingsproces. Du vil være med til at sikre udviklingen af gode og vedligeholdelsesvenlige løsninger, som giver både stabilitet og muligheder for genbrug.
Dit nye team Du bliver den daglige faglige leder for et team af dygtige udviklere og applikations-driftere, som er specialiserede i arbejdet med indsamling og bevaring af digital kulturarv. De to teams bygger automatiserede workflows til indsamling og bevaring af danske hjemmesider, radio/TV, aviser, musik, e-bøger mm. Du sætter retning for teamet sammen med Product Owner og bidrager selv til opgaveløsningen. Samtidig har du et stærkt samarbejde med dine teamleder-kolleger og faglige eksperter på tværs af Det Kgl. Bibliotek. Du referer til en afdelingsleder og forventes at have et tæt samarbejde med denne, om løbende at udvikle teamet såvel som produktområdet.
Du bliver en del af området Digital Transformation, som tæller godt 100 dedikerede medarbejdere, der arbejder i specialiserede teams med unikke fokusområder, men som alle har et fælles mål: At styrke Det Kgl. Biblioteks digitalisering. Vi har en stærk kultur for både virtuelle samarbejdsformer og ansigt-til-ansigt møder, både til faglig fordybelse og ved sociale arrangementer. Vi er ca. 50 udviklere fordelt på 9 udviklingsteams, så der er rig mulighed for sparring og faglig udvikling.
Jobbeskrivelse og opgaver - Uddelegerer opgaver til team-medlemmerne og sikrer, at teamet trives og leverer.
- Afvise opgaver, der ikke følger det vedtagne opgaveflow.
- Samarbejde med afdelingslederne omkring trivsel og kompetenceudvikling af teammedlemmer.
- Samarbejde med teamets Product Owner og andre interessenter i forhold til at planlægge sprints og give input til roadmaps.
- Spillende træner der bidrager til design, udvikling og vedligehold af vores applikationer.
- Samarbejde på tværs af flere afdelinger på biblioteket og arbejde tæt sammen med DT’s ledelse, andre teamledere og kolleger på tværs af fagligheder på biblioteket.
- Løsning af opgaver med varierende kompleksitet og størrelse ved brug af agile metoder (Scrum/Kanban).
- Drive innovationsprojekter og sikre en høj standard af kodekvalitet.
Faglige kompetencer - Erfaring med uformel ledelse er et plus.
- Stærk på agile metoder og samarbejdsprocesser.
- Udvikler-profil med et solidt kendskab til/eller erfaring med java-udvikling, samt gerne kendskab til arbejde med workflows-udvikling og håndtering af meget store datamængder.
- Solid erfaring med design og udvikling af IT-systemer, herunder erfaring med Maven og gerne kendskab til Jenkins til automatisering.
- God forståelse for systemarkitektur, distribuerede systemer og evne til at løse komplekse problemstillinger.
- Plus: Erfaring med Open Api (Swagger) og REST teknologier.
Personlige kompetencer - Selvstændig arbejdsmåde med fokus på samarbejde og teamorienterede løsninger.
- Erfaring med agile metoder og lyst til at bidrage til et dynamisk arbejdsmiljø.
- Empati og social intelligens – Evne til at forstå teamets behov og skabe et positivt arbejdsmiljø.
- Stærke kommunikationsevner – Tydelig og åben kommunikation samt evnen til at formidle komplekse idéer klart.
- Beslutningsevne – Evne til at træffe hurtige og velovervejede beslutninger.
- Fleksibilitet – Villighed til at tilpasse sig nye udfordringer og teknologier.
- Motivation og lederskab – Evne til at inspirere og motivere teamet til fælles mål.
Teknologier Vi er primært et Java-hus. Vores teams arbejder derudover med følgende teknologier: Apache NiFi, Preservica, GoAnywhere MFT, Grafana, Heritrix og Browsertrix webcrawlere, PostgreSQL databaser, REST services mm. Derudover, har vi ét team dedikeret til at arbejde med containerteknologi, som vi forventer også vil gøre sit teknologiske indtog på de øvrige udviklings-teams i de kommende år.
Vi har en stor portefølje af egenudviklede systemer, men bruger også standardløsninger, hvor det giver mening. Vi har truffet en principiel beslutning om at gøre så meget kode som muligt
open source og anvende åbne standarder. Se evt.
vores GitHub-repository.
Kort sagt: Vi sikrer, at den digitale kulturarv er tilgængelig for fremtiden - også om 500 år - samtidig med at vi i nutiden understøtter Det Kgl. Biblioteks digitale transformation på alle forretningsområder.
Hvis du er klar til en udfordrende og givende rolle i hjertet af den danske kulturarvs digitale transformation, så er dette muligvis din næste karrieremulighed. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og høre, hvordan du kan bidrage til vores team og projekter på Det Kgl. Bibliotek.
Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes efter fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 – (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for IT-medarbejdere (PROSA) i statens tjeneste.
Arbejdstid:
Vi arbejder 37 timer om ugen, inklusive frokostpause, hvor du vil have rig mulighed for at nyde godt af vores kantine.
Lokation: Dit primære ansættelsessted vil Den Sorte Diamant Søren Kierkegaards Pl. 1, 1221 KBH eller Victor Albecks Vej 1, 8000 Aarhus.
Fleksibilitet: Vi vægter din livskvalitet højt og tilbyder fleksibel arbejdstid samt muligheden for at arbejde hjemmefra op til to dage om ugen.
Fællesskab: Du har mulighed for deltagelse i vores personale- og kunstforeninger.
Sikkerhed: Vær opmærksom på, at en straffeattest skal fremlægges før endelig ansættelse.
Ansøgning Vedlæg din ansøgning, CV, eksamensbeviser og eventuelle anbefalinger.
Stillingen kan kun søges elektronisk via linket ”søg stillingen”, senest den 09. juni 2025 kl. 24.00.
Yderligere information vedrørende stillingen kan fås ved kontakt til afdelingsleder Bjarne Andersen på
bja@kb.dk / telefon: 25662353.
Vi holder 1. samtaler den 16. juni og planlægger 2. samtaler den 19. / den 20. juni. Der vil blive lavet personlighedstest af kandidater, som går videre til 2. runde.
Ved eventuelle tekniske problemer, kontakt venligst HR Manager Talent Solutions Support på tlf. 7244 0644.