Deltidspædagog søges til skole-SFO

deltid
Deltidspædagog søges til skole-SFO
  • Byskolen Gnist S/I
  • Studsgade 33, 8000

✨ BLIV EN DEL AF TEAM GNIST ✨
Vi søger en erfaren pædagog med et stort hjerte og blik for børn, som har lyst til at være en del af vores SFO, “Eftergløden”, sammen med en masse skønne børn fra 0-4. klasse og deres voksne på Byskolen Gnist. Er du varm, indlevende og tydelig? Nysgerrig og rammesættende? Åben og reflekteret omkring din egen praksis? Så er det måske lige dig, vi leder efter.

Som pædagog i Eftergløden får du medansvar for at udvikle SFO’en som et levende, trygt og inspirerende fællesskab og for at planlægge aktiviteter med fokus på leg og kreativitet, og med børnenes egne interesser for øje. Vi opfordrer også til at bringe dig selv i spil og vise os og børnene, hvad du interesserer dig for. Kan du noget med musik, elsker du at danse, kan du bygge og arrangere lege, eller er du kreativt anlagt i den ene eller anden retning, er det et stort plus! På Gnist deler vi ud af os selv og vores interesser, og som projektbaseret skole er vi helt afhængige af folk i huset, der brænder for noget - uanset hvad det er. Vi glæder os til at høre, hvem du er, og hvad du står for.

I din pædagogiske praksis er du god til at læse børns intentioner, se deres styrker, møde dem velvilligt og se bagom adfærd. Du kommunikerer dine forventninger tydeligt og respektfuldt, ser indad når en relation udfordrer, sætter alderssvarende grænser og tager del i børnenes begejstring over stort og småt.

Vi ser også gerne, at du ikke er bange for at tage fat på praktiske opgaver – vi er et lille team, så her hjælpes vi ad med alt fra at tømme skraldespande og lave formiddagssnacks til at brygge kaffe til hinanden og gøre rent efter os selv og sikre, at hverdagen glider smurt i hele huset for både børn og voksne.

Vi tilbyder et innovativt arbejdsmiljø bygget på pionerånd, hvor vi er sammen om tingene og der ikke er langt fra tanke til handling - en unik mulighed for at være med til at forme fremtidens skole i hjertet af Aarhus.

Stillingen er på 20 ugentlige faste timer, som ligger fortrinsvis om eftermiddagen. Der er mulighed for vikartimer og flere faste timer i fremtiden, samt i forbindelse med undervisningen.

Ansøgninger modtages hurtigst muligt. Samtaler afholdes løbende. Skriv til job@gnistskolen.dk, markér emnefeltet “Pædagog - deltid”.

Vi glæder os til at høre fra jer!

KH Team Gnist 

Log ind