Har du stærke kompetencer inden for databeskyttelsesretten? Og kunne du tænke dig at bruge din faglighed i en helt central rolle i arbejdet med databeskyttelse i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern? Stillingen som databeskyttelsesrådgiver (DPO) På Uddannelses- og Forskningsministeriets område arbejder vi med store mængder af personoplysninger, bl.a. i forhold til SU-modtagere og studerende, og informationssikkerheds- og databeskyttelsesområdet har et væsentligt ledelsesmæssigt fokus i koncernen.
Som databeskyttelsesrådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern vil du have en central rådgivnings- og overvågningsrolle i forhold til koncernens overholdelse af de databeskyttelsesretlige regler. Du vil få en høj grad af selvstændighed i tilrettelæggelsen og varetagelsen af dine opgaver og få rig mulighed for at bidrage, når linjen i koncernens arbejde med databeskyttelse lægges.
Stillingen er organisatorisk placeret i Direktionssekretariatet i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, men databeskyttelsesrådgiveren er uafhængig i varetagelsen af sine opgaver, og du vil rapportere til den øverste ledelse i både departementet og styrelsen. I dit daglige arbejde vil du i vidt omfang samarbejde med Kontoret for Forskningssikkerhed, Informationssikkerhed og Databeskyttelse, som ligeledes er organisatorisk placeret i styrelsen og som varetager opgaver vedrørende informationssikkerhed og databeskyttelse for hele koncernen.
Direktionssekretariatet består af følgende enheder: Ledelsesbetjening af direktionen, Den digitale arbejdsplads, Presse og kommunikation samt DPO-funktionen, og har i alt 20 medarbejdere. Fælles for alle enheder er, at vi arbejder tæt på direktionen.
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Om dig Vi forventer som udgangspunkt, at du har en juridisk baggrund, og at du har et indgående kendskab til de databeskyttelsesretlige regler.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en lignende stilling og har erfaring med at navigere i samspillet mellem de databeskyttelsesretlige regler og informationssikkerhedsstandarderne, men også hvis du har indsigt i rammerne for it-udvikling og -drift i staten.
Vi lægger derudover vægt på, at du:
- Har gode samarbejdsevner og vil bruge din faglighed på i fællesskab med resten af koncernen at arbejde for det rette niveau i koncernens behandling af personoplysninger.
- Forstår at uddrage det væsentlige i komplicerede problemstillinger og på den baggrund kan rådgive den øverste ledelse og andre samarbejdspartnere i koncernen.
- Har overblik og kan se, hvor det er vigtigst at fokusere og prioritere din indsats.
- Kan oparbejde en god forretningsforståelse.
- Har et stort fokus på løbende at udvikle dine kompetencer og på at opbygge og vedligeholde et bredt netværk på det databeskyttelsesretlige område.
Skal du være med til at forme fremtiden? Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en ambitiøs arbejdsplads, hvor dygtige og engagerede medarbejdere bidrager til et miljø præget af samarbejde, trivsel og resultater.
Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Christian Vinther på telefonnummer 7231 9161 eller kontorchef Lise Jürgensen på telefonnummer 7231 8055.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes samt opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele ansættelsesperioden.
Søg stillingen Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest
mandag 2. juni 2025 kl. 12:00. Vi forventer at holde to samtalerunder. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedsanalyse, og der kan forventes en faglig case. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen I styrelsen har vi ansvar for en bred vifte af opgaver, der går ud på at forvalte de retlige rammer og statslige bevillinger til forskning, videregående uddannelse, videnbaseret innovation og SU – både nationalt og internationalt. Vi bidrager samtidig til den løbende drift, styring, kvalitetsudvikling og tilsyn med institutionerne på ministerområdet.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen