Dataagent til en af Vestens mest dynamiske efterretningstjenester

fuldtid
Dataagent til en af Vestens mest dynamiske efterretningstjenester
  • Forsvarets Efterretningstjeneste
  • Kastellet 30, 2100 København Ø
Vil og kan du sikre at alle Forsvarets Efterretningstjenste(FE)’s medarbejdere til en hver tid, har en IT arbejdsplads, der bare spiller?
Så har du nu muligheden for at komme med på holdet af IT hardware supportere i FE.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du vil være med til at sikre, at den fysiske IT-verden fungerer optimalt. Det omfatter alt fra udstyr på skrivebordet til alt, der er i mødelokaler. Dine opgaver spænder vidt og inkluderer varemodtagelse, opsætning, udskiftning, nedtagning og adskillelse af udstyr, der skal destrueres.

Vi forventer, at du har fysikken i orden til at løfte og installere almindeligt IT-hardware, men ved tungere opgaver arbejder du altid sammen med en kollega. Du skal også kunne kommunikere klart på både dansk og engelsk, især når du arbejder i vores sagsbehandlingssystemer eller læser manualer og instruktioner til udstyr.

Evnen til at arbejde selvstændigt er vigtig, da mange opgaver kræver, at du arbejder alene. Din dag starter med at skabe dig et overblik over de opgaver, der er kommet ind i vores indbakke. Du prioriterer dem og løser dem, hvilket kan være alt fra at udskifte et keyboard, flytte en arbejdsplads, fikse en printer, fejlsøge på forbindelser eller modtage og opbevare vare. Du vil også være involveret i vores destruktionsproces.

Vi tilbyder fleksible arbejdstider, så hvis du har brug for at starte senere eller gå tidligt, kan det aftales. Dagen slutter med, at du rydder dit skrivebord og tager hjem – og du kan ikke tage arbejdet med dig, så din fri tid er helt fri.

Du og din baggrund er vigtig
Din faglige baggrund er ikke det vigtigste; det er derimod din personlige tilgang til at yde god og stabil service til alle i FE, uanset hvor de befinder sig i organisationen. Det er vigtigt, at du kan arbejde godt sammen med andre og er omstillingsparat, da opgaverne hurtigt kan ændre sig. Du har selvfølgelig et solidt kendskab til IT-hardware og kan kende forskel på for eksempel et USB- og HDMI-kabel.

Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 13 juni 2025
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 25-27 og stiler mod en ansættelse fra 1.september 2025 Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på mail: 22376@ddis.dk hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind