Er du optaget af IT-sikkerhed og kan du ikke lade være med at dykke ned i nyeste viden om alt fra overvågningsgadgets til netværksopsætning og apps? Så er du måske Dansk Stalking Centers nye IT-sikkerhedsspecialist, der skal hjælpe mennesker udsat for stalking og digitale krænkelser.
Den digitale stalking er ofte vanskelig at dokumentere og dermed også svær at stoppe. Derfor mangler vi dig, der er motiveret for at undersøge, rådgive og hjælpe centrets brugere i forhold til digital sikkerhed, afskærmning og dokumentation. I stillingen som IT-sikkerhedsspecialist skal du være med til at udvikle og understøtte organisationens indsats mod digital stalking og digitale krænkelser.
Som ansat i Dansk Stalking Center får du en unik mulighed for at bidrage til en organisation i rivende udvikling. Dansk Stalking Center er en mindre organisation, hvor der ikke er langt fra tanke til handling og du vil i høj grad være med til at udvikle dine egne arbejdsopgaver. Det er derfor vigtigt, at du er selvstændig og trives med at stå på egne ben, da du vil få ansvaret for IT-fagligheden i organisationen. I dag har vi tilknyttet en frivillig IT-rådgiver til centrets telefonrådgivning og en IT-studentermedhjælp 2 dage om ugen – herudover vil du skulle samarbejde med en bred vifte kollegaer med andre fagligheder.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:
· Rådgive og hjælpe stalkingudsatte om digital sikkerhed og dokumentation
· Udføre konkrete undersøgelser og dokumentationsopgaver i sager
· Udvikle indsatser, der kan forebygge digital stalking og digitale krænkelser
· Understøtte den fortsatte opbygning af Dansk Stalking Centers unikke interventionsekspertise indenfor digital stalking og digitale krænkelser
· Varetage samarbejde med fx Krisecentre, Politi, Tech-virksomheder og andre relevante aktører
· Varetage en række ad hoc-opgaver med henblik på at sikre IT-driften af centret
Vi tilbyder:
· En unik stilling, hvor du med din IT-faglighed kan være med til at gøre en stor forskel for brugere udsat for stalking samt fagpersoner fra politi, kommuner mv.
· En bred opgave porte-folio, hvor du i høj grad kan være med til at præge arbejdet
· Erfaring i at arbejde i en tværfaglig organisation, hvor du skal samarbejde med fx psykologer, jurist og videns konsulenter.
· Et godt kollegialt miljø med en uhøjtidelig omgangstone
· Muligheden for at blive en af de førende eksperter inden for digital stalking og digitale krænkelser
Vi ønsker os en medarbejder der:
· Har en bred viden indenfor IT og en naturlig nysgerrighed for hele tiden at være opdateret og sætte sig ind i ny viden
· Har praksis erfaring i at arbejde med IT-sikkerhed og/eller support
· Har fagligt kendskab og erfaring i arbejdet med både software og hardware
· Er selvkørende og initiativrig, og har lyst til at tale med mennesker i forskellige situationer
· Er en god formidler og formår at omsætte teknisk viden til ”hverdagssprog”
Praktisk:
Vi er på udkig efter den rette medarbejder og forestiller os en 37 timers ansættelse - vi kan være fleksible omkring det endelige timeantal. Arbejdsopgaverne vil primært udføres i tidsrummet 8-17, med mulighed for én hjemmearbejdsdag om ugen.
Din arbejdsplads vil være: Emdrupvej 28A. 4. sal, Kbh Ø 2100
Send din motiverede ansøgning samt CV til job@danskstalkingcenter.dk
Ansøgningsfrist torsdag d. 12.02.2026 kl. 12.00 og samtaler forventes afholdt i uge 8.
Spørgsmål til stillingen kan rettes til leder af Interventionscentret Karin Hammer-Jakobsen, tlf. 25216079
Om Dansk Stalking Center
Dansk Stalking Center er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der har til formål at hjælpe alle, som er berørt af stalking. Konkret er det organisationens mål at forebygge og stoppe stalking, at oplyse om stalking, samt at bedrive fortalervirksomhed og derved arbejde for at forbedre vilkårene på stalkingområdet. Dansk Stalking Center består af et Videnscenter og et Interventionscenter og har 18 medarbejdere ansat.
Dansk Stalking Centret er nordens eneste center, der arbejder specialiseret med stalking. Hvert år modtager centrets telefonrådgivning omkring 1.600 opkald fra personer berørt af stalking. Derudover hjælper centret omkring 500 stalkingudsatte, udøvere og pårørende i form af samtale- og rådgivningsforløb i centrets specialiserede intervention.