Dansk Stalking Center søger en ny psykologkollega i København

deltid
Dansk Stalking Center søger en ny psykologkollega i København

Brænder du for klinisk arbejde indenfor voldsområdet? Er du en ambitiøs og erfaren psykolog, som kan varetage behandling af stalkingudsatte og -udøvere? 

Om stillingen

Som psykolog i Dansk Stalking Center vil din hovedopgave være at afvikle individuelle terapeutiske forløb - og i mindre omfang gruppeforløb og på længere sigt andre opgaver, som f.eks. undervisningsopgaver. I Dansk Stalking Center tilbyder vi terapeutiske forløb til både stalkingudsatte og stalkingudøvere, så du skal være interesseret i at varetage forløb med både udsatte og udøvere. Disse forløb rummer typisk en bred vifte af problemstillinger, bl.a. hjælp til at håndtere kriser og traumer og fokus på at forbedre funktionsniveau og trivsel. Vi har også tilbud til pårørende, herunder børn/unge af stalkingudsatte, hvorfor du også i nogen grad vil skulle afvikle forløb for disse målgrupper. Dansk Stalking Center dækker hele landet, så samtalerne foregår både fysisk og online.

Du vil blive del af en psykologgruppe på i alt fem psykologer, hvoraf to er placeret i vores afdeling i Århus. Derudover bliver du en del af vores samlede tværfaglige intervention, som også består af socialrådgivere, IT-specialist og en juridisk rådgiver, der alle har kontor i København.

Profil og kompetencer

Vi søger en kollega som brænder for det kliniske arbejde og som har en solid terapeutisk erfaring, gerne fra voldsområdet.  Vi ser gerne, at du er autoriseret eller er tæt på. Det er vigtigt, at du finder det meningsfuldt at arbejde tværfagligt, at du er ambitiøs, samt at du motiveres af at arbejde med sager, der kan rumme en høj grad af kompleksitet.

Dine kollegaer vil kende dig som en rummelig og fleksibel person, der bidrager til et godt arbejdsmiljø ved bl.a. at være initiativrig. Du er fagligt engageret og du motiveres af udfordringer, ligesom du trives med at arbejde i en lille organisation i kontinuerlig udvikling, hvor vi sammen tager ansvar for hverdagen.

Vi tilbyder

I Dansk Stalking Center får du en arbejdsplads, hvor vi brænder for at gøre en forskel for mennesker, der er berørt af stalking. Vi arbejder overordnet ud fra en mentaliserings baseret ramme, men trækker også løbende på andre tilgange, ligesom vi arbejder på at udvikle, kvalificere og skræddersy vores tilbud, bl.a. gennem løbende indsamling af feedback fra vores brugere (Feedback Informed Treatment), samt via forskellige psykologiske testbatterier, som både bruges i interventionen og i vores videnscenter. Vi vægter voldsfaglighed og et åbent og inspirerende miljø højt, og du vil få intern sparring og ekstern supervision. 

Vores kontor er placeret på ydre Østerbro, og du vil have mulighed for at arbejde hjemmefra ca. 1 dag om ugen.

Om os

Dansk Stalking Center er en selvstændig og uafhængig interesseorganisation, der har til formål at hjælpe alle, som er berørt af stalking. Centret består af et interventions- og et videnscenter, som samlet arbejder på at sikre relevant støtte, udbrede viden og forbedre lovgivningen på området. Vi er en mindre arbejdsplads med knap 20 medarbejdere med hovedsæde i København og en mindre afdeling i Aarhus. Din arbejdsplads vil være: Emdrupvej 28A, 2100 Østerbro. 

Du kan læse mere om os på www.danskstalkingcenter.dk

Praktisk

Løn- og ansættelsesvilkår: Stillingen er som udgangspunkt på 30 timer ugentligt. Vi er dog på udkig efter de helt rette kompetencer og det rette match, hvorfor vi er åbne for ansættelse af en psykolog med justeret timeantal. Centret har ingen overenskomst, men lønnen tager udgangspunkt i Statens lønstatistik.

Tiltrædelse gerne: 1. januar 2026

Yderligere oplysninger: Kan fås ved henvendelse til leder af interventionsafdelingen, Karin Hammer-Jakobsen, på tlf. 27604005.

Ansøgning

Motiveret ansøgning, CV og relevante beviser (eksamensbevis, autorisation og lign.) sendes senest mandag d 17.11 kl. 12 til:  job@danskstalkingcenter.dk

Samtaler afholdes i uge 48.

Log ind