Kan du sætte retning, og ser du værdien i at skabe et ensartet tilbud for at sikre lige muligheder for læring hos børnene, udviklingen af pædagogikken og den høje faglighed, så er du måske vores nye leder af Børnehuset Emil Pipers vej.Om jobbetDu bliver leder for 28 dedikerede medarbejdere fordelt i to huse, der ligger lige ved siden af hinanden. Det betyder, at vi har to mindre og overskuelige enheder, og vi er i en spændende udviklingsproces med at skabe et stort fagligt fællesskab på tværs af husene. Vi har masser af gejst og ideer, så det bliver også din opgave at sikre, vi går i samme retning. Vi prøver gerne nye tiltag af, evaluerer og er optaget af, om det giver mening set fra flere perspektiver. Som leder på Emils Pipers vej, arbejder du bevidst med at være synlig i dit lederskab for både børn, forældre og medarbejdere.
Det er vigtigt, at du forstår at balancere i din tid til faglig sparring,og pædagogisk udvikling, og at du har øje for empowerments tilgang og muligheder for udvikling i samarbejdet. Du bliver en del af et ledelsesteam, som ud over dig består af en souschef og en afdelingsleder, så der er god mulighed for at samle alles kompetencer i et kvalificeret samarbejde.
Børnehuset Emil Pipers vej ligger i gåafstand fra Lyngby station og består af to huse, Børnely og Ulrikke, som i alt har 72 børnehavebørn og 44 vuggestuebørn. Vores børnegruppe er blandet, men flere profiterer af et specialpædagogisk- og et tværfagligt samarbejde. Vi er i øjeblikket optaget af at få den styrkede pædagogiske læreplan til at blive en naturlig del af det udviklingsarbejde, vi i forvejen havde gang i. Det er både en vedligeholdelse og udviklingsproces.
Personalet i Børnehuset Emil Pipersvej siger om deres ønsker til ny leder:- Er god til at skabe overblik
- Er lyttende og medinddragende i beslutninger
- At du sætter tydelige rammer
- Udviser tillid og bakker personalet op
- Er i stand til at uddelegere arbejde
- Giver sparring og feedback
- Er nærværende og anerkendende, som vi ved er med til at skabe trivsel hos os
- Viser respekt for vores nuværende kultur, traditioner, pædagogiske grundlag og værdier – og vil udvikle vores pædagogik
- Leder både nedad og opad
I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi et højt fagligt ambitionsniveau på dagtilbudsområdet. Faglig ledelse er en prioritet og derfor søger vi en faglig stærk, nærværende og erfaren leder, der kan understøtte den gode faglige retning og arbejde evidensbaseret. Du skal også kunne inddrage, guide og lede personalet samt aktivt gøre brug af dygtige og kompetente kræfter i dagtilbuddet, netværket og blandt de understøttende funktioner i såvel PPR som i det tværfaglige samarbejde.
Det fælles faglige ståsted på dagtilbudsområdet tager afsæt i en pædagogisk metodekuffert med redskaber, der er udviklet på baggrund af evidens, og som består af:
- SAL (Systemisk Analyse af Læringsmiljøer) til arbejdet med inkluderende læringsmiljøer
- Trivselsguiden; som er et redskab, der er med til at sikre tidlig opsporing og børns trivsel
- Kvalitetsguiden, som et redskab til at undersøge og reflektere over kvaliteten af læringsmiljøerne
- Evalueringscirklen til refleksion og evaluering af den pædagogiske praksis
- Sprog i samspil som er det nyeste redskab, vi netop er ved at implementere, og som skal være med til at højne de sproglige læringsmiljøer
I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi forpligtende netværksledelse, hvilket betyder, at der er et ledelsesteam i form af leder og souschef i alle vores dagtilbud. Det er forventningen, at leder og souschef indgår i et loyalt sparringsfællesskab, og at souschefen inddrages i ledelsesmæssige beslutninger. Som leder varetager du det ledelsesmæssige- og økonomiske ansvar og samarbejder med en engageret forældrebestyrelse og indgår samtidig i et netværk med 6 andre dagtilbud om fælles ansvarsopgaver. Dvs. at du som leder skal kunne indgå i det forpligtende samarbejde med netværkets øvrige ledere.
LUN netværket nævner, at de især er glade for og stolte af den gensidige hjælp og sparring, de kan give hinanden. Derudover prioriterer de også fælles ledelsesmæssig sparring med en organisationspsykolog. På kommunens hjemmeside kan du læse mere om, hvad forpligtende netværksledelse er; https://dagtilbud.ltk.dk/paedagogik/forpligtende-netvaerksledelse
Kommunens leder- og medarbejdergrundlagFor alle ansatte i kommunen gør det sig gældende, at vi har et fælles leder- og medarbejdergrundlag, hvor tilgange til arbejdet og forventninger til hinanden er beskrevet. Vi arbejder bl.a. systematisk, lader os inspirere af hinandens gode praksis, evidens og andres erfaringer. Vi søger at have et helhedsperspektiv, og derfor arbejder vi sammen på tværs af centre, når det giver mening.
Formelle krav: - Du skal være pædagoguddannet, have ledererfaring og gerne en lederuddannelse på diplomniveau
- Kan arbejde med IT, økonomistyring og administration som en naturlig del af jobbet
Som du kan læse, kan vi tilbyde en spændende ledelsesmæssig udviklingsopgave, hvor du samtidig bliver en del af et godt ledernetværk i en kommune med fokus på pædagogisk kvalitet. Vi håber, det har vagt din interesse – så skynd dig at søg!
Praktiske informationer:Vi skal have din ansøgning, CV og eksamensbevis sendt elektronisk, hvor du uddyber din motivation for netop at søge denne stilling.
Du er meget velkommen til at få en rundvisning og møde noget af personalet. Kontakt gerne chefkonsulent Anita Esbjerg på mail anite@ltk.dk og aftal nærmere. Hvis du har spørgsmål, kan du ringe til dagtilbudschef Susanne Stigaard på tlf. 29 25 71 83 eller chefkonsulent Anita Esbjerg på tlf. 21 59 87 17.
Der vil være 2 samtalerunder, som afholdes hhv. d. 7. og 10. april 2025.
Ansøgningsfrist d. 3. april 2025 kl. 12.00Vi glæder os til at høre fra dig!
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.